| 
       
      lenger ned -under- 
      oppsummeres om 
      hans syner 
      flere tanker om 
      karmasituasjonen og tanker om  ww3 fra bl a Martinus og 
      utenomjordiske kilder 
      "kvinnen 
      fra Valdres" 
       
      
      bok om hva en soldat som døde i første verdenskrig opplevde på andre siden 
      etter døden 
        
      
      
      interessant 
      bok, mer enn hundre år gammel  om livet mellom livene - guiding i de lavere astralplan og hvordan 
      mange er tankefanget der  | (dansk 
      pdf av -1942udg)  
      
          
          TILSVARENDE DANSK utskriftbar wordversjon 
          
           
        | 
       
 | 
      
      
       
        
      
       
      
      
        
          
            | 
          
            | 
          Denne boken inneholder syner og 
          åpenbaringer om fremtiden som Jesus gav Anton Johansen. 
           Bl. a. "Det store synet" natten mellom 13-14 november 1907.  | 
         
       
      
       
      
      FORORD
      
       
      
      Manuskriptet er utarbeidet i 1937, altså før den annen verdenskrig 
      satte inn. Lebesbymannen så ikke denne krigen. Han så den første 
      verdenskrigen og Europas grenser i 1953, da han så en (på det daværende 
      tidspunkts muligheter...) -Frankrikes og 
      Russlands krig mot Sverige og Norge.
       
      Boka er skrevet av interesse for fenomenet Lebesbymannen, uten 
      stillingtaken til oppfyllelsen av hans syner for denne tiden.
       
      Da det etter forrige opplag av boka i pressen ble ytret tvil om 
      Lebesbymannens forutsigelse av den 1. verdenskrig, hitsettes et avsnitt om 
      Lebesbymannens forutsigelse av denne, av ambassadør Ludvig Aubert i 
      Aftenposten den 9. juli 1949 i en artikkelserie «Erindringer fra Stockholm 
      1912-1917»:
       
      " Før jeg går videre på det mer alvorlige politiske område, vil 
      jeg omtale en liten episode fra slutten av 1913, som kanskje vil 
      interessere dem som har hørt om eller har truffet den såkalte «Lebesbymannen», 
      Anton Johansen. Julaften 1913 banket den lille profet fra Finnmark på 
      døren til mitt arbeidsværelse i legasjonen. Han var en selsom julegjest, 
      kledd i sin arbeidshyre og i skaftestøvler. Han fortalte meg uten videre 
      seremonier at han hadde fått i oppdrag av høyere makter å underrette 
      legasjonen om en europeisk storkrig som skulle bryte løs i 1914. Jeg 
      spurte ham, om han ikke ville treffe vår minister i Stockholm, Jørgen 
      Brunchorst, for å betro seg til ham. Men nei, han ville betro seg til meg. 
      Han leverte meg så et dokument, som en høyere svensk offiser hadde hjulpet 
      ham å sette opp og som inneholdt detaljer i spådommen. Europakrigen skulle 
      bryte ut i 1914, og Tyskland skulle tape krigen. Anton Johansen ville 
      gjerne reise til Tyskland og underrette keiser Wilhelm om den meddelelse 
      han hadde fått. Men i mellomtiden ville han i hvert fall gi oss 
      underretning. Han kom også med andre spådommer angående fremtidige angrep 
      på Norge. Jeg spurte ham hva han hadde fore julaften. Han svarte at han 
      var buden til svenske venner. Så gikk han stille og pent ut av døren.
       
      Forfatteren.  
        
      
       
      
      LEBESBYMANNEN
      
      -
      
      Hvem husker ikke Lebesbymannen, mannen som forutsa så mange store 
      begivenheter? Den 60 år gamle fisker fra en av Norges mest avsidesliggende 
      fjorder høyt oppe i Finnmark som under verdenskrigen gjorde henvendelse på 
      henvendelse for å søke å komme til Tyskland for å få keiser Wilhelm til å 
      stoppe verdenskrigen! Mannen i komager som henvendte seg til Europas 
      kronede hoder, til Norges storting og regjering, til den svenske riksdag, 
      som lot skrive til paven i Rom og fikk audiens på Kongens slott, 
      Finnmarksfiskeren som ble omtalt i alle Skandinavias aviser og var mer 
      berømt enn kanskje noen annen nordmann. Den besynderlige vår tids 
      apostelen Johannes, som midt i en tid av glødende hat og uforsonlighet 
      prekte om «fred og forsonlighet mellom folkene» og «kjærlighet og 
      ydmykhet» som eneste botemiddel mot krigen, mannen som loddet 
      krigsårsakene dypere enn samtidens historikere og folkepsykologer, og som 
      midt under verdenskrigens siste blodige oppgjør, da menneskeheten stønnet 
      etter fred, «i Guds navn» rolig la fram sine syner og forutsigelser om nye 
      blodige kriger i Europa, med et nytt Ragnarok allerede kort tid etter. 
      Mannen som ble lyttet til av tusener med interesse, så vel med alvor som 
      med smil. Mannen som ingen riktig kunne «tro på», men nå begynner igjen å 
      omtales i aviser og huskes av mange, nå da hans spådommer er gått i 
      oppfyllelse og ser videre ut til å gå sin oppfyllelse i møte.
       
      Hvem var så denne mann, hvordan lød hans spådommer, og på hvilket 
      grunnlag framkom disse?
      Lebesbymannen var ingen spåmann i ordets vanlige betydning, han 
      hverken kikket i stjernene, la kort eller spådde i hånd. Heller ikke la 
      han fram sine spådommer ved å slutte seg til de etterfølgende begivenheter 
      fra de forutgående. «Spådommer» er for så vidt ikke en dekkende 
      betegnelse. Lebesbymannens forutsigelser ville være det rette uttrykk. Til 
      grunn for forutsigelsene lå «syner» eller etter hva Lebesbymannen selv 
      fortalte og mente, «det store synet natten mellom 13. og 14. november 
      1907, da jeg i ånden fikk se hva som skulle skje langt inn i framtiden» og 
      «etterfølgende syner som bare supplerte og utfylte det store synet av 
      1907».
       
      Lebesbymannen var en dypt religiøs personlighet, og hans syner var 
      av utpreget religiøs karakter. Det var «ånden» eller Gud som sa til ham 
      hva som skulle skje, som synte ham de store verdensbegivenheter. Herren 
      sa: «Anton Johansen, du skal være min talsmann, du skal gå til de styrende 
      og fortelle dem hva du har sett.» Jeg svarte: «Jeg har ingen 
      skoleutdannelse, jeg taler ikke det tyske språk, jeg er uverdig til å være 
      ditt vitne.» Han sa for annen gang: «Du skal være mitt vitne.» Jeg svarte: 
      «Jeg skal forsøke.»
      Vi kjenner igjen talen fra Bibelen, fra Mosebøkene, fra Johannes 
      åpenbaring. Nå vel, enten hans forutsigelser om de store 
      verdensbegivenheter stammer fra åpenbaringens bok, fra hans omgang med 
      militære ved den geografiske oppmåling i Finnmark, eller den skriver seg 
      fra «åndens» åpenbaring i ham, så er hans spådommer uten sidestykke og 
      over det sedvanlige. Likeså ufattelig som det er med kald forstand å 
      forklare den ensomme Ibsens fabelaktige kjennskap til det skjulte i 
      menneskesinnet - «Rosmersholm», «Fruen fra havet», «Hedda Gabler», «Lille 
      Eyolf» - noe først Freud ved utallige undersøkelser og eksperimenter har 
      trengt seg inn i, likeså umulig er det med kald forstand å forklare den 
      gamle fisker fra Lebesby, hans framtreden og fabelaktig treffende 
      perspektiv om verdensbegivenhetenes utvikling under verdenskrigen og i den 
      nærmeste tid etter, den tid vi nå nettopp står midt oppe i. Men mer om 
      dette i Lebesbymannens spådommer om tiden fra verdenskrigens slutt til 
      1953. Bare et par bemerkninger.
       
      «Det er umulig,» sa man til Lebesbymannen før jul 1913, «at Belgia 
      kan gjøre Tyskland noen skade. Det er latterlig at det mektige Tyskland 
      skal bli krysset av belgiske tropper.» «Jeg har sett det slik i mine 
      syner,» svarte Lebesbymannen. I slutten av august 1914 var det ingen som 
      sa det var umulig, og det som var latterlig, var blitt til virkelighet.
       
      «Det er umulig,» sa man til Lebesbymannen i mars 1918 «at det om en 
      15-20 år heretter kan bli krig i Spania, og at det kan utbryte en krig 
      mellom Spania og Frankrike, de er av samme folkerase, de står sammen i 
      verdenskrigen, Spanias hær har ikke gjort seg det minste bemerket, det er 
      Frankrike totalt militært underlegen, det er altså en umulighet.» «Det kan 
      så være,» svarte Lebesbymannen, «men jeg så det ikke likere i mine syner.»
       
      I det øyeblikk dette skrives - den 20. august 18 år etter - er 
      krigen i Spania en kjensgjerning, og det er ingen som sier at en krig 
      mellom Spania og Frankrike er en umulighet!
      Lebesbymannen fikk i 1919 være alene om å mene at England, den 
      heldige inkassator av gevinsten i verdenshistoriens største spill om 
      verdier, gikk en ydmykelsens framtid i møte, at det sto for en avgrunn og 
      holdt på å styrte uti. I 1936 ryster verdensriket i sine grunnvoller, og 
      ydmykelsen er et fait accompli.
      Lebesbymannen, hans syner og forutsigelser, måtte kunne være 
      gjenstand for en overordentlig interessant psykologisk studie. Å, for et 
      emne for en Johan Scharffenberg å skjerpe sin forstand på! Eller et emne 
      for en doktoravhandling: «Studier over Lebesbymannen, hans syner og 
      forutsigelser fra 1913-18 om verdenskrigen og verdens store begivenheter 
      fra verdenskrigens slutt til Norges og Sveriges krig med Russland og 
      Frankrike i året 1953 og hvor vidt hans forutsigelser er bygget på de for 
      tiden kjente fenomener,» - ideen gis de søkende hjerner for doktorgraden 
      gratis!
       
      Jeg skriver mannens biografi og «lære». Litt forbauset må man få 
      lov til å bli av og til, andre kan utdype emnet, - psykologisk eller 
      religionsvitenskapelig.
      Først lar vi den 50-årige fisker som siden han som smågutt med sine 
      foreldre kom flyttende til Lebesby, ikke hadde vært utenom sine 
      hjemmetrakter, tre offentlig fram. 
        
      
      
       
       
      
      FRA FISKEREN ANTON JOHANSEN TIL LEBESBYMANNEN
      
      -
      
      Når en fisker fra Lebesby hadde ærend til myndighetene utenom sin 
      bygd, skulle man trodd det måtte blitt til stiftsamtmannen eller biskopen 
      i Tromsø. Anton Johansen hadde mer på hjertet enn for sin personlige 
      velferd, og måtte henvende seg til høyere myndigheter.
      I den rolige og avstengte Lebesby ble det folkesnakk i november 
      1913. Bygdeoriginalen, fiskeren Anton Johansen, fikk det plutselig 
      travelt: han for omkring i bygda og ville låne penger «til en lengere 
      reise». Da han ble frittet nærmere ut om denne reisen, hvor han skulle 
      hen, ga han et svar så folk begynte å spekulere på om det var blitt noe i 
      veien med Anton Johansens forstand. Det ville om kort tid utbryte en stor 
      krig i Europa, kunne han fortelle, det var også fare for Norge og Sverige, 
      Norge skulle komme til å bli omringet av krigsskip. Herren hadde vist ham 
      det i et syn og bedt ham reise ned og varsku myndighetene i Kristiania og 
      Stockholm. Han måtte også forsøke å komme til Tyskland og advare keiser 
      Wilhelm.
       
      Folk forsøkte å få ham i fra en slik besynderlig tanke, han måtte 
      da forstå at slikt var galskap. Men Anton Johansen var urokkelig.
      Det falt naturlig nok ikke lett å få låne penger til en slik tur, 
      men Anton hadde alltid vært en ærlig og ordholden mann. Ved hjelp av hans 
      gode venn, sogneprest N. A. Steffensen, fikk han, sammen med sine egne 
      spareskillinger, skrapt sammen så mye reisepenger, at han kom seg av 
      gårde.
      Selv fant han visst ikke reisen det spor underlig. Han fortalte 
      siden ganske enkelt til hovedstadsavisene at «da tiden var gått og jeg 
      kjente det var alvor, etter som det var sagt meg at jeg skulle være borte 
      over jul 1913, dro jeg til Kristiania».
       
      I anledning av denne reise, skal vi høre hva en av hans 
      sambygdinger, Hilmer Johansen, har å fortelle:
      «Høsten 1913 fortalte han folk om den kommende verdenskrig, men 
      ingen ville den gang tro på en slik urimelighet. Han fortalte at han hadde 
      hørt en røst som hadde talt til ham og bedt ham reise til Kristiania, 
      Stockholm og Berlin og advare kongene og keiseren for den kommende krig og 
      all elendighet den ville føre med seg. Han så forskjellige land og mange 
      slaglinjer. Blant landene nevnte han Belgia, Tyskland, Frankrike og 
      England. Han så også at Tyskland skulle ligge slått mellom England og 
      Frankrike.»
      Samtidig medtas et interessant brev avdøde lærer og kirkesanger i 
      Kjøllefjord, E. Gjervig, sendte A. Gustavson den 2. april 1919 i anledning 
      dennes arbeid med Lebesbymannens syner:
      I siste halvdel av november måned 1913 kom Anton Johansen til 
      Kjøllefjord på gjennomreise til Kristiania. Jeg hadde da en lengre samtale 
      med ham om hensikten med hans reise. Hva jeg nå med sikkerhet erindrer meg 
      av denne samtale er følgende:
       
      Han fortalte at han hadde hatt en åpenbaring av Kristus, som hadde 
      befalt ham å meddele verden at forferdelige tider skulle opprinne over 
      menneskeheten for syndens skyld. Ganske snart skulle en forferdelig krig 
      utbryte mellom Østerrike-Ungarn og Tyskland på den ene siden og Russland, 
      Frankrike og England på den andre siden. Jeg gjorde hertil den bemerkning, 
      at hvis Tyskland og Østerrike-Ungarn kom i krig med de øvrige stormakter, 
      måtte jo de førstnevnte få hjelp av Italia. Hertil svarte Johansen at han 
      så ikke noe til italienerne. Han uttalte videre at Belgia skulle bli en 
      spiker i Tysklands likkiste. Hertil bemerket jeg at det lille Belgia 
      umulig kunne gjøre Tyskland noen skade. Johansen svarte til dette, at han 
      hadde sett det slik i sine syner. Jeg forsøkte å gjøre det begripelig for 
      ham at hans reise ville bli helt og holdent unyttig, men Johansen påsto at 
      han hadde fått befaling av Jesus å reise, og denne befaling måtte han 
      lyde. Folk fikk siden tro hva de ville. Han sto således ikke til å vegre. 
      Han lånte seg reisepenger og dro av sted.
       
      En tid etterpå leste jeg i «Ukens Revue» et referat av en tale i 
      Stortinget av Buen. Han sa i denne tale at det var rart hva borgerpartiene 
      kunne hitte på å føre i marken når det gjaldt å få militærbudsjettet høyt. 
      Nå var det kommet en profet fra Finnmark som gikk omkring og forkynte krig 
      og ulykker, ja, til og med at Tyskland skulle bli krysset av belgiske 
      tropper. Hele Stortinget lo.
      Det var en besynderlig reisende som før jul kom til 
      Østbanestasjonen og gikk oppover Karl Johan. Folk har sikkert satt store 
      øyne på denne merkelige «utlending», han måtte være en russer, en polakk, 
      kanskje en rumener: en liten tykkfallen mann i vadmelskufte og et pussig 
      fottøy, med et stort skjegg og langt ugreid hår.
       
      Anton Johansen henvendte seg først til offiserene ved Den 
      geografiske oppmåling, som han hadde vært sammen med i Finnmark. Han hadde 
      i mange år vært med i kartleggingsarbeidet i Lebesby - 
      Kjøllefjord-distriktet som bærer. Nå kom denne bæreren deres fra 
      oppmålingsarbeidet på Finnmarksvidda og oppsøkte offiserene i selve 
      hovedstaden og fortalte dem om en forferdelig krig som ville bryte ut i 
      Europa. Han måtte varsle dem, de måtte være oppmerksom på det. - De norske 
      offiserene kunne jo ikke akkurat jage den trofaste og dyktige bæreren 
      deres ovenfra Finnmark på porten, men det må sikkert ha vært hårdt å ha 
      vært offiser i en slik situasjon!
       
      Gjennom kaptein Finn Quales bistand fikk Johansen imidlertid 
      foretrede for forsvarsminister Keilhau og, som han forteller til avisene, 
      «ba ham gjøre de andre statsrådene oppmerksom på den forferdelige tid vi 
      hadde å gå i møte og ba at de måtte gjøre alt hva som sto i deres makt, så 
      vi skulle slippe den forferdelige krigen som verden aldri hadde sett maken 
      til». Om forsvarsministeren advarte de andre statsrådene, skal være usagt, 
      men i hvert fall kan ikke statsministeren, Gunnar Knudsen, ha lagt seg 
      denne Lebesbymannens alvorlige advarsel synderlig på minnet, ellers hadde 
      han vel neppe så sent som den 17. februar 1914 i stortinget uttalt sine 
      berømte ord om «den skyfrie himmel»: «Hva er det på ferde? Det skulle være 
      interessant å vite. For tiden er da forholdet det at den politiske himmel, 
      verdens-politisk sett, er skyfri i en grad som ikke har vært tilfelle på 
      mange år.»
      Skulle man uttrykke i boksespråket disse Lebesbymannens og 
      statsminister Gunnar Knudsens utsagn om Europas nære framtid, måtte det 
      vel bli at Lebesbymannen seiret over statsministeren på knockout i 1. 
      runde!
       
      I Oslo gjorde Anton Johansen flere forgjeves forsøk på å komme til 
      Berlin og få foretrede for keiser Wilhelm. Keiseren måtte «for alt i 
      verden» ikke gå med i krigen. Det lyktes ikke å få pass, og Lebesbymannen 
      la da reisen over Sverige, hans annet fedreland. I sin vadmelskufte og 
      sine komager reiste han da til Stockholm. Der oppsøkte han oberst 
      Mellander og fortalte hva han hadde sett og hva han hadde fått i oppdrag å 
      meddele den svenske regjering. Det var da heldig at oberst Mellander fant 
      uttalelsene så merkelige at han opptegnet dem, og sammen med de 
      opptegnelser som kom i stand ved hjelp av K.F.U.M.s sekretær, er disse 
      opptegnelser, som i februar og mars 1914 ble gjengitt i svenske aviser, de 
      første trykte beretninger om «profeten fra Finnmark», om Lebesbymannens 
      spådommer. De ble også gjengitt i norske aviser.
       
      Det heter i disse meddelelser, at «en fisker, Anton Johansen fra 
      Lebesby i Norge, er kommet til Stockholm i et merkelig ærend. Han vil 
      advare mot en stor krig som skal komme, han har sett den i et syn. Den 
      skal utbryte mellom Tyskland og Østerrike-Ungarn på den ene siden og 
      Russland, Frankrike og England på den andre siden. Tyskland skal miste 
      Elsass-Lothringen. Siden skal det hende mer. England skal få krig i India, 
      og det skal bli en krig i Spania.»
       
      I Stockholm ble han i flere dager og gjorde her bl. a. gjennom 
      prins Bernadotte henvendelse for å komme til Berlin. Prinsen tok vennlig 
      mot ham og viste ham til det tyske konsulat. Den tyske minister var ikke 
      til stede, men «hans stedfortreder ble hissig og ba meg gå min vei».
      At det må ha vært tunge dager for den nidkjære mann, er sikkert, i 
      intervju på intervju til de norske og svenske aviser i mars-april 1918 
      heter det: «Du kan tro det var tungt å gå på Kristianias og Stockholms 
      gater og vite at innen neste jul skulle hundre tusener av Europas 
      hovedsteders ungdom ligge døde på slagmarken.»
       
      I slutten av januar kom Anton Johansen tilbake til Lebesby. Selv 
      fortalte han ikke noe særlig om sin reise, han røktet atter sin dont som 
      fisker og kirketjener, og folkesnakket la seg. Han Anton var bare blitt en 
      enda større bygdeoriginal.
      Den 28. juni skjedde mordet i Sarajevo, den 23. juli overrakte grev 
      Berchtold det østerriksk-ungarske ultimatum til Serbia, den 28. juli 
      erklærte Østerrike-Ungarn Serbia krig, 31. juli mobiliserte Russland, 1. 
      august erklærte Tyskland Russland krig, 3. august erklærte Tyskland 
      Frankrike krig, 4. august marsjerte tyskerne inn i Belgia, samme dag 
      erklærte Storbritannia Tyskland krig, deretter gikk det slag i slag.
      Verdenskrigen var brutt ut. Anton Johansens spådom var gått i 
      oppfyllelse. På den skyfri himmel var plutselig ut-brutt et overhendig 
      tordenvær.
       
      I august gjenoppfrisker «Svenska Dagblad» den 5 måneder gamle 
      spådom med stor overskrift: «Världskriget förutsagt i Sv. D. 6. mars i 
      år.» Man merket seg ikke tilfellet så særlig, avismeddelelsene kan være av 
      så mange slag.
      Finnmarksfiskeren, spåmannen, ble glemt. Bare på en del, som han 
      hadde kommet i personlig berøring med, hadde han gjort et varig inntrykk, 
      lærer Gjervik, kaptein Halle, kaptein Quale og de andre offiserer fra den 
      Geografiske oppmåling, oberst Mellander. Disse mintes den merkverdige 
      manns krigsspådommer.
       
      Hjemme i Lebesby levde bygdeoriginalen, som var blitt til 
      «krigsprofeten», sitt liv som før. Folk la bare merke til at han henga seg 
      enda mer til bønn- og andaktsstunder. De fikk også rett som det var høre 
      at de skulle «be om kjærlighet og ydmykhet», det var en ugudelighetens tid 
      de opplevde, «den forferdelige krigen» var «Guds straff over synden som 
      hadde slik overhånd».
      Årene gikk. I midten av januar 1918 ble det igjen folkesnakk og 
      undring i Lebesby. «Krigsprofeten», han Anton Johansen, hadde før de 
      visste ord av det igjen dratt på tur til hovedstaden. Nå hadde ånden sagt 
      til ham at han «skulle reise til Kristiania og Stockholm for å fortelle 
      regjeringene at tiden for fredsforhandlingene på Vestfronten var inne». 
      Han måtte også ned og gi advarsler til regjering og folk i de krigførende 
      land. Hva skulle vel folket i Lebesby si til dette? Det var best å undre 
      seg og ikke si noe.
      Noen uker deretter så det ut til at «han Anton Johansen» var Norges 
      mest berømte mann. Som «Lebesbymannen» eller «Profeten fra Lebesby» var 
      han omtalt i alle landets aviser. Gjennom han Anton var Lebesby-navnet det 
      mest kjente bygdenavn i Norge. 
        
      
       
      
      PROFETEN FRA LEBESBY
      
      -
      
      «Således talte Zarathustra,» sa vismannen fra Basel, og forkynte 
      dom og død over bergfaste oppfatninger og århundre-gammel anerkjent 
      kultur.
      Natten mellom 13. og 14. november ble jeg vekket av ånden som sa 
      til meg: «Dig skal være givet å vite alle himmerikets hemmeligheter, » sa 
      profeten fra Lebesby i intervjuer og meddelelser til avisene i 
      februar-mars 1918. Og han forkynte dom og død over den alminnelige 
      oppfatning om begrepet folk og stater, krig og fred.
       
      Det var mange merkelige ting «himmerikets hemmeligheter» inneholdt. 
      Profeten berettet om hva han var givet å vite, både av det som allerede 
      var skjedd og det som skulle skje. Han fikk interesserte lyttere, han fikk 
      «tilhengere» og «menighet», han ble landets mest interessante 
      presseobjekt. Han ble intervjuet på gata, han ble oppsøkt i sitt losji, 
      han ble kjørt fra redaksjon til redaksjon.
       
      
       Og profeten berettet. Han fortalte om alt han hadde sett i sitt 
      «store syn av 1907» og i det nye synet. Han fortalte om sine 
      krigsforutsigelser, sin reise i 1913 og sin virksomhet i krigsårene. Han 
      hadde nok ikke vært så helt i uvirksomhet hjemme i Lebesby. Han hadde 
      allerede i 1915 skrevet til stortingsmann Hagbart Lund, nåværende 
      fylkesmann i Vest-Agder, og bedt ham underrette regjeringen om at krigen 
      ennå ville fortsette i to år før man skulle få høre om fredsforhandlinger, 
      «noe regjeringen måtte være oppmerksom på». Han hadde den 1. sept. 1917 
      skrevet til keiser Wilhelm og sagt at han måtte slutte separatfred med 
      Russland, «ti så hadde ånden befalt. Og det skjedde».
      Nå var han kommet for å besøke statsråder og regjeringene og 
      «framføre for dem det Herrens løfte at han ville gi menneskeheten freden 
      tilbake hvis de bare kunne enes om bønnen og be om forlatelse for sine 
      synder». «Kunne man bringe det derhen at man fikk en felles bededag for 
      hele Europa, ville freden komme sikkert og visst. I sitt store syn av 1907 
      hadde han nemlig hørt året 1918 nevnt som året for fredsforhandlinger.»
       
      Ut på høsten ville det bli fredsforhandlinger på Vestfronten. Etter 
      hvert følte han seg sikker på at ånden hadde nevnt august som måneden da 
      fredsforhandlingene skulle begynne. Nå måtte regjeringen være på vakt. For 
      oss ville det bli et voldsomt trykk fra sør og vest for å trekke oss inn i 
      krigen. Det ville bli streng rasjonering. Han hadde derfor advarsler med 
      til den norske og svenske regjering for å gjøre alt hva som sto i deres 
      makt for å produsere så mye av levnetsmidler innen landet som mulig. For 
      øvrig ville det ikke bli helt fred i verden før i 1921.
       
      Mange andre ting hadde profeten å fortelle. Det var stor fare for 
      at det ville bli indre uroligheter i Tyskland og Østerrike. Med hensyn til 
      England var framtiden overordentlig mørk: det gikk en ydmykelsens framtid 
      i møte, det ville siden få revolusjon i India, det ville bli opprør i 
      flere av Englands kolonier, særlig i Egypten og koloniene i Afrika. «Jeg 
      vil av den grunn på det bestemteste fraråde England å føre krigen lenger,» 
      sa profeten fra Lebesby. England sto «for en avgrunn og holdt på å ramle 
      ut. Ingen, hverken de styrende eller soldatene ville føre krigen lenger 
      hvis de så det forferdelige jeg har sett.»
      Dystre ting fra «himmerikets hemmeligheter» hadde han også å 
      fortelle om, begivenhetene i tiden etter verdenskrigen.
       
      Allerede ved sin ankomst i februar hadde Lebesbymannen oppsøkt 
      Knudsen og flere av statsrådene og fortalt dem hva «ånden» hadde sagt ham. 
      Da han var ferdig med sine beretninger og advarsler i Kristiania, dro han 
      til Stockholm. Der oppsøkte han også statsministeren, Edén, oberst 
      Mellander, krigsminister Nilson m.fl. Han søkte også å komme i forbindelse 
      med det tyske. engelske og amerikanske konsulat og frambar sine advarsler.
      Det er klart at en mann som hadde så meget å fortelle om, som så så 
      underlig ut, en slik besynderlig vår tids profeten Jonas, ikke måtte tas 
      for alvorlig av våre store ærverdige hovedstadsblad. Interessant ble det 
      jo forresten av seg selv:
      «Der kommer en liten tass tuslende bortover gaten. Det er en 
      undersetsig kar med bølgende rød-blondt hår og skjegg. Ansiktet er rødt av 
      vind og vær, øynene store og blå. Han går på bløte komager, så det er 
      ingen tvil om at mannen stammer fra Finnmarken et steds. Følgelig stanser 
      vi ham og spør uten å blunke om det ikke er Lebesbymannen.
       
      Jo, svarer han på sitt syngende Finnmarksspråk, jeg er Anton 
      Johansen fra Lebesby også kallet Lebesbymannen. Litt senere sitter vi midt 
      oppe i en ytterst interessant samtale.» («Kristianiaposten» 14/3 1918.)
      Når «Dagbladets» intervjuer legger ordene slik i munnen på 
      Lebesbymannen: «Senere fikk jeg hyppig besøk av ånden. Jeg så ham så 
      tydelig foran meg at jeg når som helst kunne være med deg ut på gaten og 
      arrestere ham,» da er disse Lebesbymannens ord like korrekt gjengitt som 
      ordene var lagt i munnen på en apostel Paulus. Lebesbymannen oppfattet sin 
      profet-gjerning likeså alvorlig som apostelen Paulus sin misjon.
      Naturligvis var «profeten fra Lebesby» også gjenstand for stor 
      oppmerksomhet fra vittighets-avisenes side. Imidlertid er Lebesbymannens 
      advarsler fra februar-mars 1918 interessante nok. De kan være et kapitel 
      for seg selv.
      Advarslene er gjengitt i flere aviser og i «Märkliga syner».
      
      -
      
       
       
      ADVARSLER OG FORMANINGER TIL REGJERINGER OG FOLK I ALLE LAND
      
      Av Lebesbymannen,  februar-mars 1918.
      
      -
      
      Jeg vil formane regjeringene og de styrende i Norge, Sverige og 
      Danmark at I gjør alt hva som står i Eders makt for å forhøye 
      levnetsmiddelproduksjonen innen landet og treffe foranstaltninger for at 
      det såes så meget som mulig, for de skandinaviske land trues av 
      hungersnød. De kommer til å bli avstengte fra all tilførsel utenfra og får 
      et hårdt press på seg fra vest og syd. 
      -
      
      ____________
      
      -
      
      Jeg vil formane regenter, diplomater og folk i alle land å gjøre 
      Eders ytterste for at de fredsforhandlinger som kommer til å innledes i 
      august måned i år, må bringe et resultat. I som styrer, I keisere, konger, 
      presidenter, regjeringssjefer og statsråder, I folkerepresentanter og 
      øvrige styresmenn, betenk hvilket forferdelig ansvar I drar over Eder 
      overfor Gud og hvilken straff han ufravikelig skal la komme over Eder for 
      hver handling hvorigjennom I bidrar til forlengelse av krigen, for alt hva 
      I unnlater å gjøre for å bringe fred og forsoning blant menneskene. Folk 
      sukker og stønner for upasselige styresmenns dårskaper.
      Jeg advarer Eder innen Herren lar sin straff komme.
      Vend Eder i bønn til Herren, ydmyk Eder så vil Han være god og gi 
      oss freden tilbake.
      Før ikke krig mot nasjoner og folk, men mot det onde i Eder selv, 
      og de onde, egoistiske og samvittighets-løse mennesker iblant Eder selv.
      Jeg vil advare sosialistene i Norge og Sverige mot å fornekte 
      Kristus. Likeså vil jeg alvorlig advare mot tanken på avvæpning, da får vi 
      krig i 1953.
      Jeg vil advare kapitalistene mot å bruke sin stilling, sin makt og 
      sine midler, så at der igjennom uenighet og strid skapes mellom folket og 
      menneskene i eget land. Gjerningenes lønn skal ikke utebli, og dobbelt 
      hård skal gjengjeldelsen bli for dem som vet å handle rett, men ikke har 
      gjort det.
      Jeg formaner Gottlands innbyggere å vende seg til Herren, da store 
      lidelser venter øya.
      Jeg advarer Norge, der pengetilgangen blir stor, mot å la synden ta 
      overhånd, og formaner så vel Norges som Sveriges folk å be Herren om 
      kjærlighet og ydmykhet.
       
      Jeg formaner den nålevende slekt i alle land å vende seg til Herren 
      i bønn og lære sine barn å be om kjærlighet og ydmykhet. De tider som 
      forestår er fulle av lidelser og prøver.
      Jeg advarer særskilt England og dets styrende menn mot å forlenge 
      krigen. Jeg formaner England til å legge inn alvorlig og oppriktig vilje 
      til forståelse i de fredsforhandlinger som kommer til å finne sted på 
      Vestfronten i august for å få i stand fred mellom folkene. Hva Herren har 
      åpenbart for meg, kommer til å skje, og hva Han har bestemt, kan ikke 
      kullkastes, ti Gud er sterkere enn menneskene. Han sa til meg: «For 
      menneskenes ondskaps skyld, deres gjerrighet, egoisme, avindsyke, 
      vinningslyst og hovmod, ikke for noen høyere idealers eller hellige måls 
      skyld, skal krigen komme.»
      Den straff som England pådrar seg gjennom sitt hovmod, sin ondskap 
      og sin vinningslyst samt gjennom sine gudsfornektende styresmenn, ble sagt 
      meg å være stor. Hvis England motsetter seg freden, skal Herren la enda 
      hardere hjemsøke England med en mangfoldighet av lidelser og ulykker. Jeg 
      formaner derfor de styrende i England, særskilt Lloyd George, å vende seg 
      til Herren og be og be om kjærlighet og ydmykhet. Bare en folkets 
      synds-bekjennelse og bønn kan redde England fra den straff og vanære som 
      venter landet.
       
      Jeg vil advare de styrende i Tyskland og Østerrike for voldsomme 
      indre uroligheter. Best ville det vært for alle de krigførende om det 
      kunne sluttes fred nå. Fortsetter krigen, kommer Tyskland og Østerrike 
      fortsatt til å stå rake i ryggen, men Tyskland blir da ved fredsslutningen 
      tvunget til å oppgi flere av sine kolonier. Jeg formaner de kristne i 
      Tyskland å be for freden.
      Jeg advarer Frankrikes og Russlands folk mot å fortsette på 
      lettsindighetens og syndens vei. Herren lar seg ikke fornekte. Kommer 
      lidelser over Eder, så betenk at dette er den rette vei på hvilken Herren 
      vil kalle Eder tilbake, og at han kun velger denne vei for Eders 
      lettsindighets skyld.
      Jeg advarer også i særlig grad Frankrikes nåværende regjering og 
      styrende menn for dets hatskhet, uforsonlighet og gudsforakt. De lidelser 
      og den straff som Eders gjerninger fører med seg inn for Gud, kommer over 
      et helt ulykkelig folk. Jeg formaner Eder derfor å vende Eder til herren 
      og be om ydmykhet og kjærlighet, så vil Herren skåne Frankrike for mange 
      lidelser. Til sist retter jeg en inntrengende formaning til de troende i 
      alle land å forene seg og flittig komme sammen og be for freden. For 
      Herren sa meg at han ville gi oss freden tilbake hvis folkene kunne enes i 
      bønn til Herren."
       
      Dette var profetens advarsler. De var alvorlige nok. Det skulle 
      også vise seg at den som framkom med slike advarsler og nettopp på det 
      tidspunkt, fortjente navnet profeten. Det var i anledning av «de kommende 
      fredsforhandlinger på Vestfronten» at Lebesbymannen var kommet til Oslo og 
      Stockholm. En sammenstilling av advarslene og profetiene med resultatet av 
      den forutsagte fredsforhandling, Versailles-traktaten, blir altså den 
      riktige vurdering.
       
      Det heter i advarslene til Englands og Frankrikes regjeringer og 
      styrende menn at de advares særskilt. De måtte legge alvor og oppriktig 
      vilje til forståelse, de ble advart mot deres hatskhet, uforsonlighet, 
      deres vinningslyst og hovmod, som ville føre ulykke med seg over folk og 
      land. «Jeg advarer særskilt Lloyd George å vende seg til Herren og be om 
      kjærlighet og ydmykhet.»
       
      Disse Lebesbymannens advarsler er en historisk totalt riktig dom 
      over Versailles-traktaten, gitt direkte til dens skapere, Lloyd George og 
      Clemenceau, 5 måneder før våpenstillstandsforhandlingene begynte og 15 
      måneder før den ulykkelige traktat ble undertegnet i Speilsalen i 
      Versailles.
       
      Hvis Lloyd George, og i enda større grad Clemenceau, hadde tatt 
      disse Lebesbymannens advarsler ad notam, hadde fulgt disse og skapt 
      Versailles-traktaten i Lebesbymannens ånd (!) så hadde dette foruten til 
      stor velsignelse for Frankrike, for England og for hele menneskeheten, 
      også statsmannsmessig vært det klokeste, det mest snus-fornuftige disse to 
      vel-rutinerte statsmenn kunne gjort. Etter Versailles-traktaten, «det 
      stolte byggverk», nettopp på grunn av dens karakter dens totale mangel på 
      «alvorlig og oppriktig vilje til fellesfølelse og forståelse», for dens 
      «hatskhet og uforsonlighet» er blitt en ruinhop, etter totalt å ha virket 
      mot sin hensikt, ja, etter å ha vært den ypperste drivfjær for det land 
      den skulle kue, er den av engelske og franske historikere blitt kalt 
      «verdenshistoriens største dumhet». Jeg kjenner ikke til en slik 
      uttalelse, da Versailles-traktaten var skapt i seierens rus. Vel bare vet 
      vi at idealisten, «menneskehetens befrier», president Wilson fikk dempet 
      lite på dens uforsonlige karakter.
       
      «Best ville det være for de krigførende om det kunne sluttes fred 
      nå,» sa Lebesbymannen i mars 1918. Hvor meget annerledes var ikke freden 
      blitt om den var sluttet på dette tidspunkt, da begge krigsmakter sto 
      omtrent like sterke eller rettere like utarmet. Hvor langt annerledes 
      ville ikke da grunnlaget for fred ha vært i verden i dag!
      Nå vel, la oss erkjenne advarslene. Det er nok. 
        
      
      FRA LEBESBYVÅGEN VIA KONGENS SLOTT TIL BERLIN
      
      -
      
      
       I april måned 1918 kommer Lebesbymannen hjem og driver atter sitt 
      fiske på Lebesbyvågen. Allerede en måned etter har hovedstadsavisene store 
      ting å meddele: «Profeten fra Finnmark er kommet tilbake ! » Med svære 
      overskrifter fortelles begivenheten. «Lebesbymannen er atter i 
      hovedstaden. Han har hatt nye syner og har viktige ting å meddele! »
      De store ting han nå hadde å berette og som uimotståelig atter 
      hadde drevet ham til hovedstaden, var ikke noe mindre enn at nå var faren 
      overhengende for verden! Og det var stor fare for Tysklands folk og 
      framtid. Han måtte atter søke å komme til Tyskland og advare keiser 
      Wilhelm. Keiseren måtte «for alt i verden uoppholdelig søke fred».
       
      Nå var «profeten» mer original enn noensinne, nå var han sinnssvak, 
      nå var han morsom: tenke seg at den tyske keiser skulle følge rådet fra 
      profeten fra Finnmark - søke fred på et tidspunkt da Tyskland nettopp 
      hadde innledet en veldig offensiv og hadde den største framgang, kort sagt 
      legge våpnene ned nettopp da Tyskland så ut til snarlig å vinne 
      verdenskrigen.
      I den tyske legasjonen, hvor framsetteren av en slik advarsel, et 
      slikt råd, inntrengende søkte om reisepass til Tyskland for å fram-bære 
      dette for keiseren personlig, ble han blankt avvist. Han leverte da et 
      brev på legasjonen til keiseren, hvori han gjentar sin advarsel fra mars 
      om voldsomme indre uroligheter som skal komme og ba keiseren uoppholdelig 
      søke fred. Til sekretæren på legasjonen sa han at det var av den største 
      betydning at brevet kom hurtig av sted. Også mer hadde Lebesbymannen å 
      fortelle. I sine syner hadde han også sett at det skulle «komme fryktelige 
      sykdommer ved krigens slutt», sykdommer som «skal kreve store ofre». De 
      ville «bli verst i de krigførende land, men også i vårt land ville de 
      herje stygt».
      Disse Lebesbymannens advarsler ble lest med interesse av 
      hundretusener, sikkert også av mange blant de ca. 36 000 i Norge og de ca. 
      50 000 i Sverige som innen et år var gått, var døde av spanskesyken.
      Han framkom på ny med sine advarsler, han oppsøkte offiserer, 
      statsråder og utenlandske ministre og varslet om revolusjoner og 
      sykdommer. Han oppsøkte på ny Gunnar Knudsen, og for stortingsmenn 
      fortalte han om det samme og formante dem å gjøre alt hva de kunne for å 
      være forberedt. «Likeså sikkert som jeg står her i et offentlig lokale,» 
      sa han, «vil dette skje før året er slutt.»
      Midt i denne Lebesbymannens virksomhet, sto det en dag en liten 
      interessant notis i hovedstadspressen: «Kongen har gitt foretrede for 
      fisker Anton Johansen, Lebesby.» Meddelelsen ble naturligvis livlig 
      kommentert.
       
      «Ja, jeg er Anton Johansen fra Lebesby, også kallet Lebesbymannen. 
      Jeg er kommet for å fortelle Kongen om hva jeg har sett av krig og 
      revolusjoner og sykdommer og verdens framtid,» begynte Lebesbymannen sin 
      beretning for Kongen av Norge. Han ba også Kongen underrette keiser 
      Vilhelm om hvordan det ville gå i Tyskland og søke å få ham til å stanse 
      krigen før det var for sent.
      Hele sommeren utover var Lebesbymannen i Kristiania. Etter 
      Lebesbymannens oppfordring ble hans advarsler telegrafert til samtlige 
      Europas kronede hoder og til paven i Rom! Etter hva J. Gustavson forteller 
      i «Nya syner» var kong Georg den eneste som svarte, men da brevet skulle 
      utleveres, var det kommet bort.
       
      Sommeren gikk. Spanskesyken brøt ut, den store tyske offensiv brøt 
      sammen, tingingen om våpenstillstanden begynte, revolusjonen i Tyskland 
      brøt ut, og våpenstillstanden ble sluttet den 11. november. Men ennå mente 
      Lebesbymannen at hans gjerning ikke var fullført.
      Nå var det de videre fredsforhandlingene Lebesbymannen måtte gi 
      sitt ord med i. I seiersrusens tid, mens lamslåtte seirende folk jublet og 
      kongressen danset, advarte han atter Frankrikes og Englands statsmenn, han 
      advarte Wilson og de andre folkeforbundets skapere. Fredsforhandlingene 
      fortsatte, Versailles-traktaten ble på-emnet. Og Clemenceau fnøs og slo i 
      bordet.
      Bolsjevikene sto for Lebesbymannen som dyret i åpenbaringen, 
      sosialistene var deres halvbrødre og gudløse som dem. Han hadde også en 
      kveld våget seg inn på Folkets Hus i Oslo og ville tale et Pauli ord med 
      de norske ungsosialister. Talen falt ikke i god jord, her ble han kort og 
      godt kastet ut. Nå hadde han noe på hjertet til de svenske sosialister, og 
      dessuten til kong Gustav av Sverige.
       
      Ved juletider 1918 kom Lebesbymannen for tredje gang til Stockholm. 
      Han søkte foretrede for kong Gustav, men fikk ikke. Den svenske konge 
      hadde ikke, som kong Håkon, lyst til å høre på profeten fra Finnmark. J. 
      Gustavson forteller at det gjorde ham ondt at han, som var svensk født, 
      ikke skulle få treffe sitt fedrelands konge. Han hadde jo også i 
      forbindelse med sosialismens seier i Norden hørt kong Gustavs navn nevne, 
      derfor var det ham meget om å gjøre å treffe kongen personlig. Kongens 
      bror, prins Bernadotte, tok imidlertid mot «fjärrskådaren från Finnmarken» 
      med samme vennlighet som før.
      I Stockholm opptrådte «profeten» to tre kvelder på et par lokaler 
      for overfylte hus. Også i Uppsala opptrådte han, bl. a. i St. 
      Johanneskyrkan. Overalt var det fylt til trengsel. I Uppsala gjorde han 
      visitt hos erkebiskop Söderblom, hvor han ble innbudt til middag. Gjennom 
      ham fikk han foretrede for Uppsalas domkapitel. Også i den svenske riksdag 
      opptrådte Lebesbymannen, og hadde, som «tidningarne» uttrykker det «en 
      åskådarskara väl så stor som nogon av de mest vältaliga particheferna kan 
      glädja sig åt». Det var særlig de sosialistiske representantene han 
      henvendte seg til og formante dem til at de måtte «fare vislig fram».
       
      Dessverre ble det ikke opptatt noe stenografisk referat av disse 
      Lebesbymannens to til
       tre timer lange «foredrag» i Stockholm og Uppsala. Det ville 
      sikkert nå være mange interessante ting å merke seg fra disse «foredrag». 
      Av referatene i avisene ser vi at det også var nye ting han hadde å melde 
      om framtiden, ting som sto i forbindelse med fredsforhandlingene og 
      spørsmål omkring disse. Det ville om ikke så mange år oppstå nye store 
      forviklinger, det var i det hele en mørk tid man gikk i møte. Selv 
      folkeforbundet, som den edle Wilson holdt på å arbeide med, og som den 
      fredslengtende menneskehet satte sitt håp til, ville ikke virke etter sin 
      hensikt. I bladet «Uppsala» for 16. januar 1919 leser vi:
      «Tråkigt nog var Johansons skildring starkt pessimistisk farga og 
      efter hans utsago blir Nationernas Förbund ingen nationernas frid, utan en 
      nationernas strid i stället. Detta borde ihågkommas av dem som nu skrida 
      til organisationen av det planerade storverket, en Wilson, en Leon 
      Bourgeois, en lord Robert Cecil m. fl.»
       
      I Sverige ble «fjärrskådaren från Finnmarken» en meget omdiskutert 
      person. Det utviklet seg til store avisfeider i landets største aviser og 
      tidsskrifter. Problemet skapte bølger, «fenomenet» ble gjenstand for 
      undersøkelser av så vel psykologisk som religiøs art. Han ble undersøkt av 
      psykiatriker, av professorer og leger, det ble i attestene konstatert at «fjärrskådaren» 
      var en for øvrig ganske normal mann, fra at «jag ei har funnit honom lida 
      av någon sinnessjukdom» til at «han har befunnits hava friska ögon», «god 
      synförmåga», og «en för sin alder normal hörsel». Man skal ikke forundre 
      seg over at blodtrykket kunne bli noe høyt (!) hos en mann som hadde 
      gjennomlevd så meget og vært utsatt for en slik påkjenning. Dr. med. J. 
      Billström finner den 1. mai (!) 1919 «endast ett systolisk blodtryck på 
      200 mm, men eljest ingenting anmärkningsvärd».
       
      I sine foredrag hadde Lebesbymannen nevnt at hans nærmeste plan var 
      nå atter å søke å komme til Tyskland, denne gang hadde han viktige 
      advarsler til Tysklands nye herrer om «hva tidens nye alvor krevde av 
      dem». Bl. a. var det ham maktpåliggende å treffe Scheidemann.
      Endelig, i slutten av februar 1919, fikk Lebesbymannen, ved hans 
      gode venn og beskytter, J. Gustavsons hjelp, reisepass til det store riket 
      i sør, hvis folks framtidige lagnad hadde ligget ham så tungt på hjertet. 
      Reisen ble lagt over Oslo, Gøteborg og Malmö.
       
      Lebesbymannens reise til Tyskland er vel - ved siden av profeten 
      Jonas reise til Babylon! - den merkeligste reise som noen har foretatt i 
      denne verden. J. Gustavson forteller at Anton allerede før de kom til 
      Gøteborg fra kupévinduet kjente igjen de berg og høgder, som han i sitt 
      syn om natten hadde sett utenfor byen. Med sikkerhet utpekte han de 
      plasser han hadde sett i forbindelse med striden omkring denne by i 1953. 
      I Gøteborg oppsøkte han de kommunale myndigheter og formante dem at de 
      måtte forsterke kaiene og forhøye brukarene, «så ikke skadene i den store 
      orkan som skal komme, skal bli så store!»
       
      At det var en celeber person som denne gang reiste gjennom 
      Syd-Sverige, forstår vi. Vi lar J. Gustavson fortelle:
      «I Malmö var det många som i första taget icke ville tro sine ögon, 
      då Anton Johansen uppenbarade sig. Ja, ett par fall förekommi till ock med 
      då man visade uppenbar förskreckelse när man omtalade, att det verkligen 
      var Anton Johanson från norska Finnmarken, som gästade deras stad.»
      Så ankom Lebesbymannen til den store forhenværende keiserstad. Det 
      har sikkert vært med underlige følelser han nå gikk i Berlins gater. Etter 
      6 års stadig søknad, og etter at en verdenskrig var utkjempet, hadde han 
      for så vidt endelig nådd sine ønskers mål. Men nå var keiseren ikke 
      «hjemme». Heller ikke kunne han treffe de nye herrer, de hadde tatt 
      tilflukt i Weimar, hvor det vår umulig å slippe inn. Gjennom en rekke 
      framtredende personer i Berlin, forfattere, vitenskapsmenn, leger og 
      prester fikk Lebesbymannen framført sine advarsler til den tyske 
      republikks herskere.
      Det lyder som et eventyr, at det ærverdige og mektige tyske 
      sosialdemokrati, som siden skulle smuldre slik hen, mottok formaninger, og 
      allerede ved sin maktovertakelse, av en gammel norsk fisker!
      Under Lebesbymannens opphold i Berlin brøt den 6. mars Tysklands 
      tredje revolusjon løs. Hovedstaden ble erklært i beleiringstilstand og 
      forvandlet til et revolusjonssentrum. Kanoner tordnet, kuler pep, og 
      bomber sprang. Fra sitt hotellvindu var Lebesbymannen nå vitne til krig og 
      revolusjon, som han så ofte hadde sett for sitt indre syn. «Nedover de 
      frostbitte kinn rullet store, klare tårer, og det var sikkert mange 
      brennende bønner som han denne natt oppsendte for det arme frendefolk i 
      sør,» forteller hans ledsager fra reisen.
      Med nød og neppe unngikk Lebesbymannen selv å bli et av 
      revolusjonens mange offer. I hui og hast måtte han nå forlate det tyske 
      rikes hovedstad. Reisen gikk nordover, over Stockholm og direkte hjem til 
      Lebesby.
      Profeten hadde utført sitt kall. Nå fikk begivenhetene tale.
        
      
      LEBESBYMANNENS SPÅDOMMER FRA VERDENS- KRIGENS SLUTT TIL NORGES OG 
      SVERIGES KRIG MED RUSSLAND OG FRANKRIKE ÅR 1953
      
      -
      
      Når utgiveren har funnet det på sin plass å dra glemselens slør 
      over Lebesbymannen til side, da er det ikke minst på grunn av 
      Lebesbymannens spådommer fra 1918-19 om utviklingen og begivenhetene i 
      tidsrommet fra verdenskrigens slutt til 1953. Fra Lebesbymannens egen 
      beretning kan et resymé av disse spådommer være på sin plass. Den intense 
      spenning vi nå befinner oss i overfor de store begivenheter vi vekslende 
      og med iltogsfart hvirvles gjennom, gjør hans spådommer om denne tid enn 
      mer interessante.
      Klarere enn noen historiker la Lebesbymannen i februar-mars 1918 og 
      videre fra mai inntil neste års februar fram framtidens begivenheter slik 
      de kom til å utvikle seg på et tidspunkt da hele verden blødde og siden lå 
      blødende etter alle tiders voldsomste krig og største menneskeslakteri, i 
      en tid da den menige mann så vel som historikere, statsmenn og militære 
      mente at det i hvert fall ville gå lang tid - en menneskealder, to 
      menneskealdrer - før et slikt blodig uvær kunne slippe løs igjen, da viser 
      denne fredsomme mann, denne kjærlighetens og ydmykhetens apostel oss nye 
      strider mellom folk og land, en ny voldsom opprustning, borgerkrig, nye 
      kriger, nye trusler og et nytt Ragnarok i en framtid så nær at selv den 
      største kyniker neppe kunne ta ham alvorlig.
       
      Den samlede oppfatning i 1918-19 og i mange år framover, ja, inntil 
      nedrustningskonferansen brøt sammen 1933 og til dels helt til Mussolini 
      lot «kanontordenen høres ved Genfersjøen», kan vel noe så nær dekkes av de 
      ord forhv. fører for det engelske arbeiderparti, George Lansbury, innledet 
      en tale i Central Hall, Westminster med i april i år:
      «Jeg må innrømme at jeg, etter verdenskrigen, trodde at 
      Folkeforbundet og alle de løfter som ble gitt av forskjellige statsmenn, 
      ville føre til nedrustning og fred. Jeg trodde at man hadde lært av 
      krigen. Høytstående militære, soldater og marineoffiserer ga offentlig 
      uttrykk for sin avsky for krig. Statsmenn møtte sammen for å diskutere 
      nedrustning og, i forbigående, å stifte andre forbindelser, især 
      Kellogpakten. Jeg fikk inntrykk av at vi, som resultatet av disse 
      diskusjoner, ville få en verden, om ikke fullstendig nedrustet, iallfall 
      delvis nedrustet. Begivenhetene i de siste tolv måneder har ødelagt mine 
      drømmer.»
       
      Youngsplanen, som også kom i stand ved hjelp av militære rådgivere 
      og de fremste autoriteter på området, ble da også basert på en 
      verdensfred, i hvert fall en fred på avbetaling inntil 1988!
      Uanfektet av autoriteters mening framsatte Lebesbymannen sine 
      spådommer. Om det var aldri så meningsløst, om de enn var aldri så 
      absurde. Slik hadde ånden sagt ham, slik hadde Herren synt ham, slik 
      skulle det skje. Slik forholdene er i verden i dag, så hektiske og fylt 
      med sprengstoff at Europa betegnes som en eneste kruttønne, slik skulle de 
      bli, ikke i 1988 eller en gang i neste århundre, men akkurat i den tid vi 
      nå befinner oss i.
       
      Spådommene:
      Det ville bli krig og uroligheter inntil 1921, hvoretter en ringe 
      endring til det bedre da ville inntreffe. Med hensyn til Tyskland, så 
      ville dette land få uroligheter langt fram i tiden. En tung tid ville 
      følge etter verdenskrigen, det skulle komme en stor nøds - og fattigdoms 
      periode. Likeså ville tiden være preget av svære naturkatastrofer, av 
      jordskjelv og orkaner i de forskjellige deler av verden. Nye sykdommer 
      skulle opptre. Store oversvømmelser og gruveulykker i Tyskland og 
      Frankrike ville inntreffe.
      Sosialismen skulle gjøre voldsomme framskritt i hele verden og bli 
      årsak til revolusjonære omveltninger i landene. Også i de nordiske land 
      skulle sosialismen bryte igjennom.
      Det skulle også bli revolusjoner og voldsomme indre uroligheter i 
      mange land i Europa og for øvrig over hele verden. Opprør i Englands 
      kolonier.
       
      Det ble stor opprustning. Nye kriger skulle oppstå.
      Blant de første var en krig i Spania og en krig mellom Spania og 
      Frankrike. Det skulle også bli en krig mellom England og India.
      En overordentlig urolig tid skulle følge den spansk-franske krig: 
      uroligheter i England kriger i Amerika, opprør i China. En ny Balkan-krig.
       
      I 1953 fikk Norge og Sverige krig med Russland og Frankrike. En ny 
      verdenskrig ser ut til å utkjempes eller være utkjempet innen denne tid. 
      Balkan-krigen, fare for at Russland mister østre del av Sibiria. Finnland 
      så ut til atter å være blitt russisk. Det var indre stridigheter i 
      Tyskland og Østerrike, England hadde krig med Irland, og Holland krig med 
      sine kolonier i øst-Afrika.
      Tyskland eide på dette tidspunkt Elsass-Lothringen, størstedelen av 
      Belgia og store deler av Nord-Frankrike, Østersjøprovinsene og Ukraina.
      Slik lyder Lebesbymannens spådommer.
       
      Lebesbymannen selv var fullt overbevist om at han hadde sett alt 
      dette natten før hans brorsønn omkom i 1907. Fra rettsforklaringene og 
      vitneutsagn vet vi at det er overmåte vanskelig for ikke å si umulig for 
      et menneske å kalle tilbake i minne begivenhetene nøyaktig slik de er 
      opplevd selv bare etter dagers eller ukers forløp. Det var for 
      Lebesbymannen i 1918-1919 også umulig å erindre seg til nøyaktighet de 
      veldige begivenheter han hadde i sitt sinn. Dertil kommer at de som i 
      dette tilfelle opptok «rettsforklaringen», var journalistene, som jo må 
      betegnes som noen høyst tvilsomme «politibetjenter»! Det måtte derfor, på 
      tross av at Lebesbymannen hadde et ualminnelig godt minne, «friske ögon», 
      «god synförmoga» og «en för sin alder normal hörsel», bli en del 
      uregelmessigheter i vitneprovet (!): feil og forvekslinger og til dels 
      motstridende utsagn. Det kan således et sted hete at krigen i 1953 ble 
      åpnet av russerne, hvoretter franskmennene kom til deres hjelp, et annet 
      sted at det var franskmennene som begynte krigen.
      I flere intervjuer i februar-mars 1918 og likeledes i 
      mai-juni-intervjuene var Lebesbymannen svært «i beit» med Tysklands 
      skjebne. Naturligvis ble han «presset» sterkt for å fortelle krigens 
      utfall. Han hadde, som han uttaler det, ikke sett resultatet av hendelsene 
      ved fronten. Han hadde derimot sett at Tyskland måtte oppgi flere av sine 
      kolonier og Elsass-Lothringen, og han hadde sett Tysklands grenser, som 
      ovenfor anført. I år 1953. Det var dessuten to store krigsperioder han 
      hadde sett. Da Tyskland nå var midt i sin veldige framgang, ble han selv i 
      villrede og tvil om han husket rett. Det så jo en tid også nokså «rotet» 
      ut, en spådom om at «Tyskland vil måtte gi fra seg Elsass-Lothringen og 
      flere av sine kolonier» samtidig som at «Tyskland vil komme til å klare 
      seg godt» og «fortsatt stå rak i ryggen». Det ble derfor en alminnelig 
      oppfatning at Lebesbymannen spådde at Tyskland ville vinne verdenskrigen, 
      noe som naturligvis gikk sterkt utover hans ry som «spåmann». Når vi 
      imidlertid nå leser hans spådommer, har utviklingene gitt oss bedre 
      forstand.
       
      Når vi imidlertid tar i betraktning hans veldige iver etter å komme 
      til Tyskland helt til det siste, blir hans spådom om selve verdenskrigens 
      utfall også tydelig nok.
      Ellers sier han klart nok at han «spurte Herren om å få vite 
      Belgias grenser bedre (i tiden mellom verdenskrigens slutt og 1953), men 
      da svarte Herren: Dem har jeg forbeholdt meg selv.»
      Hvor meget Lebesbymannen hadde sett i novembernatten og hvor meget 
      som av ham i hans bevissthet senere ble tilbakedatert til denne natt, blir 
      det doktordisputantens sak å avgjøre. En merkelig natt må det i alle 
      tilfelle ha stått for ham å ha vært, da nesten 50 års verdenshistorie med 
      alle tiders voldsomste og mangfoldigste begivenheter passerte revy for 
      hans indre blikk.
       
      Lebesbymannens beretning, slik den her foreligger, er etter hans 
      utsagn til avisene og mest - etter opptegnelsene i «Märkliga syner» og 
      «Nya syner». Takket være J. Gustavsons pietetsfulle opptegnelser, fikk vi 
      bevare Lebesbymannens egen beretning i en så fullstendig og nøyaktig form.
      LEBESBYMANNENS EGEN BERETNING Natten mellom den 13. og 14. november 
      1907 ble jeg vekket av en røst som sa: «Deg skal være givet å vite 
      himmerikets hemmeligheter.» Jeg så meg omstrålet av et sterkt lys, og i 
      den som vekte meg gjenkjente jeg i ånden min frelser, Jesus Kristus. Lyset 
      hadde en himmelsk glans, og jeg kjente meg oppløftet til en atmosfære av 
      ubeskrivelig renhet. Glansen var så sterk at den nesten blendet meg. Da 
      jeg søkte å vende hodet for å se, kjente jeg meg uverdig til et slikt 
      selskap og bøyde meg til bønn. Jeg fryktet også at jeg ble fristet til 
      hovmod, derfor ba jeg fadervår mens jeg ble omstrålet av det himmelske 
      lyset.
       
      I denne natt fikk jeg vite hva som skulle skje i framtiden. Før 
      hadde jeg bare fått rede på hendelsene i samme øyeblikk som de skjedde. 
      Hva jeg så og hørte, var dels de store hendelser som skulle komme over 
      verden, dels de som skulle hende meg og min familie.
      Røsten sa: «Det første som skal hende, er at din brorsønn skal 
      omkomme på sjøen i morgen.» I ånden ble jeg derpå ført til den plass der 
      ulykken med min brorsønn inntraff, og jeg fikk se hele ulykkens forløp. 
      Man skulle svinge forbi en odde. Rormannen slo roret for tvert om med den 
      følge at seilet og seilbommen ble kastet over så hurtig at gutten ikke 
      klarte å vike unna, men ble slynget overbord. Det var om kvelden i 
      mørkningen dette skjedde. I samme øyeblikk han gikk overbord, så jeg han 
      ble forvandlet til en hvit skapning. Da jeg fikk se denne ulykken, som 
      gjorde et sterkt inntrykk på meg, ble jeg i ånden ført videre i rommet. 
      Hele rommet ble et lyshav av ubeskrivelig skjønnhet og nesten blendende 
      styrke, og den som fulgte meg sa:
      «Slik ser det ut i de evige boliger.»
       
      Jeg fikk deretter høre om de hendelser som i årene framover skulle 
      hende meg selv og mine nærmeste omgivelser, om årsveksten og fisket, om 
      ulykker til havs og på land, og om verdenskrigen og de etterfølgende store 
      ulykker og begivenheter fram til 1953.
      De ulykker som skulle komme over verden, så og hørte jeg på 
      forskjellig måte. I ånden ble jeg ført til de forskjellige plasser der 
      hendelsene skulle inntreffe. Disse kjente jeg igjen eller oppfattet likeså 
      tydelig som om jeg som skolegutt hadde sittet lutet over min morbrors 
      kart. Jeg så framfor meg en lang rad av årstall framover i tiden, og ved 
      siden av årstallene i denne store tidskalender så jeg angitt begivenhetene 
      som skulle hende. Alle hendelser ble nevnt for meg i rekkefølge framover i 
      tiden, og der jeg ikke fikk bestemte årstall eller tidspunkter angitt, 
      fikk jeg sikre ledepunkter i begivenhetene selv. Røsten som talte til meg 
      var mild og tydelig.
       
      Herren sa slik: «Der ser du den store Bergens-brannen, der den 
      store krigen, der det voldsomme jordskjelvet eller vulkanutbruddet i 
      Nordsjøen, der Sveriges krig i 1953» osv.
      Da jeg hadde fått sett de hendelser eller spesielle ulykker som 
      under de nærmeste årene skulle ramme forskjellige deler av jorden og 
      særlig Norge, ble vist meg den første store ulykke som skulle hjemsøke 
      jorden -verdenskrigen. I ånden fikk jeg se de offiserer som jeg under de 
      nærmeste syv år skulle ha som sjefer på oppmålingsarbeidet i Finnmark. Jeg 
      så dem med karter framfor seg, samtidig omtaltes deres navn for meg, og 
      for hvert navn nevntes et årstall. Jeg fikk også vite i hvilke trakter jeg 
      skulle være for hvert år under dette arbeidet. Det var blant annet i 
      Karasjok, Porsanger og Laksefjord herreder. Offiserenes navn var: Kaptein 
      David Ebbesen, kaptein T. Herzberg, løytnant Sandvik, løytnant Hven, 
      kaptein Solberg og kaptein Riber. Denne åpenbarelse fikk jeg som tegn på 
      at verdenskrigen skulle komme etter syv års forløp. Den syvende offiseren 
      skulle hete Knutsen. Det ble sagt meg at det år som jeg var sammen med ham 
      om sommeren, skulle jeg ikke være hjemme julen etter og at innen neste års 
      jul skulle verdenskrigen ha brutt ut for menneskenes ondskaps skyld.
       
      Jeg så i ånder fra min hjembygd og ble ført gjennom det opplyste 
      rommet bortover store vidder av Europa. Jeg så først den plass der jeg 
      skulle arbeide da krigen kom. Jeg så derfra solen i nordvest ved den tid 
      på døgnet da den bare var et par timer under horisonten, og derav forsto 
      jeg at krigen skulle bryte ut i slutten av juli eller begynnelsen av 
      august. Jeg så teltet som vi hadde slått opp på arbeidsplassen på 
      vestsiden av Porsangerfjorden, og så små skjeggete menn komme springende 
      til teltet. De var utsendt av telegrafen for å kalle oss hjem og 
      underrette oss om krigen.
      Da jeg så ned over Europas marker, så jeg stridene blusse opp 
      mellom Serbia og Østerrike. Derpå kom Russland med veldige hærmasser og 
      Tyskland med svær larm. Jeg ble ført ut etter den tyske østfronten, jeg 
      hørte drønn av strid, så røyk og stridslinjer og veldige slaglinjer og 
      skyttergraver fulle av folk. Fronten strakte seg ned fra Svartehavet opp 
      til Østersjøen. Jeg så hvordan russerne med sine hærmasser oversvømte 
      Østprøyssen, og så store røykmasser veltet seg utetter frontene. Det rådet 
      veldig larm og våpengny. Sterke ildsluer syntes mange steder.
       
      Derpå kom Frankrike og England. Jeg hørte i første rekke Belgias 
      navn nevnes på slagmarken i vest, deriblant Antwerpen, Ypern og Marne. Jeg 
      så en mengde hull og store graver i marken på vestfronten og hørte en 
      forferdelig larm av kampene, og jeg så hvordan tyskerne oversvømte Belgia 
      og kom nær Paris. Første gangen kunne de ikke ta byen, det bar tilbake og 
      endog et stykke inn i Belgia. Hvordan det gikk andre gangen, kunne jeg 
      ikke skjelne. Jeg hørte også Paris og London ble bombardert.
      Serbia hørte jeg skulle bli hårdt plaget av krig og kolera, og 12 
      000 mennesker skulle omkomme i denne sykdom. Det syntes som om Serbia ble 
      sopt rent av Østerrike og Tyskland.
      Jeg hørte keiser Frans Josef skulle få slutte sine dager under 
      verdenskrigen. Røsten sa til meg: «Det er tungt for gamle Frans Josef å 
      bære de sorger og ulykker som krigen pålegger ham, da han er så gammel og 
      svak.»
      Jeg hørte Izonsoslagmarkene ble nevnt og ble forundret over dette, 
      da jeg visste at italienerne holdt med Tyskland, men det ble sagt meg at 
      de mer og mer skulle bli dratt over på franskmennenes side. Dette hørte 
      jeg skulle bli senere i krigen.
       
      Jeg hørte også Montenegros navn bli nevnt, men kunne ikke få 
      klarhet om dette lands skjebne.
      Jeg så også at det var krig og troppeoppstillinger i nærheten av 
      Konstantinopel, særskilt sør om byen. Grekenland skulle delta.
      Jeg hørte Grekenlands navn bli nevnt og frykter for at det er ennå 
      en krig på Balkan som Grekenland skal delta i, denne gang rettet mot 
      Tyrkia. Røsten sa til meg: «Tyrkerne skal vende seg til Kristus hvis de 
      vil være en nasjon og ikke bli utslettet av de frie staters tall.»
      Jeg hørte også om revolusjonen i Finnland og hørte Russland nevnt. 
      Om Russland sa Herren at krig, revolusjon og sykdommer skulle kreve så 
      svære offer i dette land, at ingen skulle riktig vite hvor mange mennesker 
      som omkom.
       
      Det ble sagt meg at Russland skulle akte seg for at det ikke mister 
      størstedelen av østre Sibiria, som er et fruktbart land.
      Hva Russland angår, så jeg mange ting som jeg ikke har våget å 
      skrive eller tale om, men bare meddelt et par personer, da jeg fryktet for 
      at det kunne komme i pressen og skade vårt land. For russerne her oppe i 
      Finnmark truer oss med krig.
       
      Jeg hørte videre så mange stater innvikles i krigen, at det var 
      vanskelig å skjelne det og huske til hvilken part de kom. Jeg hørte 
      således nevnt Romania, Portugal, Grekenland, Montenegro, Bulgaria, Tyrkia 
      med flere. Jeg hørte også Amerika nevnt.
      Hva de nordiske land angår, så jeg faren være særskilt stor for 
      Sverige og Norge. Jeg så norske fartøy skytes i senk av tyske 
      undervannsbåter, og så hvorledes disse ubåtenes ødeleggelse av den norske 
      handelsflåten var forferdelig. Jeg hørte bestemte planer fra England om å 
      søke å få Russland til å falle inn i Sverige. Jeg ba da i ånden til Herren 
      at han måtte skåne Sverige fra en slik ulykke, og han sa at min bønn 
      skulle bli hørt. Jeg så også at forholdet mellom Norge og Tyskland skulle 
      bli særlig spent, og at det var fare for at Norge skulle bli dratt med i 
      krigen.
       
      Da jeg fikk se den forferdelige verdenskrigen og ble ført til 
      frontene så vel i øst som i vest og sør, sa røsten, som var Herrens: «For 
      menneskenes ondskaps skyld skal verdenskrigen komme. Men du skal gjøre hva 
      du kan for å advare keiser Wilhelm at han ikke må la seg forlede til å gå 
      med i krigen. Du skal forresten være mitt vitne. Du skal stå innenfor 
      regjeringene i Kristiania og Stockholm, Berlin og keiser Wilhelm. På din 
      lodd skal de være, krigen og de saker som står i sammenheng med den, for 
      jeg har også andre vitner.»
      Jeg svarte: «Jeg er uverdig til å være vitne for folket og for 
      disse høye herrer, og dertil har jeg ingen skole-utdannelse, jeg er dårlig 
      til å skrive, kan ikke tysk, og veien er flere hundre mil lang.» Han sa 
      for annen gang: «Du skal være mitt vitne.» Jeg svarte: «Jeg skal forsøke.»
       
      Han ikledde seg da en synlig skikkelse, og jeg så ham på korset med 
      tornekronen på hodet. Han var omstrålet av et veldig lys, og Herren talte 
      til meg og sa: «Slik så jeg ut da jeg led for dine og all verdens 
      misgjerninger. Du skal ikke være forsagt eller mismodig, du skal utføre 
      hva jeg sier deg.» Jeg fryktet for at det mulig kunne være en forledelse 
      av fristeren, men Herren kjente mine tanker og sa: «Frykt ikke, fristeren 
      får ikke bære tornekronen.» Jeg kjente nå mitt indre bli fylt av en stor 
      kraft og fikk samtidig fullstendig visshet for at det virkelig var 
      Frelseren jeg sto foran. Hans bilde var svært likt det som fins på en 
      tavle over Kristus på korset. Derfor var det lett for meg å gjenkjenne 
      ham.
       
      Armene var utstrakte med grove jernnagler gjennom hendene. Ansiktet 
      var magert og delvis forvridd av smerter, og ned etter kinnene rant 
      bloddråper i lange mørkerøde striper. På kinnene var et lett anstrøk av 
      rødt, men ikke noe blod. Håret var sort, middels tykt bakutstrøket og hang 
      ned på halve halsen. Det var jevnt klippet og uten krusning, men noe 
      sammenkrøllet oppe på hodet og pannen. øynene var middels store, deres 
      farge kunne jeg ikke utskille. Pannen var høy og nokså bred. Hodet var av 
      vanlig størrelse og nesten likt mitt eget. Kroppen var mager og nesten 
      naken, og fra et sår i siden rant blod. Armene var spenstige. Gjennom 
      føttene, som satt over hverandre, var en kraftig jernnagle spikret. 
      Derimot oppdaget jeg ingen inskripsjons-tavle over hodet, og korset var 
      ikke riktig likt de alminnelige avbildningene. Det lignet mer på en stor 
      T. Da han talte til meg, rørte han hverken leppene eller hodet, men en 
      gang vendte han siden med såret mot meg, så at jeg tydelig kunne se dette.
       
      Da jeg så ham på korset omstrålet av herlighet, sank jeg ned i 
      ydmyk bønn inn for ham og ba ham hjelpe meg over de år jeg hadde i vente, 
      og når tiden var inne, at jeg da skulle reise, gjennom den Hellige Ånd 
      underrette og undervise meg så jeg ikke tok feil på tiden. Dette lovte han 
      også å gjøre.
      Deretter ble synet forandret, og uten å se ham kjente jeg at han 
      fulgte meg gjennom rommet. Han fortsatte derved å omtale for meg de 
      hendelser som skulle komme.
      I forbindelse med beretningen om verdenskrigen hørte jeg Herren si 
      at freden ikke skulle komme helt tilbake før 1921, men at en liten endring 
      til det bedre da skulle inntreffe.
      Verdenskrigen ble etterfulgt av store omveltninger og av 
      forferdelige sykdoms-, nød- og fattigdoms perioder.
       
      Ordet «revolusjon» eller «voldsomme indre uroligheter» nevnes for 
      meg i mange land i Europa og atskillige utenom. Russland, Tyskland og 
      Østerrike-Ungarn nevntes i første rekke, men dernest England, Italia, samt 
      Amerika, Canada, India og China og dessuten flere av de europeiske 
      kolonier, først og fremst Englands.
      Om Russland sa Herren at krig, revolusjoner og sykdommer skulle 
      kreve så veldige offer i dette landet at ingen skulle riktig vite hvor 
      mange mennesker som skulle omkomme.
      Om Tyskland ble det sagt at de revolusjonære bevegelsene skulle 
      plage landet langt fram i tiden, og at de så vel i begynnelsen som i 
      slutten skulle bli verst i de sørvestlige statene. Også i året 1953 skulle 
      Tyskland ha indre uroligheter.
       
      I England skulle urolighetene bli størst i de sørlige delene, i 
      Wales og traktene deromkring. Over England skal store lidelser komme. 
      Røsten sa meg at «England sto foran en avgrunn og holdt på å styrte uti». 
      Det skal bli meget ydmyket. Det skal få opprør i India, som ender med 
      Indias frigjørelse. England skal også få opprør i andre av sine kolonier, 
      og glad kan England være om det mister bare India. Englands framtid syntes 
      særdeles mørk, og gjentatte ganger nevntes Englands navn i forbindelse med 
      store ulykker.
      Om Amerika hørte jeg Herren sa at fem store kriger ventet dette 
      land i framtiden, hvorav et par overordentlig voldsomme borgerkriger, som 
      resulterte i at Amerika ble søndersprengt i fire eller fem mindre 
      forbundsstater. Det var en hel del jeg fikk vite om Amerika, men da disse 
      hendelser vedkom oss mindre, la jeg meg dem ikke så nøye på minnet. Noe 
      nøyaktig tidspunkt for disse hendelser kan jeg således ikke erindre meg.
       
      Om Japan minnes jeg ikke at jeg fikk høre noe i denne sammenheng, 
      men om China hørte jeg at det hadde vært veldige opprør der og at flere 
      skulle komme. Dette inntraff i tiden mellom verdenskrigens slutt og år 
      1953.
      Om revolusjonen i Finnland og dette lands frigjørelse fra Russland 
      fikk jeg likeledes høre, men røsten sa at friheten skulle bli kortvarig, 
      og at befolkningen atter skulle komme under russisk åk og bli undertrykt 
      verre enn i tsardømmets dager. Det skulle flyte meget blod i dette landet. 
      Ved tiden for 1953 var Finnland fullkomment lamslått.
       
      Sosialismen eller dens avarter gjorde veldige framskritt i hele 
      verden og gjentatte ganger hørte jeg Herrens ord om sosialismens 
      framskritt i hele verden og dens forbindelse med revolusjonære 
      omveltninger i landene. Ved tiden for 1953 hadde sosialismen brutt 
      igjennom til seier i mange land og nådd en mektig stilling. Den hadde 
      imidlertid ved denne tid også dratt store skarer av jordens befolkning med 
      seg i gudsfornekteri, og Herren klagde over dette.
      De skandinaviske land unngikk heller ikke den nye tids 
      omveltninger. Sosialismen brøt også her igjennom til fullstendig seier. 
      For to av de nordiske land hørte jeg ordet «revolusjon» ble nevnt, men 
      syntes å ha gått for seg uten blodsutgytelse, for ingen steder så jeg noe 
      til trefninger eller strider med våpenmakt. I det mindre landet kom 
      omveltningene først. I forbindelse med disse begivenheter hørte jeg kong 
      Gustav av Sveriges navn bli nevnt. Noe nøyaktig tidspunkt minnes jeg ikke 
      at jeg fikk i denne sammenheng. Jeg hørte bare at omveltningene i begge 
      land kom før den fransk-spanske krig. I Sverige brøt sosialismen gjennom 
      senere enn i de øvrige land, men i tiden før 1953 syntes sosialistene der 
      å være så godt som enerådende og gjøre hva de ville. I forbindelse med 
      meddelelsene om sosialismens makt i Sverige hørte jeg også at Sveriges 
      handel i tiden før 1953 hadde måttet søke seg utenom Europas grenser på 
      grunn av importforbud i de forskjellige land sønnenfor for Sveriges 
      vedkommende.
       
      Den første store krig som England fikk å utkjempe etter 
      verdenskrigen var krigen i India. Det begynte med store opprør i nordre 
      India, der jeg hørte byen Delhi ble nevnt som en plass som i stor 
      utstrekning ble hjemsøkt av krigen. Etter at krigen var begynt i nord, 
      brøt det også ut opprør i mellomste og søndre India. En av de viktigste 
      steder som jeg hørte her, var Calcutta. Det var nemlig her som krigen ble 
      avgjort, og engelskmennene ble drevet i havet. Mellom Delhi og Calcutta 
      strakte seg veldige slaglinjer og det viste seg store blodige slagmarker. 
      Også omkring disse byer utkjempedes svære trefninger. Slaglinjene gikk fra 
      nordvest til sørvest, og kampene raste med uhørt voldsomhet langs hele 
      fronten. Folk falt i uhørte masser og man klarte ikke å begrave de døde. 
      Store trakter var dekket av de døde, som på sine steder lå i store hauger 
      og dynger. Den ble etterfulgt av forferdelige farsotter og hungersnød og 
      andre lidelser. Krigen og dens følger krevde millioner offer av Indias 
      arme befolkning. Hvis jeg ikke husker feil, hørte jeg nevnt 25 millioner i 
      denne sammenheng.
       
      Etter verdenskrigen skal følge sykdommer som man før ikke kjente 
      til, og legene skal stå maktesløse overfor dem. Disse sykdommer skal herje 
      voldsomt blant menneskene. Særskilt skal Frankrike lide hårdt under disse 
      og miste meget folk. En lungesykdom skal herje svært og kreve mange offer, 
      særlig i Sverige, der jeg så tett med svarte kors over hele landet.
      Neste sykdomsperiode kom etter den engelsk-indiske krig, da nye 
      ukjente sykdommer av voldsom art oppsto. De var farligere enn alle som 
      tidligere har gått over jorden og utbredte seg over hele verden og krevde 
      forferdelige offer av mennesker. Intet botemiddel kunne stå imot dem. 
      Særlig herjet de i Russland, for røsten sa at disse og andre sykdommer 
      skulle hjemsøke Russland for dets store ugudelighets skyld. En av de 
      farligste besto i at folk ble blinde og sinnssyke. For dem som ble 
      angrepet av denne sykdom, var det svært farlig å nyte alkohol.
       
      Den tredje store sykdomsperioden kom etter den spansk-franske krig. 
      Det var delvis en ondartet lungesykdom, men også nye og ukjente sykdommer 
      oppsto i forbindelse hermed. En av dem var en stygg hudsykdom, noe 
      spedalsklignende, som forårsaket oppløsning av legemet. I Spania og 
      Frankrike herjet de verst, men siden utbredte de seg over hele Europa og 
      store deler av den øvrige verden. Frankrike mistet i denne sykdom store 
      masser av sin beste ungdom.
      Også i skandinaviske land gjorde alle disse sykdommer voldsomme 
      inngrep, og røsten sa at «det skulle synes på befolkningstallet».
       
      Naturkatastrofer oppsto i flere deler av verden, og i jordens indre 
      begynte flere steder en urolig virksomhet. Store jordskjelv og veldige 
      vulkanutbrudd hjemsøkte de forskjellige trakter av jorden og delvis steder 
      som tidligere alltid har vært forskånet.
      Da jeg hadde sett verdenskrigen og alle de ulykker og lidelser den 
      skulle føre med seg over folkene, ble jeg i ånden ført til landene og 
      kystene omkring Nordsjøen, hvor disse ulykker ble åpenbart for meg. Et av 
      de første navn jeg hørte i forbindelse med jordrystelsene var Island, men 
      om det var her eller på bunnen av Nordsjøen som ulykken hadde sitt opphav, 
      kunne jeg ikke oppfatte så nøye. Jeg ble svært forundret, da Herren nevnte 
      disse steder, for jeg visste jo at dette ikke var den trakt på jorden der 
      vulkaner og jordrystelser pleide å forekomme. Men Herren nevnte navnene 
      med bestemthet flere ganger og at jeg virkelig ikke hadde tatt feil, 
      forsto jeg enda mer da jeg straks etter fikk se hele ulykken og de plasser 
      som ble hjemsøkt av denne. Ulykken rammet alle Nordsjø-stater, men intet 
      land ble så hårdt hjemsøkt av den som England.  
       
      Røsten sa meg også at 
      ulykken skulle komme for Englands hovmod. Det hvilte skumring over 
      samtlige Nordsjø-stater, og ingen stjerne lyste på himmelen. Fra sjøen 
      blåste en sterk vind, og i de norske fjell hadde sneen ennå ikke begynt å 
      falle for året. I ånden ble jeg ført til traktene ved Trondheim. Jeg sto 
      på stranden og så ut over havet, da med en gang grunnen begynte å skjelve 
      under meg. Husene inne i Trondheim dirret som løv, og et par høye 
      trebygninger falt da stranden styrtet sammen. Straks deretter hørtes et 
      veldig drønn ute fra havet og en veldig styrtflod kom rullende med voldsom 
      fart og slo mot fjellveggene. På de lavlendte steder fortsatte den innover 
      stranden. Flodbølgen oversvømte store deler av byen og forårsaket stor 
      skade. Store lager styrtet og ble skyllet bort av bølgene. Oversvømmelsene 
      strakte seg langs hele den norske kysten helt fra Sør-Norge og opp til 
      traktene ved Bodø, og jeg hørte navn på flere av de byer som ligger her.
       
      Da jeg hadde sett i ånden den skade som ulykken gjorde i mitt 
      hjemland, ble jeg i ånden ført til de store byer ved Englands østkyst, der 
      ulykken gjorde voldsomme ødeleggelser. Hele østkysten og store strekninger 
      langt inn i landet ble her oversvømt. Særskilt byen Hull og traktene der 
      omkring ble stygt ramponert. Skottland fikk ta en hård støt, og det syntes 
      som om en stor del av dette landet sank i havet. Lenger sønnenfor fikk jeg 
      se London. Det viste seg å være den by i England hvor ulykken hadde størst 
      omfang. Havner og kaier ble fullstendig spolert. En mengde store hus var 
      styrtet sammen, og i vannet syntes masser av flytende vrakgods. Flere 
      fartøyer hadde forlist i havnen og somme til og med blitt slengt opp blant 
      husene på land. Det ble for England en ulykke hvis make det aldri før 
      hadde sett. Ute på havet forliste en mengde fartøyer, og mange sjømenn 
      omkom. En stor mengde av fisken og silden i havet fløt omkring blant 
      bølgene i store stim.
       
      Flodbølgen fortsatte inn i den engelske kanal og ødela her havner 
      og byer på begge sider. Særskilt hørte jeg den franske byen Rouen ble 
      nevnt og et par steder på Frankrikes nordkyst, som jeg ikke nå husker 
      navnene på. Videre hørte jeg store deler av Holland og Belgia samt den 
      tyske nordkyst nevntes som hårdt hjemsøkte steder. Blant de verst utsatte 
      byene hørte jeg Antwerpen og Hamburg nevnt. Hamburg fikk jeg også se, og 
      det syntes som om denne by nest etter London var den sværest hjemsøkte. 
      Jeg hørte også nevnt at store varelagre her gikk tapt. Danmarks nord- og 
      vestkyst og de havner og byer som ligger her, og hele den svenske 
      vestkysten fikk en sterk føling av ulykken. På svensk side hørte jeg 
      Gøteborg, Malmø og Helsingborg ble nevnt. (tilføyd høsten 2015; når 
      jeg nettopp kom over advarslene/'fremtids-filmene' som 
      Amaury 
      Rivera ble vist i -88 av at en stor meteor - som slår ned i vestre 
      atlanterhav/mexico-gulfen og skaper slik KJEMPEBØLGER, så tenkte jeg at 
      det kunne være disse som var opphav til disse gigantisk 
      bølge-dannelsene som ellers omtales her. rø-anm.)
       
       
      Også i Østersjøen og ned mot Middelhavet trengte flodbølgen, men 
      skadene var antagelig ikke her så store, for på disse steder hørte jeg 
      ikke noe navn ble nevnt, og synet viste seg her utydeligere. Omtrent 
      samtidig med vulkanutbruddet fikk jeg se i ånden en veldig orkan som 
      strakte seg over to verdenshav. Da den vistes for meg omtrent samtidig med 
      vulkanen, er jeg ikke riktig sikker på hvilken av ulykkene som kom først. 
      Det var ikke så godt å utskille, men etter hva jeg tror, kom 
      vulkanutbruddet først. Hvor vidt disse to ulykker hang sammen med 
      hverandre, kan jeg ikke si. Det var antagelig høst eller vår da denne 
      ulykken kom, for ingen steder så jeg sne på marken. I ånden ble jeg ført 
      til Stillehavet og traktene omkring Panamakanalen, hvor denne orkan 
      oppsto. Navnene på disse trakter nevntes for meg med stor tydelighet, og 
      fra min plass i rommet kunne jeg med stor tydelighet skjelne landets 
      karakter og form. Orkanen raste med voldsomhet over hele Nord-Amerika. Fra 
      Nord-Amerika og Canada fortsatte orkanen over hele Atlanterhavet bort mot 
      Europa. Den trengte over Spania, Frankrike og Marokko inn i Middelhavet og 
      inn mot Russland. Også over England gikk den fram med stor voldsomhet og 
      fortsatte opp mot de skandinaviske land. En mengde sjømenn og fartøy gikk 
      under. Jeg hørte røsten sa: «Det er synd på sjøfolket.»
       
      Orkanen gjorde også stor skade i Danmark og Sverige, der jeg hørte 
      også denne gang navnene Gøteborg, Malmø og Helsingborg. Norge fikk også en 
      hård påkjenning av den, men de norske fjell syntes å legge en demper på 
      orkanen.
      Vulkanutbruddet og orkanen syntes å komme ikke lenge etter 
      verdenskrigens slutt. Jeg har sammen med hundreder og tusener i mer enn to 
      år bedt Herren skåne menneskene for denne ulykke. Og - selv om disse 
      ulykker skal la vente på seg, må menneskene ikke glemme å be Herren bevare 
      seg for dem, for de syntes absolutt å komme. Jeg ville først ikke tro 
      Herrens ord om vulkanen, for jeg tenkte med meg selv: dette er jo ikke den 
      stad på jorden hvor vulkaner og jordskjelv pleier å forekomme. Men Herren 
      sa bestemt at ulykken skulle skje.
       
      Store gruveulykker og oversvømmelser inntraff også. Gruveulykkene 
      hjemsøkte i første rekke Tyskland og Nord-Frankrike, og oversvømmelsene 
      Vest-Tyskland, hvor veldige strekninger ble satt under vann. Det var 
      forferdelige skade som disse oversvømmelser forårsaket. Flere gruver ble 
      fylt av vann, og andre styrtet sammen på grunn av underjordiske 
      katastrofer.
      Imidlertid ble det rustet med stor hast.
      Nye kriger skal oppstå allerede i midten av 30-årene, hvoriblant de 
      nå nevnte var blant de første.
      Det skal bli en blodig krig i Spania.
      Som tegn på disse kriger skal gruveulykkene og oversvømmelsene i 
      Tyskland og Frankrike komme. Den første krig som skal komme etter disse 
      ulykker og som blir forskrekkelig for verden, blir mellom Frankrike og 
      Spania. Særlig skal Frankrike lide hårdt under denne, da også sykdommer 
      skal tilstøte. Denne krigen skal komme femten til tyve år heretter.
      Den siste store ulykke jeg fikk se, var Sveriges og Norges krig mot 
      Frankrike og Russland år 1953. Sosialismen hadde ved den tid fullstendig 
      trengt igjennom i hele Norden, og i Sverige holdt sosialistene 
      regjeringstøylene i sin hånd. De tenkte på avvæpning, men det var det ikke 
      lykkes dem å gjennomføre til den tid. Men de syntes for øvrig å gjøre som 
      de ville og ble gjennom sine handlinger delvis skyld i krigen. For sin 
      store ugudelighets skyld skulle de også bidra som årsak til krigen, og det 
      ble sagt meg at Norge skulle akte seg så ikke synden tok overhånd. 
      Sosialistene hadde til den tid klart å gjennomføre en stor del av 
      avvæpningen og gjort store innskrenkninger i landets forsvarsvesen. En 
      følge av dette var at store mengder av svenske og norske menn nå fikk late 
      sitt liv unødig, og at den framgang som det bare behøvdes litt til for å 
      nå, uteble.
       
      Franskmennene angrep Gøteborg. De angrep byen i ukevis med sterke 
      luftflåter, som ved den tid var langt mer utviklet enn nå. Det var mange 
      krigsredskaper og krigsmaskiner med i denne krigen, som ikke finnes nå. 
      Flyvemaskiner og luftskip syntes i store svermer over byen. Luftskipene 
      som franskmennene førte i slike masser ved bombardementet av Gøteborg, var 
      konstruert i tre forskjellige deler eller lag under hverandre, etter som 
      det syntes, og med store mellomrom. Hvis jeg oppfattet rett, så syntes de 
      her og der å være forbundet med tynne stållinjer. Høyest oppe var en svært 
      stor spolformet gassballong, under denne på en god avstand, kanskje en 
      hundre meter eller så, en noe mindre ballong, og lengst nede en enda 
      mindre. Disse luftskip kom i hele svermer eller flotiller, de lignet store 
      tåkedotter og var innhyllet i røyk og utløste masser av granater over 
      stedene nedenunder. Folk falt på Gøteborgs gater i store mengder. Merkelig 
      nok var meget folk ute. Gøteborg, hvis største og viktigste del på den 
      tiden lå vest om elven, fikk største delen forvandlet til en grushaug. Jeg 
      så en mengde store graver etter falne svensker og nordmenn, som kjempet 
      skulder ved skulder. På vestre siden av elven og utetter kysten 
      utkjempedes de største og blodigste kampene. Franskmennene gikk her til 
      angrep gjentatte ganger og mistet masser av folk. Men de landsatte 
      ustanselig nye tropper og forsterkninger, mens svenskene og nordmennene 
      ikke fikk noen nevneverdig unnsetning. Franskmennenes ressurser var 
      likevel nesten uttømt da svenskene kapitulerte.
       
      Ved en av de store gravene så jeg en gammel mann i grå frakk, som 
      var Gøteborgs borgermester. Han var bedrøvet over at begge hans sønner, 
      som var ingeniører, skulle falle i kampen for Gøteborgs forsvar, og han sa 
      til meg: «Det hjelper ikke om to er rettferdige, når svenskene har syndet 
      i den grad at Herren lar franskmennene seire. Europa trodde at Sverige og 
      Norge skulle bli undertrykt, men Gud være lovet at han i sin nåde skånte 
      oss.»
       
      Et par krigsoppfinnelser, som etter hva det syntes, hittil hadde 
      vært hemmeligholdt eller nyss oppfunnet, ble til uhørt nytte for svenskene 
      ved deres forsvar. Særskilt var det en på det elektriske området, som 
      svenskene var alene om i hele verden, og som gjorde at franskmennene falt 
      i store mengder ved Gøteborg. Det var derfor ytterst lite som en hadde 
      behøvd for at svenskene skulle seire, og hadde ikke landets øvrige 
      forsvarsmidler vært så dårlige, så hadde hverken franskmenn eller russere 
      fått bukt med svenskene. Den gamle mann sa til meg at hvis Sverige og 
      Norge hadde kunnet holde ut fjorten dager til, så hadde hele den franske 
      hæren blitt tilintetgjort. Og han sa videre at hadde franskmennene visst 
      at svenskene hadde slike forskrekkelige våpen, så hadde de aldri våget å 
      angripe. Samtidig ble også den tyske riksdag enig om å hjelpe oss.
       
      Jeg så i denne sammenheng Vättern og strendene med landsbyer på 
      begge sider. Jeg så et stort hus ovenfor Gøteborg, hvor solen skinte i 
      vinduet, og marken utenfor var grønn som om sommeren.
      Over hele den svenske vestkyst ned til Helsingborg og Malmø lå en 
      tung røyk, og jeg hørte at også de byer som ligger her, ble utsatt for 
      luftbombardement. Særskilt hørte jeg nevnt Helsingborg, Malmø og Lund som 
      de byer som ble hjemsøkt.
       
      Også Stockholm ble angrepet av luftflåter og fikk mange hus 
      nedskutt, men lykkedes dog gjennomgående bedre i sitt forsvar enn Gøteborg. 
      Luftforsvaret syntes her å være bedre ordnet og mer effektivt, bl. a. 
      hadde svenskene her flere luftmaskiner til sin rådighet. Russerne falt inn 
      i Sverige fra to steder. En avdeling gjorde innfall på Gottland. Jeg så 
      russerne med sine masser gikk i land og oversvømte hele øya, likeledes 
      Øland. På Gottland så jeg lange marsjkolonner av russiske tropper. Det 
      hvilte tung røyk over hele øya. De landsteg sør om Stockholm, antagelig i 
      nærheten av Västervik - jeg kunne ikke så nøye skjelne ut plassen - for å 
      gå dels mot Stockholm og dels mot Gøteborg, for å komme franskmennene til 
      hjelp. De kom imidlertid ikke lenger enn et stykke inn i Småland før 
      svenskene kapitulerte ved Gøteborg.
      Russerne angrep med sin andre avdeling i nord. De falt inn i 
      Nord-Sverige med veldige masser, dels over Troneå, hvor en jernbane da var 
      bygd, dels over Kvarken. Det gikk forunderlig lett for dem å komme fram. 
      Hele Nord-Sverige ble erobret, og av de byer som ble verst hjemsøkte og 
      utplyndret, hørte jeg Gevle bli nevnt. Jeg frykter for at sosialistene 
      hadde gjort forræderisk trick ved Boden, da jeg ikke så slik motstand der 
      som ved Gøteborg. I traktene nærmere og nord om Stockholm ble kjempet med 
      stor voldsomhet og også med stor tapperhet fra svenskenes side.
       
      I Norge innfalt russerne i østre delen av Finnmark. Jeg så to 
      jernbaner. Det gikk på denne tiden en jernbane fra Finnland opp til 
      Enaresjøen og herifra fortsatte den gjennom Pasvikdalen og ut i nordøst. 
      På denne banen så jeg et russisk jernbanetog jeg så russerne sto 
      tettstuvet i vognene. Landet var kupert. Det var Pasvikdalen. Toget gikk 
      østover mot Murmanskkysten. Fra denne store jernbane syntes det å gå en 
      mindre fra søndre enden av Enaresjøen til et sted nord om denne sjøen.
       
      Ved Tanaelven mellom Valjok og Port i nedre delen av Karasjok 
      herred så jeg den første store slaglinje og det første store slag. 
      Slaglinjen var omtrent to mil lang, og slaget var svært blodig. 
      Nordmennene, som ble slått, dro seg tilbake til traktene mot 
      Porsangerfjorden. Mellom Gaiserne og nedre Skoganvarre-vannet ble det 
      inntatt nye forsvarslinjer. Jeg så Gaiserne både i øst og vest, og en 
      slaglinje som var flere mil lang. Her så jeg falne soldater, og krigsfolk 
      som begravde de døde. Her så jeg masser av graver, lik og forvridde 
      ansikter og lemmer. Marken var stenrik, så knapt en hest kunne komme fram 
      på flere steder. Over store strekninger lå de falne spredt, på somme 
      steder i store hauger. Stumper av lemmer stakk fram i gravene. Jeg så også 
      der to nålevende, men den ene var mitt søskenbarn, Helmer Johansen, som nå 
      er 30 år, den andre var snekker Herman Paulsen fra Bergen. Mitt søskenbarn 
      klagde over at flere av slekten var falt. Jeg ba Herren i ånden og spurte: 
      «Er vår synd så stor at jeg og hele min slekt skal hvile her?» «Nei,» var 
      svaret. Men kampene innskrenket seg ikke bare til disse steder, for røsten 
      sa: «Der kjempes voldsomt langs grensene, og her ser du to slag.» 
      Nordmennene, som foretok flere angrep og motangrep, ble imidlertid også 
      her slått og måtte vike langt sørover for russernes masser.
      Det hadde også blitt kjempet borte ved Kirkenes, men særlig så jeg 
      de nevnte steder og slag. - Også i nord var det sommer. I Sør-Norge, sør 
      om Kristiania i nærheten av svenskegrensen, kjempet også nordmenn og 
      svensker skulder ved skulder. De franske krigsfartøyer og luftflåter 
      foretok også angrep mot de norske kystbyer og forårsaket på sine steder 
      svære ødeleggelser. Luftbombardementet strakte seg således langsetter hele 
      den norske kyst i det sørligste Norge helt opp til Trondheim. Det navnet 
      hørte jeg nevnt. Bergen, Drammen og Kristiania ble også nevnt som svært 
      hjemsøkte, men ingen av de norske byer ble så grundig ødelagt som 
      Kristiansand. Den var helt og holdent i ruiner. Sverige og Norge måtte 
      slutte fred mot sin vilje. Tapet for svenskene ble bare Gottland - eller 
      Øland. Etter hva jeg minnes slapp svenskene å avstå noe av Norrland. Det 
      rådet stor harme i Sverige over fredsslutningen. Det hadde bare behøvd et 
      ytterst lite lodd i vektskålen for at både franskmenn og russere skulle ha 
      tapt.
       
      I og med Sveriges nederlag var Norges nederlag beseglet. Norge 
      måtte avstå hele Finnmark og for øvrig alt land nord og øst for 
      Lyngenfjorden. Det syntes som om Frankrike og Russland hadde tenkt å gå 
      enda lenger, det så ut som det hadde vært russernes mening å legge under 
      seg hele den nordre halvdel av den skandinaviske halvøya, og da jeg 
      engstelig spurte Herren om begge land skulle gå til grunne, viste Herren 
      på Lyngenfjorden og sa: «Så langt skal de komme og ikke lenger.» Herren sa 
      til meg at han hadde bestemt grensene, og det ble sagt to ganger med 
      bestemt røst at grensene skulle bli her for Norges vedkommende.
       
      Handelen i Finnmark grensedistrikt var årsak til denne krig. 
      Handelen i Finnmark hadde ved denne tid for en stor del overgått til 
      russerne, og sørut hadde handelen for Norges og Sveriges vedkommende blitt 
      vanskeliggjort ved innførselsforbud i de forskjellige land. Dette voldte 
      stridigheter og bidro visselig også til krigen. Krigen ble åpnet av 
      russerne, hvoretter franskmennene kom til deres hjelp.
      Hele krigen syntes å være kortvarig. Den brøt ut på sommeren 1953 
      og syntes også slutte samme sommer eller i begynnelsen av høsten.
      Ingen hadde kunnet hjelpe oss i denne nød, for Østerrike var uenig 
      innbyrdes og Tyskland likeså.
      Finnene hadde ikke deltatt i denne krig. De var som før nevnt hårdt 
      undertrykte og hadde antagelig heller ikke tilgang på våpen.
       
      Holland var opptatt med krig i sine kolonier i Øst-Asia, ellers 
      hadde de hjulpet oss.
      England hadde på den tid en blodig krig i Irland.
      I Italia sto mange på bar bakke på grunn av forskjellige 
      jordskjelv. Jeg syntes jeg hørte Vesuvs navn i forbindelse med fryktelige 
      naturkatastrofer i Italia, som ble mer ødeleggende og voldsommere enn 
      noensinne før. Store mengder av dette lands befolkning skulle komme på bar 
      bakke. Særlig sto det ille til i 1953.
       
      Det så ille ut for tyrkerne, og det så ut som ennå en Balkankrig 
      hadde hjemsøkt Tyrkia.
      Serberne var undertrykt og hadde det svært vondt.
      Store skarer av jøder var ved den tid vendt tilbake til Jerusalem 
      og sitt land.
      Belgia hadde omtrent samme grenser mot vest som der hæren nå 
      ligger. Jeg så grensene ved denne tiden, men da jeg forut spurte Herren om 
      å få vite grensene bedre, hadde han svart: «Dem har jeg forbeholdt meg 
      selv.» Størstedelen tilhørte Tyskland.
      Også en stor del av Nord-Frankrike tilhørte Tyskland. Franskmennene 
      hadde på den tid ikke Elsass-Lothringen. Tyskland hørte jeg hadde fått 
      avstå en del av sine nåværende kolonier til Frankrike, som nå hadde store 
      kolonier. Men jeg hørte av den gamle borgermesteren at franskmennene ikke 
      hadde sin tidligere makt. Jeg hørte også Østersjøprovinsene som tyske. Men 
      jeg hørte den gamle borgermesteren si: «Det var synd at det skulle gå så 
      ille med Tyskland.»
       
      Russland hadde på den tid ikke tsardømmets vidstrakte makt. Dets 
      grenser var slik jeg tidligere hadde sett, altså med borttagelse av 
      Ukraina, Polen og Østersjøprovinsene.
      Jeg hørte videre at det fantes masser av kristne i Tyskland og 
      England, men at Frankrike og Rusland var lette på Guds vektskål.
      Det ble også i denne natt sagt meg hvordan årsveksten og 
      sildefisket skulle bli i noen av de verste årene frametter. Jeg fikk 
      kunnskap om tiden og stedet for årets fiskerier og så det foran meg likeså 
      klart som om det var virkelighet. Likeså ble det fortalt meg hvor stor 
      fangsten skulle bli og hvilke folk jeg skulle få med meg som høvedsmann på 
      min båt.
       
      Det ble sagt meg om sildefisket, at i 1914 og 1915 skulle det bli 
      mest sild i Laksefjord, og fiskefartøyer skulle komme fra 
      Kristiansands-kanten og nordetter. Jeg så en stor havn som det ellers ikke 
      pleide være noe fartøy i, og nå syntes de hundrevis av fartøyer og 
      fiskeskuter med lys.
       
      År 1916 skulle det bli et elendig høyår på Finnmark. Jeg fikk vite 
      at jeg skulle gi kreaturene småsild istedenfor riktig fôr, og at jeg 
      skulle få denne småsild av fiskefartøyer som jeg hjalp. Jeg så også at vi 
      skulle få høy sønnenfra i 1916, og at det var fare for at disse fartøy 
      skulle torpederes på veien. Jeg så tyske undervannsbåter utenfor kysten, 
      og så faren for høyfartøyene var størst i Kristianiafjordens munning, i 
      Refsbotn og i Varangerfjordens munning. Jeg så også at jeg skulle få 
      sykdom blant sauene. Et år skulle jeg bare få to lam igjen. Fisket skulle 
      være dårlig for meg i 1915, da skulle jeg bare få 18 kroner, året etter 
      skulle jeg få for 30 kroner i Kjelvik herred, og i 1917 skulle jeg bare få 
      til å koke en gang. Alt dette inntraff også.
       
      Jeg så også i denne natten at det skulle komme en ny sogneprest. 
      Jeg så tydelig hans utseende. Han var liten av vekst med lyst ansikt og 
      små mustasjer, og jeg hørte at han skulle komme om tre år. Ved tiden for 
      hans ankomst gikk jeg ned til dampbåten og kjente igjen der i mengden den 
      mann som jeg tidligere hadde sett. Jeg gikk til ham og spurte om han ikke 
      var den nye sognepresten. «Jo,» svarte han, og ble forundret over hvordan 
      jeg kunne kjenne ham, da han aldri hadde sett meg før.
       
      Samme natt så jeg også 
      den store Bergens-brannen, men kunne ikke få 
      så grundig underretning om dette at jeg kunne varsle myndighetene i tide. 
      Jeg hørte også Molde-brannen nevnt som oppsto straks etter.
      Samme natt, 1907, fikk jeg også underretning om et stort nytt 
      fartøy ved navn Titanic, som under sin første reise fra Europa til Amerika 
      skulle støte på drivis og forlise.
      Ulykken var en av dem som kom nærmest 
      foran verdenskrigen. I ånden ble jeg ført til den plass på Atlanterhavet 
      nær den amerikanske kyst der ulykken inntraff. Rundt omkring på havet 
      svømte her isflak av større eller mindre størrelser. Natten var mørk og 
      fylt av tåke. Ut fra de tette nattetåker så jeg plutselig lys og de tente 
      lanterner fra et fartøy trenge seg fram. Det nærmet seg hastig, og jeg 
      fikk se konturene av en kjempestor dampbåt. Samtidig reiste der seg et 
      veldig isfjell fra havet et stykke lenger borte i fartøyets kurs. Det 
      raslet og smalt omkring fartøyet som gikk fram med en svært fart. Noen 
      øyeblikk etterpå hadde ulykken hendt, og et veldig drønn trengte seg 
      gjennom natten. Det store isfjell som jeg kort før hadde sett reise seg 
      fra havet, var blitt rammet av dampbåten, som nå hurtig begynte å synke. 
      Jeg ble grepet av en forferdelig angst, og samtidig begynte menneskene en 
      fortvilet kamp i havet for sine liv. Jeg så hele denne begivenhet som i 
      lyset fra en sterk lyskaster. Røsten sa meg at ulykken skulle komme som en 
      straff for engelskmennenes hovmod. Blant passasjerene hørte jeg flere navn 
      nevntes, og deriblant med særskilt stor tydelighet Astors, den amerikanske 
      mangemillionæren. Jeg ble nemlig i ånden anmodet om å telegrafere til 
      denne mann og til fartøyets rederi, og det ble sagt at han skulle være en 
      av dem som skulle være blitt reddet, og siden skulle ha erstattet meg mine 
      telegramomkostninger. Navnet på fartøyet så vel som på dets rederi og den 
      by i England der dette var beliggende, ble nevnt meg med stor tydelighet.
       
      Da jeg en hel del år etter dette syn hjemme i Lebesby fikk lese i 
      avisene om det store fartøy som gikk av stabelen i England, og som fikk 
      navnet «Titanic», ble jeg aldeles som lammet og sank ned i bønn til Herren 
      at han måtte bevare fartøyet og menneskene som skulle med dette. Jeg ba 
      siden flere ganger til Herren for dette fartøy, men unnlot å telegrafere, 
      for dels var jeg svak i min tro og tenkte at ingen ville tro meg, dels 
      trodde jeg at ulykken kunne avvendes gjennom min bønn. Men kanskje var min 
      tro for svak.
       
      Den natten da fartøyet forliste, natten mellom en søndag og en 
      mandag i april måned, kunne jeg umulig få sove. Jeg kjente meg så 
      engstelig, og erindret meg gang på gang navnet Titanic. Det sto for mine 
      tanker så sterkt at jeg umulig kunne få den derifra. Jeg kjente meg 
      ytterst ulykkelig for at jeg ikke hadde gjort min plikt og telegrafert. 
      Jeg begynte da på nytt å be til Herren for fartøyet, men etter en stund 
      kjente jeg at ulykken allerede var fullbyrdet. Det kjentes som om en 
      kaldtvannsstyrt var slått over meg, og en isnende kulde gikk gjennom 
      sjelen. Deretter kjente jeg en stille ro.
       
      Jeg hørte også navnene på et par andre fartøyer som skulle gå 
      under. Jeg husket 
      «Empress of Ireland» og «Malmberget».
       
      I forbindelse med synet om verdenskrigen fikk jeg også se en mengde 
      fartøysenkninger og trefninger i Nordsjøen. Ved et tilfelle så jeg en 
      masse store krigsfartøyer sammen i Nordsjøen, og jeg hørte det tyske 
      slagskipet «Blücher» bli nevnt. Skipene gikk med en forferdelig fart, og 
      store skumhvirvler syntes langsetter sidene på dem og bakom dem da de gikk 
      fram.
       
      Jeg så også en mengde fartøysenkninger og torpederinger langsetter 
      den norske kyst, og hørte at det var særskilt fare for et par båter som 
      skulle med høy og livsfornødenheter til Finnmark. Allerede i 1913 talte 
      jeg med forsvarsminister Keilhau i Kristiania og oberst Melander i 
      Stockholm om disse ting.
      Da jeg i ånden hadde sett de store ulykker som under de kommende år 
      skulle overgå verden, fikk jeg vite om meg selv og mine siste dager. Det 
      ble sagt meg at jeg skulle bli hvit i hår og skjegg før jeg døde, og at 
      jeg skulle dø en lett død. Likeledes fikk jeg vite at jeg skulle få det 
      bedre på mine gamle dager. Røsten sa til meg videre at jeg hadde to veier 
      å velge mellom. Den ene var å stifte familie, og det ble sagt meg hvordan 
      min livsskjebne da skulle komme til å bli. Den andre var at jeg skulle gå 
      ut i verden og bringe menneskene de underretninger og advarsler som Herren 
      ville gi gjennom meg. Hvis jeg valgte denne vei, fikk jeg det løftet at 
      Herren skulle bevare og velsigne meg. Den veien valgte jeg også siden.
       
      Mot slutten sa Herren: «Du skal være forsiktig så du ikke faller i 
      hovmod og kommer bort fra meg.» Jeg ba derpå til Herren at han måtte 
      hjelpe meg under de kommende år, og gjennom sin Hellige Ånd underrette og 
      undervise meg, så jeg ikke tok feil av tiden. Etter at Herren hadde lovet 
      å oppfylle min bønn, forsvant synet, og jeg våknet med en kjensle av beven 
      og tungt ansvar, men etter en stund kjente jeg også en mektig indre kraft 
      og en stor ro. Klokken var fram mot fire om morgenen da jeg våknet.
      Det var umulig for meg å få sove mer den natten. Jeg tenkte på de 
      merkelige ting som jeg hadde opplevd, knepte på nytt mine hender i bønn 
      til Herren. De følgende timer før dag tilbrakte jeg i bønn. Særskilt ba 
      jeg for min brorsønn og for mennesker ute i verden.
       
      Ved frokosten klokken åtte om morgenen var jeg sammen med gutten, 
      men kunne umulig få meg til å si noe til ham om hva jeg hadde sett om 
      natten. Det kjentes så ubeskrivelig tungt å behøve å gjøre det, og jeg ba 
      i stedet tyst til Herren at han måtte være med ham og bevare ham. Jeg 
      trodde også at Herren derigjennom skulle skåne ham.
      Etter frokosten bega gutten seg av sted ut på sjøen uten at jeg 
      visste noe om det, og uten at jeg hadde kommet meg til å advare ham. Han 
      ble borte hele dagen, og ved firetiden om ettermiddagen, da jeg sto ute på 
      bakken og hogg ved, kjente jeg det plutselig som om jeg hadde fått kaldt 
      vann over meg. Jeg syntes jeg skulle kveles og kjente en sterk angstfull 
      kamp i mitt indre og en oppfordring til bønn. Samtidig sto det klart for 
      meg at ulykken nå hadde rammet min brorsønn og at han var omkommet. Jeg 
      falt på kne i sneen der jeg sto og ba Herren være hans sjel nådig.
      Etter en stund kjente jeg i mitt indre en stillhet og ro, det var 
      som jeg forsto at dødskampen var slutt, og at min brorsønn ikke lenger var 
      i live. - Det var storm på havet den dagen. Gutten hadde fulgt med en 
      annen kar på sjøturen for å utrette et ærend lenger inne i fjorden. 
      Ulykken hendte nøyaktig som jeg hadde sett den i synet den foregående 
      natt.
       
      Det var et hårdt slag for meg. De dager som fulgte var ubeskrivelig 
      tunge. Jeg hadde jo helt fra gutten var liten vært meget knyttet til ham 
      og likeledes han ved meg. Han var en god, begavet, arbeidsdyktig og glad 
      gutt. Jeg har etterpå mange ganger angret at jeg ikke tok ham med meg inn 
      i bønnkammeret den dags morgen og advarte ham, kanskje han da hadde levd 
      nå. Men kanskje det ikke var Herrens vilje at han skulle leve.
      Jeg tenkte etter den dag meget på de ting som jeg hadde sett i 
      novembernatten, og ba stadig Herren at han måtte gjøre meg skikket for å 
      vandre de veier han hadde i beredskap til meg.
      Jeg snakket i de tidligere år ikke med noen om de ting jeg hadde 
      sett. Ingen her oppe ville jo ha trodd meg. Man skulle antagelig bare ha 
      hånet meg for de ting jeg snakket om. Den eneste gang jeg sa noe var på 
      ettermiddagen samme dag min brorsønn hadde omkommet på sjøen. Jeg talte da 
      om hva jeg hadde sett om ham den foregående natt, men ingen festet seg 
      videre ved det. Man sa bare at jeg hadde drømt. Senere var det en gammel 
      fisker hjemme i Lebesby, som jeg pleide å være meget sammen med, som jeg 
      fortalte litt til, men heller ikke han festet seg noe nevneverdig ved det.
       
      Imidlertid - tiden gikk. Jeg så hvordan det ene etter det andre 
      gikk i oppfyllelse av det som var blitt åpenbart meg i 1907. Jeg ble 
      forundret over de vidunderlige evner som var skjenket meg, og begynte å 
      lese Bibelen fra perm til perm.
      Det ble også mer og mer klart for meg at det som var sagt og vist 
      meg om verdenskrigen den dystre novembernatten også skulle gå i 
      oppfyllelse. De offiserer som jeg hadde sett i synet som mine 
      arbeidssjefer på kartleggingen under de forskjellige somrer, kom den ene 
      etter den andre.
      Da den nest siste kom, var det sommeren 1913. På høsten samme år 
      fikk jeg i mitt indre en åpenbarelse om at tiden nå var inne for meg til å 
      reise av sted og underrette om de forestående verdensulykkene og spesielt 
      verdenskrigen. Da jeg kjente at det var alvor, reiste jeg, etter som det 
      var sagt meg at jeg skulle være borte over jul 1913, før jul til 
      Kristiania for å advare regjeringen, men det var ingen som ville tro meg. 
      Alle trodde visst at jeg var sinnssvak. Jeg fikk også anledning til å 
      reise til Stockholm, men heller ikke der var det noen som trodde på mine 
      syner. Det var tungt å ga på Kristianias og Stockholms gater og vite at 
      innen neste jul skulle tusener av Europas unge menn ligge døde på 
      slagmarken.
       
      Jeg kom tilbake til Finnmark og så nye tegn. Det var i mai måned. 
      Jeg befant meg da på Sværholt-halvøya. Det var midt på lyse dagen, da 
      dette syn kom for mine øyne. Jeg så i ånden arbeidsplassen den kommende 
      sommer, som jeg kjente igjen som borte i Kjellvik herred. Og jeg så små 
      svartsmuskete menn komme springende til teltplassen og fortelle at 
      verdenskrigen var brutt ut. Jeg så samtidig at solen ved Nordkapp sto 
      knapt under horisonten, og forsto da at det måtte være i slutten av juli 
      eller i begynnelsen av august. Da jeg kort etter dette syn fikk brev fra 
      kaptein Knutsen, som var den 7. offiseren i rekken, at jeg skulle bli med 
      på kartleggingsarbeidet for sommeren, forsto jeg at tiden nå var inne og 
      synene fra novembernatten 1907 skulle gå i oppfyllelse.
       
      Tiden gikk fort. Det ble sommer, og vi hadde knapt begynt 
      kartleggingsarbeidet for sommeren, da små skjeggete menn, som jeg hadde 
      sett i mitt syn, kom springende og kalte hjem offiserene fra arbeidet. De 
      var utsendt av telegrafen.
      Og så brøt verdenskrigen ut. 
        
      
       
      
       
      BIOGRAFI 
      SISTE ÅR OG DØD 
      
      -
      
      Lebesbymannen, Anton Johansen, var født i Tarna sogn i Sverige, 
      innenfor Mosjøen, 24. mai 1858. Han var den eldste av syv søsken. Av disse 
      lever ennå tre, broren Nils, som har fedrenegården i Lebesby, ugift, og 
      søstrene Sofie, gift med dampskipsekspeditør Pedersen, Lebesby, og Betty, 
      enke etter lærer og kirkesanger Gjervig, Kjøllefjord.
       
      Utenom et syn den ene søsteren hadde da faren døde, har ingen i 
      familien hatt Antons synske egenskaper.
      Anton hadde et kløktig hode, lærte tidlig å lese og skrive, og fikk 
      stor leselyst. Som 18-åring flyttet han i 1876 sammen med sine foreldre 
      til Lebesby i Finnmark, hvor de skaffet seg jord og heim. Ellers levde de 
      mest av fiske.
       
      Anton fortalte at han hadde sitt første syn i 26 års alderen, da 
      han «i ånden» så to av brødrene drukne, samtidig som ulykken skjedde fire 
      mil borte.
       
      Flere ting visste de i Lebesby å fortelle om Anton Johansen lenge 
      før han ble kjent som Lebesbymannen. Et av hans mange merkelige syner 
      lyder slik:
      Som ringer og kirketjener satt han en dag i stille bønn ensom nede 
      ved døren i kirken og så på nattverdsgjestene, to unge mennesker, som 
      nettopp gikk fram til alteret. Da hørte han en røst som tydelig sa: «Anton 
      Johansen, du skal be for nattverdsgjestene.» Han vendte seg om for å se 
      den som talte, men det var ingen bak ham, de få som var i kirken, var alle 
      fremme ved alteret. Åtte dager senere døde det unge paret han skulle be 
      for.
       
      Om sine syner fortalte Anton: Da jeg ble forundret over min evne, 
      begynte jeg for alvor å lese Bibelen fra perm til perm. Og ved slutten av 
      hvert kapitel ba jeg om kjærlighet og ydmykhet. Slik fortsatte jeg i to 
      år. Siden har jeg hørt og sett mange merkelige ting. Jeg er ofte blitt 
      vekket av ånden med formaning om bønn for mennesker som har vært i nød, i 
      stormer og orkaner som har rast på de forskjellige deler av jorden. En 
      gang ble jeg vekket og formant å be for noen sjømenn som var ute i en 
      orkan i de vestindiske farvann. Likeledes er jeg i ånden blitt underrettet 
      om de store vulkanutbrudd ved St. Pierre, Messina, San Francisco og andre 
      steder. Jeg har etter de forskjellige åpenbarelser alltid sett etter i 
      avisene om det har stemt, og det har alltid vist seg at det har hendt slik 
      jeg har sett det. 
       
      Det var en mann hjemme i Lebesby som jeg en dag ble sterkt formanet 
      å be for. Jeg så likeledes en mørk skygge over ansiktet på ham. Han døde 
      noen år senere. Denne skygge over ansiktet bruker jeg å se på folk som 
      snart skal dø eller omkomme, særlig de som skal omkomme på sjøen. Det har 
      aldri hendt at tegnet har vist seg feilaktig.
       
      Jeg har også sett mennesker med Kains merke. Det består av en bred, 
      svart rand over nesen og bort mot ørene. Dette merke har jeg sett på 
      mennesker som har begått mord. En dag da jeg skulle gå til et hus i 
      nabobyen, stanset jeg plutselig på veien og kjente en stor angst i min 
      sjel. Et stykke fra meg sto en mann nedlutet og hogg ved. Jeg ble formanet 
      i ånden til å be for mannen, og jeg foldet mine hender og ba at Gud skulle 
      være ham nådig. Da jeg gikk fram og forbi ham, så jeg den svarte randen 
      fra nesen og bort mot ørene. Jeg undredes på hva det skulle bety, for det 
      var første gang jeg så dette. Da hørte jeg en røst som sa at det var Kains 
      merke. Noen dager etter ble mannen grepet og ført til Finnland for å få 
      sin straff for et rovmord han hadde begått. 
       
      En annen gang, da jeg satt sammen med en del bryllupsgjester ved 
      middagsbordet, så jeg plutselig over ansiktet på en ung mann som jeg 
      kjente, samme merke. Jeg ble forferdet og undret på hvordan dette kunne 
      henge sammen, for jeg hadde aldri hørt noe slikt om den mannen. Mens vi 
      satt der, kom en lensmannsbetjent og hentet ham. Han hadde vært med på et 
      forsøk på å forgifte en mann, og nå var det oppdaget. 
      Samme merke har jeg sett på et par personer i Kristiania og 
      Stockholm, og jeg har hørt at disse personer har vært mistenkt for mord, 
      men at man ikke har hatt tilstrekkelig bevis mot dem.» 
       
      På sine mange reiser kunne den synske evne og bevisstheten om denne 
      gi seg mange pussige utslag. I en jernbanekupé traff han en gang sammen 
      med en konsul-frue, som i likhet med så mange andre ba Lebesbymannen om å 
      spå hennes framtid, og spurte om han kunne se noe på henne. Anton så 
      hurtig på henne og svarte: «Jo, på forbrytere pleier jeg å se en stor sort 
      strek over ansiktet, men det ser jeg ikke på Dem.» Han fikk ikke flere 
      spørsmål av det slaget.
       
      Som den pliktoppfyllende mann Anton var, fikk han flere tillitsverv 
      i sin kommune. Han var i en årrekke medlem av Lebesby herredsstyre og 
      kirketjener i over 30 år. I 26 somrer var han assistent ved Den 
      geografiske oppmåling i Finnmark. Han ble benyttet som bærer, da han 
      samtidig var en sterk og arbeidsvillig kar.
       
      Kaptein Einar Halle, som var sjef for oppmålingen i 1898, har gitt 
      et utsagn om ham at han «har stått for oppmålingsoffiserene som et 
      fenomen».
      Det som særpreget Anton Johansen, var hans kolossale arbeidsiver og 
      tro på at arbeidet var det eneste som holdt i livets kamp ved siden av 
      «bønn og gudsfrykt». Hans stol i Lebesby kirke sto aldri tom så sant han 
      var hjemme. På den plass i kirken hvor han pleide å be, vises ennå merker 
      etter knefallet.
      Etter hjemkomsten fra Tyskland levde Anton Johansen en tid i 
      Lebesby.  
       
      Som den virksomme og kjente Lebesbymannen følte han kanskje nå at 
      livet hjemme i bygda ble noe ensformig. En tid etter reiste han igjen til 
      Oslo, hvor han de siste år bodde hos søster Agnes, som drev privat 
      forpleining. Som han hadde hørt i sitt syn fikk han det her «bedre på sine 
      gamle dager», og han ble «hvit i hår og skjegg før han døde».
       
      Lebesbymannen døde i 1928, 70 1/2 år gammel. I kringkastingen ble 
      det holdt minnetale over ham, professoren som holdt minnetalen, kalte ham 
      «en pekefinger opp mot Gud».
      Etter sitt eget ønske ble han begravd på Lebesby kirkegård. Det ble 
      en stor og høytidelig stund for Lebesbyfolket. Hele den vidstrakte bygd 
      fulgte ham til graven. Bygda var stolt av sin sønn, om det enn var en 
      underlig sønn den hadde sendt ut til berømmelse. Det kom kranser fra mange 
      steder, fra Stockholm kom en kostbar laurbærkrans i sølv.
      I begravelsen forrettet sognepresten til Lebesby og Kjøllefjord, nå 
      sogneprest i Alstahaug, H. Åndstad. Sogneprest Åndstad forteller at han 
      regner det for sin største opplevelse at han fikk forrette ved 
      Lebesbymannens grav.
       
      Sognepresten talte over den betegnende tekst: «Herre, nå lar du din 
      tjener fare herfra i fred, ti mine øyne har sett din frelse» (Luk. 2, 
      29-30). Med sogneprestens tillatelse hitsettes siste del av talen ved 
      Lebesbymannens båre:
      "Vi er samlet ved Anton Johansens båre. Jeg vil gjerne få gi ham et 
      skussmål som kan formes så enkelt, men som dog inneholder noe av det 
      største som kan sies om et menneske: Han var en ydmyk mann. Det høver 
      dårlig å si de vakre ord nå når han ligger i sin grav. Men det skal være 
      som et ord til oss, for at vi skal lære noe av hans ord.
      Stillferdig var hans vei. Aldri ga han seg selv æren for de evner 
      som Gud hadde gitt ham. Han anså dem som gaver fra den Herre Jesus. I 
      barnslig tro åpnet han seg for det og bar sine syner fram som bud fra den 
      evige Gud. Det kostet ham megen spott, fordi menneskene er slik at de står 
      uforstående ansikt til ansikt med det særegne og merkelige. Mange var det 
      som sa at han var en rar mann. Ikke fullt så mange forsto at han var en 
      from, Gudhengiven mann.
      Han foldet i barnslig tro sine hender, og ba for land og styre, for 
      fyrster og verdens riker. Det skal nevnes med takk her ved hans båre.
      Der skal bringes ham en takk fra hans nærmeste, en takk fra alle 
      kjente og ukjente venner som lærte å holde av denne stillferdige og ydmyke 
      mann. Og så en takk fra denne kirke. Han ønsket å få hvile i Finnmarks 
      jord.
       
      Her i Lebesby var han kirketjener og røktet sin stilling med 
      troskap. Gud lønne hans sjel i sitt evige rike.
      Så lyser vi Herrens fred over ditt minne. Hvil i fred i Finnmarks 
      jord."
        
      Sølvkransen har en tid vært hengt over Lebesbymannens plass i 
      kirken. For tiden oppbevares den i hans hjem, hvor hans bror Nils verner 
      om den. Den oppbevares i samme eske som den kom i fra Stockholm. Min 
      hjemmelsmann forteller at broren, da han viste den fram, var beveget og 
      hadde tårer i øyekrokene.
      Sølvkransen var også laurbær til Lebesbymannen for udødelig 
      berømmelse. Den bærer på to store silkesløyfer i de svenske nasjonalfarger 
      følgende inskripsjon i gull:
        
        
          
            
              
                
                  
                    - «Du var ärlig ödmjuk, 
 
                    - offervillig inn i döden. 
 
                    - I en världen 
 
                    - av kortsynthet og feghet 
 
                    - var ditt liv 
 
                    - en himmelsk solstråle. 
 
                    - Ditt minne skal aldri dö. 
 
                    - Vännerna i Stockholm.»
 
                   
                 
               
             
           
         
       
      
       
      
          
        
        Lebesbymannen 
        sine syner 
            
        
          
         Anton 
        Johnsen 
        eller
        " Lebesbymannen " 
        som han ble kalt ble født i Tarna i svensk 
        Lappland den 24. mai 1858. Foreldrene var jevne arbeidsfolk, og barna 
        måtte tidlig lære å arbeide. Ca. 1874 flyttet familien til Lebesby i 
        Norge. Anton Johnsen vokset opp i en jevn arbeidsmanns familie, hvor 
        gudsfrykt og nøysomhet satt i høysetet. Selv drev han på med fiske og 
        jordbruk sammen med sine brødre. Det var dårlig med litteratur i 
        Lebesby, derfor ble Bibelen hans eneste og kjæreste lesning. Da han var 
        syv år gammel var han ute i skogen og passet på sauene og kuene til sine 
        foreldre. Plutselig sto en bjørn overfor han, men Anton bare foldet sine 
        hender og begynte å be. Bjørnen ble bare stående og se på han, deretter 
        snudde den seg bort og vandret inn i skogen. Både på 1700 og 1800-tallet 
        var det en del mennesker som ble slått i hjel av bjørnen i Finnmark. Han 
        lovte sin mor at han aldri skulle forsømme morgen og aftenbønnen så 
        lenge han levde.  
           
        Sitt første syn fikk han da han 
        var 26 år gammel : 
        Det var 
        langfredag natt i 1884 at han hadde sitt første syn. I et syn fikk han 
        se sine to brødre omkomme på sjøen ved et skjær som lå ca. 4 mil fra 
        hans hjemsted. Han fikk ikke sove den natta ulykken skjedde, han visste 
        at noe var i ferd med å skje og begynte å be. I ånden fikk han se sine 
        to brødre ligge på sjøbunnen, og en røst sa : 
        "Se, der er dine brødre." Han kjente stedet veldig godt igjen, for han 
        hadde ofte vært der og fisket. Om morgenen var ulykken skjedd. 
        Noen år senere 
        satt han i Lebesby kirke, da han plutselig kjente en sterk kraft som 
        omsluttet ham, og han hørte en røst som talte inn i hans høyre øre, som
        sa : "Anton Johansen, du skal be for 
        nattverdgjestene!"  
        Det var 6-8 
        mennesker i kirken, deriblant et nygift par. Alle var samlet ved 
        nattverdsbordet. Han ville snu seg dit hvor røsten kom fra for å se hvem 
        som talte til ham. Men i det samme kom det et blendende sterkt skinn som 
        hindret ham fra å løfte øynene for å se. Åtte dager senere druknet det 
        unge ekteparet som han spesielt hadde kjent advarselen og forbønnen 
        gjaldt. 
          
        Jesus på korset
        I et annet syn så 
        Anton Johansen Jesus på korset. Det var det døde, gjennomstukne Kristi 
        legeme, omstrålet av et overveldende lys. Fra hans høyre side talte 
        Herren til han og sa : " Slik så jeg ut da 
        jeg led for dine og all verdens synder. Du skal ikke være forsagt eller 
        mismodig, du skal utføre hva jeg sier til deg." Han fryktet at det 
        muligens var fristeren som sto for ham, men Herren kjente hans tanker og
        sa : " Frykt ikke, fristeren får ikke bære 
        tornekronen." Han kjente nå at hans sjel fyltes av stor kraft, og han 
        fikk visshet om at det var Frelseren han sto ovenfor. Armene var 
        utstrakt med grove jernnagler gjennom hendene. Ansiktet var magert og
        delevis forvridd av smerte.
        Nedetter kinnene rant det bloddråper i lange 
        mørke strimer. Ansiktsfargen var solbrent og mørkaktig. Håret var sort, 
        middels tykt og det var strøket bakover og hang midt ned på halsen. 
        Tornekronen satt med taggende dypt trykket inn i hodet og pannen. Øynene 
        var middels store, fargen på øynene kunne jeg ikke se, pannen var høy og 
        ganske bred. Kroppen var mager og nesten naken. Og ut fra såret i siden 
        rant det blod. Gjennom føttene var det slått en kraftig jernspiker, og 
        under dem var det et trestykke til fotsåle. Han oppdaget ingen 
        inskripsjonstavle over hodet og korset lignet ikke de vanlige 
        avbildningene. Det lignet mer en stor T.  
        Da Anton Johansen 
        så han på korset, omstrålet av herlighet, sank han ned i ydmyk bønn. Han 
        bad han om å hjelpe seg i de årene som kom. 
          
          
        Kains merke 
        Om sine syner 
        fortalte Anton : Da jeg ble forundret over 
        min evne, begynte jeg for alvor å lese Bibelen fra perm til perm. Og ved 
        slutten av hvert kapittel ba jeg om kjærlighet og ydmykhet. Slik 
        fortsatte jeg i to år. Siden har jeg hørt og sett mange merkelige ting. 
        Jeg er ofte blitt vekket av ånden med formaning om bønn for mennesker 
        som har vært i nød. Ofte i stormer og orkaner som har rast på de 
        forskjellige deler av jorden. 
        En gang ble jeg 
        vekket og formant å be for noen sjømenn som var ute i en orkan i de 
        vestindiske farvann. Likeså er jeg i ånden blitt underrettet om de store 
        jordskjelv ved St. Pierre, Messina, San Francisco og andre steder. Jeg 
        har etter de forskjellige åpenbaringer alltid sett etter i avisene om 
        det har stemt. Og det har alltid vist seg at det har hendt slik jeg har 
        sett. 
        Det var en mann 
        hjemme i Lebesby som jeg en dag ble sterkt formanet til å be for. Jeg så 
        også en mørk skygge over ansiktet hans. Han døde noen år senere. Denne 
        skygge over ansiktet bruker jeg å se på folk som snart skal dø eller 
        omkomme. 
        Særlig de som 
        skal omkomme på sjøen. Det har aldri hendt at tegnet har vist seg 
        feilaktig.  
        Jeg har også sett 
        mennesker med Kains merke. Det består av en bred svart rand over nesen 
        og bort med ørene. Dette merke har jeg sett på mennesker som har begått 
        mord. 
        En dag da jeg 
        skulle gå til et hus i nabobyen, stanset jeg plutselig på veien og 
        kjente en stor angst i min sjel. Et stykke fra meg sto en mann nedbøyd 
        og hogg ved. Jeg ble formanet i ånden å be for mannen, så jeg knepte 
        mine hender og ba at Gud skulle være han nådig. Da jeg gikk fram og 
        forbi ham, så jeg den svarte randen fra nesen og bort mot ørene. Jeg 
        lurte på hva det skulle bety, for det var første gang jeg så dette. Da 
        hørte jeg en røst som sa at det var Kains merke. 
        Noen dager etter 
        ble mannen grepet og ført til Finland for å få sin straff for et rovmord 
        han hadde begått. 
        En annen gang da 
        jeg satt sammen med en del bryllupsgjester ved middagsbordet, så jeg 
        plutselig over ansiktet på en ung mann som jeg kjente, samme merke. Jeg 
        ble forferdet og undret på hvordan dette kunne henge sammen, for jeg 
        hadde aldri hørt noe slikt om mannen. Mens vi satt der kom det en 
        lensmannsbetjent og hentet han. Han hadde vært med på et forsøk å 
        forgifte en mann, og nå var det oppdaget. Samme merke har jeg sett på et 
        par personer i Kristiania og Stockholm. Og jeg har fått hørt at disse 
        personer har vært mistenkt for mord, men at man ikke har hatt 
        tilstrekkelig bevis mot dem. 
          
          
        
        Lebesbymannens egen beretning 
         
        Om ettermiddagen 
        den 13. november 1907 følte han seg usedvanlig trett, og gikk derfor 
        tidlig til sengs. Han sovnet straks han hadde lagt seg. Like etter 
        midnatt ble han vekket av en røst som talte til ham og
        sa : "Deg skal gis å få vite himmelrikets 
        hemmeligheter. Den første ulykke som skal ramme deg, er at din brorsønn 
        skal drukne i morgen." Samtidig følte han seg omstrålet av et 
        overveldende himmelsk lys, og følte seg løftet opp til en atmosfære av 
        ubeskrivelig renhet. Skinnet var så sterkt at det nesten blendet ham. Og 
        da han forsøkte å vende hodet mot det sted hvor røsten kom fra, for å se 
        hvem det var som talte, følte han seg så uverdig at han bøyde hodet i 
        bønn. Og samtidig følte han en himmelsk lykke gjennomtrenge sin sjel, og 
        han forsto at det var Jesus som talte til ham.  
        I ånden ble han 
        ført til det sted hvor ulykken med hans brorsønn skulle skje. Han så og 
        gjenkjente den mann som sto ved roret da hans brorsønn ble kastet 
        overbord av stormen. De skulle svinge forbi en odde, da de slo roret 
        over for fort. Seilbommen ble kastet over 
        med slik fart at den unge mannen ikke kom seg vekk i tide, men ble slått 
        overbord. 
        I det samme 
        øyeblikk som han falt over bord, så Anton Johansen ham iført en ren hvit 
        drakt. Denne ulykken gjorde et sterkt inntrykk på Anton Johansen. 
        Frelseren fulgte ham på hans høyre side. 
        Alt omkring ham 
        var et eneste lyshav av ubeskrivelig skjønnhet. Ved frokosten kl. 8 om 
        morgenen var jeg sammen med gutten. Men jeg klarte ikke å få meg til å 
        si hva jeg hadde sett den natten. Det kjentes så ubeskrivelig tungt å 
        behøve å gjøre det. Jeg ba i stedet stille til Herren at han måtte være 
        med ham og bevare ham. 
        Etter frokosten 
        dro gutten ut på sjøen. Uten at jeg visste noe om det. Og uten at jeg 
        hadde fått advare ham. Han ble borte hele dagen. Og ved
        fire-tiden om ettermiddagen da jeg sto ute 
        og hogg ved, kjente jeg det plutselig som om jeg hadde fått kaldt vann 
        over meg. Jeg syntes som om jeg skulle kveles og jeg kjente en sterk 
        angstfull kamp i mitt indre og en oppfordring til bønn. Samtidig sto det 
        klart for meg at ulykken nå hadde rammet min brorsønn. Jeg falt på kne i
        sneen der jeg sto og ba Herren være hans 
        sjel nådig. Etter en stund kjente jeg i mitt indre en stillhet og ro, og 
        jeg skjønte at dødskampen var slutt.  
        Det var storm på 
        havet den dagen. Ulykken skjedde nøyaktig som jeg hadde sett det i synet 
        den foregående natt. Det var et hardt slag for meg. De dager som fulgte 
        var ubeskrivelig tunge. Jeg har angret mange ganger etterpå at jeg ikke 
        tok og advarte han den morgenen. 
           
        Titanic 
        forliser 
        November natten 
        1907 fikk han også beskjed om at et stort skip ved navn "Titanic" 
        skulle gå på et isfjell og forlise på sin første reise fra Europa til 
        Amerika.  
        I ånden ble han 
        ført til den amerikanske kyst hvor ulykken skjedde. Rundt på havet fløt 
        det store isblokker. Plutselig så han lysene og de tente lanterner fra 
        et skip trenge frem av nattemørket. Det 
        nærmet seg hurtig og han så at det var en kjempedamper. Samtidig så han 
        et isfjell på havet lenger fram. Rett etterpå var ulykken skjedd. Og et 
        veldig drønn trengte gjennom natten. Damperen begynte straks å synke. 
        Han ble grepet av en forferdelig angst, da han så menneskene ligge i 
        sjøen og kjempe fortvilet for livet. Hele denne hendelsen så han likesom 
        i lyset av en lyskaster.  
        Røsten sa at 
        ulykken kom som straff for englendernes hovmod. Han hørte flere av 
        passasjerenes navn ble nevnt, tydelig hørte han navnet "Astors" 
        den amerikanske mangemillionær. 
        Han fikk beskjed 
        i ånden om å telegrafere til denne mannen og skipets rederi. Men han 
        gjorde ikke dette. Dels fordi han var for svak i sin tro, dels fordi han 
        mente at ingen ville tro ham, dels fordi han trodde at ulykken kunne 
        avverges gjennom hans bønner. 
          
          
        Den natten skipet forliste,
         
        natten mellom en 
        søndag og mandag i april, fikk han ikke sove. Han følte en veldig uro. 
        Og navnet "Titanic" kom gang på gang for 
        ham. Han var veldig ulykkelig fordi han ikke hadde telegrafert. Han 
        begynte nå å be for skipet, men en stund etterpå følte han at ulykken 
        allerede var skjedd. Det føltes som om noen hadde slått en bøtte med 
        kaldt vann over ham, og en isende kulde gikk gjennom hans sjel. Deretter 
        ble han rolig igjen. 
        Den samme natten 
        fikk han også høre navnet på to andre skip som skulle gå under. Navnene 
        var "Empress of
        Ireland" og "Malmberget". 
        I januar 1912 
        traff han i sin hjembygd to matroser fra "Malmberget" og kjente seg 
        oppfordret til å be for dem. Dette gjorde han i stillhet og bad dem 
        vende seg til Herren og være forsiktige på sjøen. 
        I desember 1913 
        gikk "Malmberget" under, og begge matrosene var med.  
          
          
        Synet november natten 1907 
         
        De ulykker som 
        skulle komme over verden, så og hørte jeg på forskjellige måter. 
         
        I ånden ble jeg 
        ført til de forskjellige stedene der hendelsene skulle inntreffe. Disse 
        kjente jeg igjen, og oppfattet like tydelig som om jeg som skolegutt 
        hadde sittet bøyd over min morbrors kart.  
        Jeg så framfor 
        meg en lang rad av årstall framover i tiden, og ved siden av årstallene 
        i denne store tidskalender, så jeg angitt begivenhetene som skulle 
        hende. Alle hendelser ble nevnt for meg i rekkefølge framover i tiden. 
        Og der jeg ikke fikk bestemte årstall eller tidspunkt angitt, fikk jeg 
        sikre ledertråder i begivenhetene selv. 
        Røsten som talte 
        til meg var mild og tydelig. I ånden fikk jeg se de offiserer som jeg 
        under de nærmeste syv år skulle ha som sjefer på oppmålingsarbeidet i 
        Finnmark. 
        Jeg så dem med 
        karter framfor seg, samtidig omtaltes deres navn for 
        meg , og for hvert navn nevntes et årstall. Jeg fikk også vite i 
        hvilke trakter jeg skulle være for hvert år under dette arbeidet. 
        Det var blant 
        annet i Karasjok, Porsanger og Laksefjord herreder. 
        Offiserenes navn 
        var: Kaptein David Ebbesen, kaptein T.Herzberg, 
        løytnant Sandvik, løytant Hven, kaptein 
        Solberg og kaptein Riber. Denne
        åpenbarelse fikk jeg som tegn på at 
        verdenskrigen skulle komme etter syv års forløp.  
        Den syvende 
        offiseren skulle hete Knutsen. Det ble sagt meg at det år som jeg var 
        sammen med ham om sommeren, skulle jeg ikke være hjemme julen etter og 
        at innen neste års jul skulle verdenskrigen ha brutt ut for menneskenes 
        ondskaps skyld. 
           
        Jeg så i ånden 
        fra min hjembygd og ble ført gjennom det opplyste rommet bortover store 
        vidder av Europa. Jeg så først den plass der jeg skulle arbeide da 
        krigen kom. Jeg så derfra solen i nordvest ved den tid på døgnet da den 
        bare var et par timer under horisonten. Og dermed forsto jeg at krigen 
        skulle bryte ut i slutten av juli eller begynnelsen av august. Jeg så 
        teltet som vi hadde slått opp på arbeidsplassen på vestsiden av 
        Porsangerfjorden. 
        Jeg så små 
        skjeggete menn komme springende til teltet. De var utsendt av telegrafen 
        for å kalle oss hjem og underrette oss om krigen. 
        Anton Johansen 
        fikk se hele den 1.verdenskrig. Og han ble i ånden ført til frontene 
        både i øst og vest. Han fikk også høre om store indre uroligheter i 
        Tyskland og flere andre land. (Om fredsslutningen i 1918 fikk han først 
        høre i krigsåret 1917.) Herren sa : "For 
        menneskenes ondskap skyld skal verdenskrigen komme. Men du skal gjøre 
        hva du kan for å underrette og advare keiser Wilhelm, at han ikke måtte 
        la seg forlede til å gå med på krigen. Du skal være mitt vitne. Du skal 
        stå frem for den norske regjering og for stortinget i Kristiania - 
        Stockholm - Berlin og keiser Wilhelm."  
          
          
        Over England skal det komme store 
        lidelser. 
        Røsten sa til meg 
        at "England sto foran en avgrunn, og holdt på å styrte ned i. Dette 
        landet skal bli veldig ydmyket. Det skal få opprør i India, som ender 
        med Indias frigjørelse. (Det skjedde i 1947, 19 år etter Anton Johansens 
        død.) 
        England skal også 
        få opprør i andre av sine kolonier, og glad kan England være om det 
        mister bare India. 
        Englands framtid 
        synes særdeles mørk. Gjentatte ganger nevntes Englands navn i 
        forbindelse med store ulykker."  
          
          
        Amerika 
        Om Amerika hørte 
        jeg Herren sa at fem store kriger ventet dette landet i fremtiden. 
        Hvorav et par overordentlig voldsomme borgerkriger, som resulterte i at 
        Amerika ble sprengt i fire eller fem mindre forbundsstater. 
         
        (Siden 1907 har 
        USA vært med i disse kriger : 2. verdenskrig,
        Koreakrigen, 
        Vietnamkrigen, og Gulfkrigen) 
        Det var en hel 
        del jeg fikk vite om Amerika, men da disse hendelsene vedkom oss mindre, 
        la jeg meg dem ikke så nøye på minnet.  
        Noe nøyaktig 
        tidspunkt for disse hendelser kan jeg derfor ikke erindre meg. 
          
          
        Sosialismen 
        Sosialismen brøt 
        igjennom i de skandinaviske land til fullstendig seier. For to av de 
        nordiske land hørte jeg ordet "revolusjon" ble nevnt. Men den syntes å 
        ha gått for seg uten blodsutgytelse, for ingen steder så jeg noen 
        trefninger eller stridigheter med våpenmakt.  
        I det mindre 
        landet kom omveltningene først. I forbindelse med disse begivenheter 
        hørte jeg kong Gustaf av Sveriges navn ble nevnt. Noe nøyaktig tidspunkt 
        minnes jeg ikke at jeg fikk i denne sammenheng. 
        Jeg hørte bare at 
        omveltningene i begge land kom før den fransk-spanske krig. 
        I Sverige brøt 
        sosialismen gjennom senere enn i de øvrige land. 
          
          
        Nye farlige sykdommer 
        Etter 
        verdenskrigen skal det komme sykdommer som man før ikke kjente til, og 
        legene skal stå maktesløse overfor dem. Disse sykdommer skal herje 
        voldsomt blant menneskene.  
        Spesielt skal 
        Frankrike lide hardt under disse og miste mye folk.  
        En lungesykdom 
        skal herje veldig og kreve mange ofre, særlig i Sverige. Der så jeg tett 
        med svarte kors over hele landet.  
        Neste 
        sykdomsperiode kom etter den engelsk-indiske 
        krig. Nye ukjente sykdommer av voldsom art oppsto. De var farligere enn 
        alle andre som tidligere har gått over jorden. 
        De utbredte seg 
        over hele verden og krevde forferdelige offer av mennesker. (AIDS?) Ikke 
        noe botemiddel kunne stå imot dem. 
        Særlig herjet de 
        i Russland, for røsten sa at disse og andre sykdommer skulle hjemsøke 
        Russland for dets store ugudelighets skyld. 
        En av de 
        farligste besto i at folk ble blinde og sinnssyke. For dem som ble 
        angrepet av denne sykdom, var det svært farlig å nyte alkohol. 
         
        Den tredje store 
        sykdomsperioden kom etter den spansk-franske 
        krigen. Det var delvis en ondartet lungesykdom. Men også nye og ukjente 
        sykdommer oppsto i forbindelse hermed.  
        En av dem var en 
        stygg hudsykdom, noe spedalsk liknende, som forårsaket oppløsning av 
        legemet (Ebolaviruset?) 
        I Spania og 
        Frankrike herjet de verst. Men siden utbredte de seg over hele Europa og 
        store deler av den øvrige verden.  
        Frankrike mistet 
        i denne sykdom store masser av sin beste ungdom. 
        Også i de 
        skandinaviske land gjorde alle disse sykdommer voldsomme inngrep, og 
        røsten sa at "det skulle merkes på befolkningstallet."  
          
          
        Naturkatastrofer  
        Naturkatastrofer 
        oppsto i flere deler av verden. Og i jordens indre begynte flere steder 
        en urolig virksomhet. Store jordskjelv og veldige vulkanutbrudd 
        hjemsøkte de forskjellige områder av jorden, og delvis steder som 
        tidligere alltid har vært jordskjelvfrie områder. 
        Da jeg hadde sett 
        verdenskrigen og alle de ulykker og lidelser den skulle føre med seg 
        over folkene, ble jeg i ånden ført til landene og kystene omkring 
        Nordsjøen, hvor disse ulykker ble åpenbart for meg.  
        Island var et av 
        de første navn jeg hørte i forbindelse med jordskjelvene. Men om det var 
        her eller på bunnen av Nordsjøen, som ulykken hadde sitt opphav, det 
        oppfattet jeg ikke så klart. 
        Jeg ble svært 
        forundret når Herren nevnte disse stedene. For jeg visste jo at dette 
        ikke var det område på jorden der vulkaner og jordskjelv pleide å 
        forekomme.  
        Men Herren nevnte 
        navnene med bestemthet flere ganger. Og at jeg virkelig ikke hadde tatt 
        feil forsto jeg ennå mer, da jeg straks etter fikk se hele ulykken og de 
        steder som ble hjemsøkt av denne. 
        Ulykken rammet 
        alle Nordsjøstater. Men ikke noe land ble så hardt hjemsøkt av den som 
        England.  
        Røsten sa også at 
        ulykken skulle komme pga. Englands hovmodighet. 
          
          
        Det hvilte 
        skumring over samtlige nordsjøstater. Og ingen stjerner lyste på 
        himmelen. Fra sjøen blåste en sterk vind. Og i de norske fjell hadde 
        snøen enda ikke begynt å falle for året. I ånden ble jeg ført til 
        traktene ved Trondheim. 
        Jeg sto på 
        stranden og så utover havet, da grunnen med en gang begynte å skjelve 
        under meg. Husene inne i Trondheim dirret som løv, og et par høye 
        trebygninger falt når stranden styrtet sammen. 
        Straks deretter 
        hørtes et veldig drønn ute fra havet, og en veldig styrtfjord kom 
        rullende med voldsom fart og slo mot fjellveggen. 
        På de 
        lavtliggende steder fortsatte den innover stranden. Flodbølgen
        oversvømmet store deler av byen og 
        forårsaket stor skade. 
        Store lager falt 
        sammen og ble skylt bort av bølgene.  
        Oversvømmelsene 
        strakte seg langs hele norskekysten, helt fra Sør-Norge og opp til 
        traktene ved Bodø. Og jeg hørte navn på flere av de byer som ligger her. 
        Da jeg i ånden hadde sett den skade som ulykken gjorde i mitt hjemland, 
        så ble jeg i ånden ført til de store byer ved Englands østkyst. Der 
        ulykken gjorde voldsomme ødeleggelser.  
        Hele østkysten og 
        store strekninger langt inn i landet ble her oversvømt.  
        Særskilt byen 
        Hull og traktene der omkring ble stygt ramponert.  
        Skottland ble 
        hardt rammet. Og det syntes som om en stor del av dette landet sank i 
        havet. 
        Lenger sørpå fikk 
        jeg se London. Det viste seg at London var den by i England hvor ulykken 
        hadde størst omfang. Havner og kaier ble fullstendig ødelagt. 
         
        En stor mengde 
        hus hadde styrtet sammen, og i vannet syntes masser av flytende 
        vrakgods. Flere fartøyer hadde forlist i havnen, og noen var til og med 
        blitt slengt opp blant husene på land. Det ble for England en ulykke 
        hvis like det aldri før hadde sett. 
          
        Ute på havet 
        forliste en mengde fartøy, og mange sjømenn omkom. En stor mengde av 
        fisken og silden i havet fløt døde omkring blant bølgene i store stimer. 
        Flodbølgen 
        fortsatte inn i den engelske kanal. Og ødela her havner og byer på begge 
        sider. 
        Spesielt hørte 
        jeg den franske byen Rouen ble nevnt. 
        Også et par 
        steder på Frankrikes nordkyst, som jeg nå ikke husker navnene på. 
        Videre hørte jeg 
        store deler av Holland og Belgia samt den tyske nordkyst nevntes som 
        hardt hjemsøkte steder. Blant de verst utsatte byene hørte jeg Antwerpen 
        og Hamburg nevnt.  
        Hamburg fikk jeg 
        også se , og det så ut som om denne byen, 
        nest etter London, var den hardest hjemsøkte. Jeg hørte også nevnt at 
        store varelagre her gikk tapt. 
        Danmarks nord og 
        vestkyst og de havner og byer som ligger her, og hele den svenske 
        vestkysten fikk en sterk føling med ulykken.  
        På svensk side 
        hørte jeg Gøteborg, 
        Malmø og Helsingborg ble nevnt. Også i Østersjøen og ned mot 
        middelhavet trengte flodbølgen. Men skadene var antagelig ikke så store 
        her, for på disse stedene hørte jeg ikke noe navn bli nevnt, og synet 
        viste seg her utydeligere 
          
          
        Orkanen 
        Omtrent samtidig 
        med vulkanutbruddet, fikk jeg i ånden se en veldig orkan som strakte seg 
        over to verdens hav. Da den ble vist for meg, omtrent samtidig som 
        orkanen, så er jeg ikke helt sikker på hvilken av ulykkene som kom 
        først. Det var ikke så lett å skjelne, men etter hva jeg tror, kom 
        vulkanutbruddet først.  
        Hvorvidt disse 
        ulykkene hang sammen med hverandre kan jeg ikke si. Det var antagelig 
        høst eller vår da denne ulykke kom, for ingen steder så jeg
        sne på marken.  
        I ånden ble jeg 
        ført til Stillehavet og områdene omkring 
        Panamakanalen, hvor denne orkanen oppsto. Navnene på disse 
        områdene ble fortalt meg med stor tydelighet. Og fra min plass i rommet 
        kunne jeg med stor tydelighet skjelne landets karakter og form. Det var 
        bl.a. veldige fjellstrekninger, steinete landskaper og øyer. Orkanen 
        raste med voldsomhet fra disse områdene, og 
        nordøstoppover det amerikanske kontinent. Det for over 
        kyststatene med deres millionbyer, plantasjer, havner og store anlegg og 
        raserte dem med stor voldsomhet.  
        Bygningene ble 
        kastet over ende i massevis, og i de store plantasjestatene ble alt 
        rasert. Markene ble satt under vann av havet som i mektige bølger 
        skyllet over land.  
        Fartøy forliste 
        og ble kastet på land. Havnene og varelagrene ble i den grad ødelagt, at 
        røsten sa til meg at det var et spørsmål om de noen gang kunne bygges 
        opp igjen. 
        Av plantasjene 
        ble det særlig nevnt Virginia, og statene omkring den Meksikanske bukt, 
        og særlig Florida. 
        Orkanen raste 
        over Mississippidalen, og fortsatte opp imot 
        de store sjøer. Chicago, Minneapolis, Washington og New York ble omtalt 
        som hardt hjemsøkte. Der oppsto det eksplosjoner og brannkatastrofer i 
        et omfang som jeg ikke hadde trodd var mulig.  
        Himmelen lignet 
        på disse steder et eneste flammehav. Alt var innehyllet i røykskyer, i 
        den siste byen så jeg ruiner etter sammenstyrtede hus. Stormen jaget 
        forferdelig gjennom gatene og de store skyskraperne svaiet som siv for 
        vinden.  
        En russisk hær 
        kom fra Sibir over Beringstredet til Alaska og Canada, samtidig som 
        disse fryktelige eksplosjoner skjedde i byene. Men den russiske hæren 
        nådde ikke langt. Det var også grunnen til at Amerika ikke kunne sende 
        hjelp til Europa.  
          
        Anton Johansen 
        spekulerte mye over hva det kunne være som forårsaket disse katastrofer, 
        nesten samtidig i England og USA. Han kjente ikke til atombomben og dens 
        fryktelige virkninger i 1907. I dag vet vi at atombombens enorme 
        eksplosjoner ikke bare fremkaller store brannkatastrofer, men også 
        forårsaker forstyrrelser i de høyere luftlag, slik at de utløser 
        voldsomme stormer. Og for oss i dag må russernes strategi forekomme 
        ganske logisk. Samtidig med lyninvasjon i 
        Europa, vil det være av største betydning for dem helt fra starten å 
        lamme både England og USA, og dermed prøve og hindre dem i å komme det 
        invaderte Europa til unnsetning. 
          
         Fra Canada 
        fortsatte så orkanen over hele Atlanterhavet, mot Europa. Den raste over 
        Spania, Frankrike og Marokko, inn i Middelhavet og inn mot Russland. 
        Også over England gikk den fram med stor voldsomhet og fortsatte opp mot 
        de skandinaviske land. En mengde sjømenn og fartøy gikk under. Jeg hørte 
        røsten sa: "Det er synd på sjøfolkene." 
          
         Orkanen i Skandinavia 
        Orkanen gjorde 
        også stor skade i Danmark og Sverige. Der jeg også denne gang hørte 
        navnene Gøteborg, Malmø 
        og Helsingborg nevnt.  
        Norge fikk også 
        en hard påkjenning. Men de norske fjell syntes å legge en demper på 
        orkanen. Jeg har sammen med tusener, i mer enn to år bedt Herren om å 
        skåne menneskene for denne ulykken.  
        (Det er nok 
        grunnen til at det ikke har skjedd enda) 
        Og selv om disse 
        ulykkene skal vente på seg, må vi ikke glemme å be Herren om at Han må 
        bevare oss fra dem. For det så ut som om de absolutt måtte komme. Jeg 
        ville først ikke tro Herrens ord om vulkanen. For jeg tenkte med meg
        selv : dette er jo ikke stedet på jorden hvor 
        vulkaner og jordskjelv pleier å forekomme. Men Herren sa bestemt at 
        ulykken skulle skje. 
        Store 
        gruveulykker og oversvømmelser inntraff også. Tyskland og Nord-Frankrike 
        ble først og fremst hjemsøkt av gruveulykkene og Vest-Tyskland av 
        oversvømmelsene. 
        Her ble veldige 
        strekninger satt under vann. Det var forferdelige skader som disse 
        oversvømmelsene forårsaket. Flere gruver ble fylt av vann, og andre 
        styrtet sammen på grunn av underjordiske katastrofer. 
          
          
        Nye kriger 
        Imidlertid ble 
        det militært sett rustet opp med stor hast. N ye 
        kriger skal oppstå allerede i midten av 30-årene, hvoriblant de nå 
        nevnte var blant de første.  
        Det skal også bli 
        en blodig krig i Spania. Og som varsel eller som tegn på disse kriger, 
        skal gruveulykkene og oversvømmelsene i Tyskland og Frankrike komme. Den 
        første krig som skal komme etter disse ulykkene blir mellom Frankrike og 
        Spania, og den blir forskrekkelig for verden. Særlig skal Frankrike lide 
        hardt under denne, da også sykdommer kommer i tillegg. Denne krigen skal 
        komme 15 til 20 år heretter.. 
        (Hvis ikke Herren 
        i sin nåde utsetter den, og det har Han tydeligvis gjort.) 
        ..Herren 
        sa til meg at Han ville gi oss freden tilbake hvis folkene kunne forenes 
        i bønn til Ham. 
          
          
        Russisk invasjon i Frankrike og 
        den fransk-spanske krig 
        Russiske tropper 
        veltet plutselig en dag inn gjennom Tyskland imot Rhinen og Frankrike, 
        hvor intense kamper fant sted. Jeg så at de amerikanske våpenlagrene som 
        fantes der, falt i russernes hender. Og jeg både hørte og så, at det på 
        den tid fantes fryktelige våpen, som man ikke kjenner til i dag (1907)
         
        Russerne fikk 
        herredømme i Frankrike ved hjelp av landets egne kommunister. Som under 
        en voldsom borgerkrig rett før, hadde satt hele Paris i brann. De slo 
        seg ned i Mellom- og Sør-Frankrike, og derfra førte de så krig mot 
        Spania. 
        Denne 
        fransk-spanske krigen ble forferdelig - ikke bare for de involverte - 
        men for hele verden. For her brukte man de fryktelige nye våpnene, og 
        virkningen av dem var forferdelig. De førte til blindhet, vanvidd og 
        fullstendig ødeleggelse av hele menneskekroppen. (Kjemisk krigføring?) 
          
          
        Russlands og Frankriges krig mot 
        Norge og Sverige 
        Den siste store 
        ulykke jeg fikk se, var Russland og Frankrikes krig mot Sverige og 
        Norge.  
        Sosialismen hadde 
        ved den tid fullstendig trengt igjennom i hele Norden. Og i Sverige 
        holdt sosialistene regjeringstøylene i sin hånd. De tenkte på avvæpning, 
        men det hadde det ikke lyktes dem å gjennomføre, til den tid. Men det 
        syntes for øvrig å gjøre som de ville og ble gjennom sine handlinger 
        delvis skyld i krigen. For sin store ugudelighets skyld skulle 
        sosialistene også bidra som årsak. 
        Sosialistene 
        hadde til den tid klart å gjennomføre en stor del av avvæpningen og 
        gjort store innskrenkninger i landets forsvarsvesen. En følge av dette 
        var at store mengder av svenske og norske menn nå måtte gi sitt liv 
        unødig - og at den fremgang som det bare behøvdes litt til, for å nå, 
        uteble.  
        Franskmennene 
        angrep Gøteborg. De angrep byen i ukevis med 
        sterke luftflåter, som ved den tid var langt mer utviklet enn nå. Det 
        var mange krigsredskaper og krigsmaskiner med i denne krigen, som ikke 
        finnes nå. Flymaskiner og luftskip syntes i store svermer over byen. 
        Luftskipene som franskmennene førte i slike mengder ved bombardementet 
        av Gøteborg, var konstruert i tre 
        forskjellige deler eller lag under hverandre, etter som det syntes, og 
        med store mellomrom. 
        Hvis jeg 
        oppfattet rett, så syntes de her og der å være forbundet med tynne 
        stållinjer. Øverst oppe var en svært stor 
        spolformet gassballong, under denne, på en god avstand, kanskje 
        en hundre meter eller så, en noe mindre ballong, og lengst nede en enda 
        mindre. Disse luftskip kom i hele svermer eller 
        flotiller. De lignet store tåkedotter og var innhyllet i røyk og 
        utløste masser av granater over stedene nedunder. Folk falt på
        Gøteborgs gater i store mengder. Merkelig 
        nok var det mye folk ute.  
        
        Gøteborg, 
        hvis største og viktigste del på den tiden lå vest for elven, fikk 
        største delen forvandlet til en grushaug.  
        Jeg så en mengde 
        store graver etter falne svensker og nordmenn, som kjempet skulder ved 
        skulder. På vestsiden av elven og ut langs kysten, ble de største og 
        blodigste kampene utkjempet. Franskmennene gikk her til angrep gjentatte 
        ganger og mistet mengder av folk. Men de ilandsatte 
        ustanselig nye tropper og forsterkninger, mens svensker og nordmennene 
        ikke fikk noen nevneverdig unnsetning. 
        Franskmennenes 
        ressurser var allikevel nesten uttømt da svenskene kapitulerte. 
           
        Ved en av de 
        store gravene så jeg Gøteborgs borgermester, 
        en gammel mann i grå frakk. Han var bedrøvet over at begge sønnene hans, 
        som var ingeniører, skulle falle i kampen for 
        Gøteborgs forsvar, og han sa til meg : 
        " Det hjelper ikke om to er rettferdige, når svenskene har syndet i den 
        grad at Herren lar franskmennene seire. Europa trodde at Sverige og 
        Norge skulle bli undertrykt, men Gud være lovet at han i sin nåde skånte 
        oss."  
        Et par 
        krigsoppfinnelser ble til utrolig stor nytte for svenskene i deres 
        forsvar. Nye våpentyper som inntil da så ut til å ha vært hemmeligholdt, 
        eller nettopp hadde blitt oppfunnet. Spesielt var det en på det 
        elektriske området som svenskene var alene om i hele verden, og som 
        gjorde at franskmennene falt i store mengder ved 
        Gøteborg. Det var derfor ytterst lite som hadde trengtes for at 
        svenskene skulle seire. Og hadde ikke landets øvrige forsvarsmidler vært 
        så dårlige, så hadde verken franskmennene eller russere fått bukt med 
        svenskene.  
        Den gamle mannen 
        sa til meg, at hvis Sverige og Norge hadde kunnet holde ut 14 dager til, 
        så hadde hele den franske hæren blitt tilintetgjort 
        Og han sa videre 
        at hadde franskmennene visst at svenskene hadde slike forskrekkelige 
        våpen, så hadde de aldri våget å angripe.  
          
          
        Samtidig ble også 
        den tyske riksdag enig om å hjelpe oss. Jeg så i denne sammenheng
        Vattern og strendene med landsbyer på begge 
        sider. Jeg så et stort hus ovenfor Gøteborg, 
        hvor solen skinte i vinduet, og marken utenfor var grønn som om 
        sommeren. Over hele den svenske vestkyst lå en tung røyk, helt ned til 
        Helsingborg og Malmø. Og jeg hørte at også 
        de byer som ligger her, ble utsatt for luftbombardement.  
        Spesielt hørte 
        jeg nevnt Helsingborg, Malmø og Lund, som de 
        byer som ble hjemsøkt. Også Stockholm ble angrepet av luftflåter og fikk 
        mange hus nedskutt, men lyktes likevel gjennomgående bedre i sitt 
        forsvar enn Gøteborg. Luftforsvaret syntes 
        her å være bedre ordnet og mer effektivt, bl.a. hadde svenskene her 
        flere luftmaskiner til sin rådighet. 
        Russerne falt inn 
        i Sverige fra to steder. En avdeling gjorde innfall på Gotland. Jeg så 
        russerne med sine masser gikk i land og oversvømmet 
        hele øya, likeledes Øland. På Gotland så jeg 
        lange marsjkolonner av russiske tropper. Det hvilte tung røyk over hele 
        øya. De gikk i land sør for Stockholm, antagelig i nærheten av
        Vastervik - jeg kunne ikke så nøye skille ut 
        plassen - for dels å gå mot Stockholm og dels mot 
        Gøteborg, for å komme franskmennene til hjelp. De kom imidlertid 
        ikke lenger enn et stykke inn i Småland før svenskene kapitulerte ved
        Gøteborg. 
          
         Russisk 
        angrep i nord 
        Russerne angrep 
        med sin andre avdeling i nord. De falt inn i Nord-Sverige med veldige 
        masser. Dels over Haparanda - Torneå, hvor 
        en jernbane da var bygd, dels over Kvarken. Andre ble landsatt ved Umeå. 
        I stor hast mobiliserte svenskene, men det gikk forunderlig lett for 
        russerne å komme fram. Hele Nord-Sverige ble erobret, og en av de byer 
        som ble verst hjemsøkt og utplyndret, hørte jeg Gävle nevnt. Jeg frykter 
        for at sosialistene hadde gjort forræderske triks ved Boden, da jeg ikke 
        så slik motstand der som ved Gøteborg.
         
        I områdene 
        nærmere, og nord for Stockholm, ble det kjempet med stor tapperhet fra 
        svenskenes side.  
          
          
        Russerne inn i Finnmark 
        I Norge falt 
        russerne inn i østre delen av Finnmark. Jeg så to jernbaner. Det gikk på 
        denne tiden en jernbane fra Finland opp til 
        Enaresjøen og herifra fortsatte den gjennom 
        Pasvikdalen og ut i nordøst. På denne banen så jeg et russisk 
        jernbanetog, jeg så russerne sto tett sammenstuet i vognene. Landet var 
        kupert.  
        Det jeg så var
        Pasvikdalen. Toget gikk østover mot 
        Murmansk-kysten. Fra denne store jernbane syntes det å gå en mindre, fra
        sørenden av Enaresjøen 
        til et sted nord for denne sjøen. >br> Den 
        første store frontlinje og det første store slag, så jeg ved
        Tanaelven mellom Valjok og Port i nedre 
        delen av Karasjok herred. Slaglinjen var omtrent to mil lang, og slaget 
        var svært blodig. Nordmennene som ble slått, trakk seg tilbake til 
        områdene mot Porsangerfjorden.  
        Mellom
        Gaiserne og nedre Skoganvarre-vannet ble det 
        satt opp nye forsvarslinjer. Jeg så Gaiserne 
        både i øst og vest, og en slaglinje som var flere mil lang. Her så jeg 
        falne soldater, og krigsfolk som begravde de døde. Her så jeg masser av 
        graver, lik og forvridde ansikter og lemmer. Marken var stenrik, så 
        knapt en hest kunne komme fram på flere steder. Over store strekninger 
        lå det falne spredt - på noen steder i store hauger. Stumper av lemmer 
        stakk fram i gravene. Men kampene innskrenket seg ikke bare til disse 
        steder, for røsten sa : " Det kjempes 
        voldsomt langs grensene, og her ser du to slag.  
        
        " Nordmennene, 
        som foretok flere angrep og motangrep, ble imidlertid også her slått, og 
        måtte vike langt sørover for russernes masser.  
        Det hadde også 
        blitt kjempet borte ved Kirkenes, men særlig så jeg disse andre nevnte 
        steder og slag. Også i nord var det sommer. 
          
        Slagene i 
        Sør-Norge I Sør-Norge, sør for Oslo, i nærheten av svenskegrensen, 
        kjempet også nordmenn og svensker skulder ved skulder. De franske 
        krigsfartøy og luftflåter foretok også angrep mot de norske kystbyene, 
        og forårsaket på sine steder store ødeleggelser. Luftbombardementet 
        strakte seg langs hele den norske kyst, fra det sørligste Norge, og helt 
        opp til Trondheim. 
        Det navnet hørte 
        jeg nevnt. Bergen, Drammen og Oslo ble også nevnt som svært hjemsøkte. 
        Men ingen av de norske byer ble så grundig ødelagt som Kristiansand, den 
        var helt og holdent i ruiner. 
          
          
        Norges og Sveriges nederlag 
        Sverige og Norge 
        måtte slutte fred mot sin vilje. Tapet for svenskene ble bare
        Gotland- eller Øland. 
        Etter hva jeg husker slapp svenskene å avstå noe av Norrland. Det rådet 
        stor harme i Sverige over fredsslutningen. Det hadde bare vært nødvendig 
        med et ytterst lite lodd i vektskålen, for at både franskmenn og russere 
        skulle ha tapt. 
        I og med Sveriges 
        nederlag var Norges nederlag beseglet.  
        Norge måtte avstå 
        hele Finnmark og for øvrig alt land nord og øst for 
        Lyngenfjorden. Det syntes som om Frankrike og Russland hadde 
        tenkt å gå enda lenger. Det så ut som om det var russernes mening å 
        legge under seg hele den nordre halvdel av den skandinaviske halvøya. 
        Da jeg engstelig 
        spurte Herren om begge land skulle gå til grunne, viste Herren meg
        Lyngenfjorden og sa : 
        " Så langt skal de komme og ikke lenger.  
          
          
        
        " Herren 
        sa til meg at han hadde bestemt grensene. Og det ble sagt to ganger med 
        bestemt røst, at grensene skulle gå her, for Norges vedkommende. 
         
        Det var handelen 
        i Finnmarks grensedistrikt som var årsak til denne krig. 
        (For en del år 
        tilbake var dette umulig. I dag (1999) foregår det handel mellom 
        Finnmark og Russland.)  
        Handelen i 
        Finnmark hadde på denne tiden for en stor del overgått til russerne. 
        Sørover hadde handelen for Norges og Sveriges vedkommende blitt 
        vanskeliggjort ved innførselsforbud i de forskjellige land. Dette 
        forårsaket stridigheter, og bidro visselig også til krigen. 
         
        Krigen ble 
        startet av russerne. Hvoretter franskmennene kom 
        til deres hjelp. Hele krigen så ut til å være kortvarig. Den brøt ut på 
        sommeren, og så ut til å slutte samme sommer eller på begynnelsen av 
        høsten.  
          
          
        Ingen kan hjelpe oss 
        Ingen kunne 
        hjelpe oss i denne nød. Østerrike var uenig innbyrdes og det var også 
        Tyskland. Finnene hadde ikke deltatt i denne krigen. De var som før 
        nevnt hardt undertrykte, og hadde antagelig heller ikke tilgang på 
        våpen. Holland var opptatt med krig i sine kolonier i Øst-Asia, ellers 
        hadde de hjulpet oss. England hadde på denne tid en blodig krig i 
        Irland. 
        I Italia sto 
        mange på bar bakke på grunn av forskjellige jordskjelv. Jeg syntes jeg 
        hørte "Vesuvs" navn i forbindelse med fryktelige naturkatastrofer i 
        Italia, og som ble mer ødeleggende og voldsommere enn noensinne før. 
        Store mengder av dette lands befolkning skulle bli stående på bar bakke. 
        Særlig sto det ille til på denne tiden. Det så ille ut for tyrkerne, og 
        det så ut som om enda en Balkankrig hadde 
        hjemsøkt Tyrkia. Serberne var undertrykt og hadde det svært vondt. En 
        stor del av Nord-Frankrike tilhørte Tyskland på det tidspunktet. 
        Franskmennene hadde på den tid ikke 
        Elsass-Lothringen. Tyskland hørte jeg hadde fått avstå en del av 
        sine nåværende kolonier til Frankrike, som på den tid hadde store 
        kolonier. Men jeg hørte av den gamle borgermesteren at franskmennene 
        ikke hadde sin tidligere makt. Jeg hørte også Østersjø-provinsene som 
        tyske. 
        Russland hadde på 
        den tid ikke tsardømmets vidstrakte makt. Dets grenser var slik jeg 
        tidligere hadde sett, altså med unntak av Ukraina, Polen og 
        Østersjø-provinsene. 
        Han så Russland 
        på det tidspunkt som en sterkt redusert land, uten Ukraina, uten de 
        baltiske stater og Polen. Russland er altså på det tidspunkt ferdig som 
        stormakt. Dette er nøyaktig det som har skjedd.  
          
          
        Jeg hørte videre 
        at det fantes masser av kristne i Tyskland og England, men at Frankrike 
        og Russland var lette på Guds vektskål. Store skarer av jøder var ved 
        den tid vendt tilbake til Jerusalem og sitt land.  
        I 1907 når
        Lebesbymannen fikk dette syn, var det vel 
        utenkelig at jødene skulle komme tilbake til Israel. Staten Israel ble 
        først opprettet i 1948.  
          
          
        Synets slutt 
        Mot slutten sa
        Herren : "Du skal være forsiktig så du ikke 
        faller i hovmod og kommer bort fra meg." Jeg ba deretter til Herren om 
        at han måtte hjelpe meg under de kommende år, og gjennom sin hellige Ånd 
        underrette og undervise meg, så jeg ikke tok feil av tiden. Etter at 
        Herren hadde lovet å oppfylle min bønn, forsvant synet. 
        Jeg våknet med en 
        følelse av beven og tungt ansvar, men etter en stund kjente jeg også en 
        mektig indre kraft og en stor ro. Klokken var nesten 4 om morgenen da 
        jeg våknet. Jeg snakket i de tidligere år ikke med noen om de ting jeg 
        hadde sett. Ingen her oppe ville jo ha trodd meg. Man skulle antagelig 
        bare ha hånet meg for de ting jeg snakket om. 
          
          
        I sin 
        vadmelskufte og sine komager reiste
        Lebesbymannen til Stockholm. Der oppsøkte 
        han oberst Mellander og fortalte hva han 
        hadde sett og hva han hadde fått i oppdrag å meddele den svenske 
        regjering. Det var jo bra at oberst Mellander 
        fant uttalelsene så merkelig at han skrev dem opp. Og sammen med de 
        opptegnelser som kom i stand ved hjelp av K.F.U.Ms 
        sekretær, er disse opptegnelser, som i februar og mars 1914 ble gjengitt 
        i svenske aviser, de første trykte beretninger om "profeten fra 
        Finnmark." De ble også gjengitt i norske aviser.  
        I Stockholm ble 
        han i flere dager og gjorde her blant annet gjennom prins
        Bernadotte henvendelse for å komme til 
        Berlin. Prinsen tok vennlig mot ham og viste ham til det tyske konsulat. 
        Den tyske minister var ikke til stede, men "hans stedfortreder ble 
        hissig og ba meg gå min vei." 
          
          
        
        Lebesbymannen 
        advarte den norske statsministeren Gunnar Knudsen mot krigen. Men han 
        tok nok ikke han alvorlig. For på stortinget uttalte han sine berømte 
        ord om "den skyfrie himmel" "Hva er det på ferde? Det skulle være 
        interessant å vite. For tiden er da forholdet det at den politiske 
        himmel, verdenpolitisk sett, er skyfri i en 
        grad som ikke har vært tilfelle på mange år." 
        I Oslo gjorde 
        Anton Johansen flere forgjeves forsøk på å komme til Berlin og få snakke 
        med keiser Wilhelm. Keiseren måtte "for alt i verden" ikke gå med i 
        krigen. Men Lebesbymannen fikk ikke pass.
         
          
          
        Den 28. Juni 1914 
        skjedde mordet i Sarajevo,  
        den 23. Juli 
        overrakte grev Berchtold det
        østerriksk-ungarske ultimatum til Serbia,
         
        den 28. Juli
        erklæret Østerrike-Ungarn Serbia krig,
         
        31. Juli 
        mobiliserte Russland,  
        1 august erklærte 
        Tyskland Russland krig,  
        3 august erklærte 
        Tyskland Frankrike krig, 
        4 august 
        marsjerte tyskere inn i Belgia, samme dag erklærte Storbritannia 
        Tyskland krig, deretter gikk det slag i slag. 1 verdenskrig var i gang.
         
        På den skyfrie 
        himmel som den norske statsministeren hadde snakket om, var det 
        plutselig blitt tordenvær.  
          
          
        Synene går i oppfyllelse 
        Her er de synene 
        som Lebesbymannen så, og som allerede er 
        gått i oppfyllelse. "Det er umulig" sa man til 
        Lebesbymannen før jul 1913, "at Belgia kan 
        gjøre Tyskland noen skade. Det er latterlig at mektige Tyskland skal bli 
        krysset av belgiske tropper."  
        
        "Jeg har sett det 
        slik i mine syner", svarte Lebesbymannen.
         
        Den 28.juni 1914 
        skjedde mordet i Sarajevo, og I. verdenskrig var i gang. Anton Johansens 
        sine syner om verdenskrigen var dermed gått i 
        oppfyllelse. 
        Det er ingen tvil 
        om at Johansen så både 1 og 2 verdenskrig.  
        Det var ikke 
        alltid like lett å skille krigene fra hverandre, for bildene som han så 
        rullet av sted som på en film. Men forskjell var det likevel. 
         
           
        I den 1 
        verdenskrigen var det bare snakk om krig på jorden. Han så de veldige 
        fronter og skyttergraver fylt av mennesker og våpen. Han hørte kanonene 
        drønne og fulgte ildskjærene på himmelen.
         
          
         Men i 2 
        verdenskrig kom det noe helt nytt til. 
        Han kjente jo 
        ikke i 1907 til flyene, men nå så han plutselig bombeangrep på Europas 
        mørklagte byer med store "luftflåter." 
        Han så Tysklands 
        deling etter krigen.  
        Han så
        jødernes tilbakevending til Israel (staten 
        Israel ble opprettet i 1948).  
        Han så Indias 
        frigjørelse fra England. 
        Han så store 
        politiske omveltninger i Kina (Mao kom til makta i 1949, 
        kulturrevolusjonen startet i 1966, og som et resultat ut av dette døde 
        tusenvis av mennesker av sult, og millioner ble drept.)  
        Han så 
        jordskjelvet i San Francisco i 1906. (denne byen ble nesten jevnet med 
        jorden da.)  
        Han så også 
        jordskjelvet i Messina i 1908. (her omkom 84000 Mennesker.) 
         
        Han hadde også 
        hørt navnet Slesvig bli nevnt. Og det hørtes 
        ut som om Danmark ville få dette land tilbake. Men da han samtidig hørte 
        at Danmark hadde fred hele tiden, og at han heller ikke så 
        krigshandlinger ved Danmarks grense, forsto han ikke dette. 
         
        Han kunne jo 
        umulig vite i 1907, at noen av president Wilsons idealistiske 14 punkter 
        kom med i Versailles-traktaten i 1919. En av dem gikk ut på at små 
        grensefolk selv skulle få lov til å bestemme , 
        hvilket land de ville tilhøre. På den måten stemte 
        Nordslesvig seg hjem til Danmark, og den 15.juni 1920 fant 
        gjenforeningen sted.  
          
         Han hørte også at 
        det rett før 3.verdenskrig kom, så ville det bli mye snakk om fred. Det 
        ville bli gjort falske fredsmanøvrer. Enda har det ikke skjedd at 
        Russland og Frankrike har angrepet Norge og Sverige. Men
        Lebesbymannen så at det skulle skje.  
        På den tid var 
        Russland et sterkt redusert land, uten Ukrania, og de baltiske Provinser 
        (Estland, Latvia, og Litauen) og Polen. Russland er altså på det 
        tidspunkt ferdig som stormakt. Den tredje verdenskrig har medført indre 
        splittelse og borgerkrig og oppdeling i flere mindre stater. 
        Grunnen til at 
        Russland får hjelp av Frankrike til å angripe Skandinavia, er fordi at 
        størstedelen av Frankrike på det tidspunkt vil være kommunistisk. 
         
        Johansen mente at 
        denne nordiske krig måtte være en utløper av 3.verdenskrig. 
          I sine syner 
        hadde han også sett at det skulle "komme fryktelige sykdommer ved 
        krigens slutt." Sykdommer som " skal kreve store ofre." Det ville bli 
        verst i de krigførende land, men også i vårt land ville de herje stygt. 
        Disse Lebesbymannens advarsler ble lest med 
        interesse av hundertusener av mennesker. 
        Sikkert også av mange blant de ca. 36.000 i Norge og de ca. 50.000 i 
        Sverige som innen et år var gått var døde av spanskesyken.  
        Johansen sa at 
        Europa ville bli som et stort sykehus. En stund etterpå herjet 
        "spanskesyken" i alle land og drepte ca.15 millioner mennesker. Etter en 
        stund kunne man lese om "krigsprofeten" i alle landets aviser. 
         
          
          
        Krigen som ikke kom 
        I 1907 sa
        Lebesbymannen at Norge skulle komme i krig i 
        1953.  
        Så kan man 
        spørre, hvorfor kom ikke krigen? Svaret kan være at karmaen kom gradvis 
        på andre måter, individuelt heller en kollektivt og over lengre 
        tid. Intet av skjebnen er absolutt bestemt før det faktisk skjer! Karmaen 
        blir hele tiden justert hos eller fra FORSYNET, slik at man ikke behøver 
        å lide mer enn det som er nødvendig  for å utvikle seg i henhold til "læreplanen!" 
        OG / ELLER: 
        
        The
        Daily telegraph 
        sa i 1957 at Stalin stod klar til å føre Sovjetunionen ut i krig mot 
        vestmaktene da han døde i mars 1953. 
        En av avisens 
        journalister, David Floyd, sa at han hadde 
        fått dette fra en som hadde en ansvarsfull stilling i Sovjetregjeringen. 
        Det sies at hjerneslaget som Stalin fikk, var en følge av hans raseri 
        over undertegnelsen av Balkanpakten mellom 
        Hellas, Tyrkia og Jugoslavia. Alle i høye stillinger i Stalins nærmeste 
        krets var overbevist om at Stalin planla å gå til krig våren eller 
        sommeren 1953.  
        Det var akkurat 
        det Gud viste Lebesbymannen i 1907. 
         
        Vi vet ifra flere 
        kristne blader fra den tiden at det ble oppfordret til bønn for Norge. 
        Vi vet også at det ble bedt om at Gud enten måtte frelse eller fjerne 
        Stalin. Er det så at den åndelige verden/ Gud, stoppet krigen som skulle komme i 1953 på grunn 
        av de kristnes bønner og at karma'n da kunne formidles 
        (jf. prinsippet som  Martinus har analysert åndelig 
        som
        
        "syndenes forlatelse" - der skjebne i "kø" kan "neutraliseres  
        i takt med, at væsenet (inkl. hele lands fellesskjebne) ikke længere 
        nænner at udløse en tilsvarende mørk handling mod sin næste. Derved 
        befries væsenet fra overflødig mørk karma og ulykkelig skæbne." 
        rø-anm) 
          ** 
        Som den 
        pliktoppfyllende mann Anton var, fikk han flere tillitsverv i sin 
        kommune.  
        Han var i mange 
        år medlem av Lebesby herredsstyre og 
        kirketjener i over 30 år.  
        I 26
        sommere var han assistent ved den geografiske 
        oppmåling i Finnmark. Han ble brukt som bærer, da han samtidig var en 
        sterk og arbeidsvillig kar. 
        Kaptein Einar 
        Halle, som var sjef for oppmålingen i 1898, har gitt et utsagn om ham at 
        han "har stått for oppmålingsoffiserene som et fenomen."  
        Det som særpreget 
        Anton Johansen var hans kolossale arbeidsiver og tro på at arbeidet var 
        det eneste som holdt i livets kamp ved siden av "bønn og gudsfrykt." 
        Hans stol i 
        Lebesby kirke sto aldri tom så sant han var hjemme. 
        På den plass i 
        kirken hvor han pleide å be vises enda merker etter knefallet. 
         
        Anton Johansen 
        døde i 1928. I kringkastingen ble det holdt minnetale over ham. 
        Professoren som holdt minnetalen kalte han "en pekefinger opp mot Gud." 
          
          
        Kilde: Den 
        Profetiske Røst  
dette om Lebesbymannen er KOPIERT FRA http://home.online.no/~stei-jo/anton.htm OG 
http://trygve4.tripod.com/anton.html 
         
        Om den synske Alois
        Irlmajer
           Den bedst kendte seer i vore dage var 
      brøndgraveren Alois Irimajer fra Freilassing i den sydøstligste del af 
      Bayern. Han døde først i 1959, og gennem 30 år blev han studeret og 
      kontrolleret af den højt ansete dr. C. Adlmaier i den nærliggende by 
      Traunstein. Han var også den første, der skrev om ham i sin lille bog »Blick 
      in die Zukunft«,
        
        (link) mens Irlmaier endnu levede. For alle senere skribenter 
      har dette arbejde været af uvurderlig betydning. 
        
      Irlmaier blev født i 1894 i Freilassing ved 
      den østrigske grænse, ikke langt fra Salzburg. Allerede som helt ung 
      opdagede han, at han havde den evne at kunne spore underjordiske 
      vandårer. Når han kom til en kilde, begyndte det at krible og krable i 
      hans hænder, blodårerne blev tykke og trådte frem, og havde han en 
      »ønskekvist« i hånden d.v.s. en gaffelformet pile- eller hasselkvist, så 
      bøjede den sig så kraftigt ned mod det sted, hvorunder vandet fandtes, at 
      ingen kunne holde den. Denne specielle evne kom han til at leve af hele 
      sit liv. Han opsøgte vand, gravede og installerede brønde. Han giftede 
      sig og boede hele sit liv med sin familie i et lille primitivt hus, som 
      han selv havde bygget. 
        
      I 1928, da han var 34 år gammel, opholdt 
      han sig en tid hos en østrigsk bonde, på hvis grund han gravede en brønd. 
      I stuen havde bonden et smukt Madonnabillede hængende, som Irlmaier følte 
      sig tiltrukket af, og da han en dag stod og betragtede det, var det, som 
      blev jomfru Maria levende og trådte ud af billedet og så smilende på ham. 
      Helt forvirret gned han sine øjne, men da var synet forsvundet, og alt var
      som før. Men fra det øjeblik havde han fået 
      den usædvanlige synskhedens gave, som fulgte ham resten aflivet. 
      Forklare det kunne han ikke, men han så personer, både levende og døde, 
      og han så fremmede steder, og hvad der skete der. Således blev han gennem 
      denne særlige evne vidne til mange hændelser, som ingen anden kendte 
      noget til. For de tre seeres vedkommende, som jeg indtil nu har fortalt 
      om, gælder det, at de har forudset alle tre verdenskrige. Da vi, der lever 
      i dag, kan se tilbage og konstatere, at det, de udtalte om de to første 
      krige, var korrekt, kan vi med en vis sandsynlighed regne med, at 
      forudsigelserne om den tredje også vil gå i opfyldelse. Irlmaier derimod 
      har levet så tæt op mod vor tid, at han kun har kunnet forudse den tredje 
      verdenskrig. Derfor vil jeg ved eksempler fra hans daglige liv søge at 
      give et indtryk af hans enestående clairvoyante evner. 
        
      I årenes løb kom han til at opklare 
      adskillige alvorlige forbrydelser. I Zürich havde to banditter myrdet en 
      bankdirektør, og politiet stod uden spor. Irlmaier opholdt sig netop på 
      det tidspunkt i Schweiz, da han havde fået den opgave at søge efter en 
      vandåre til et turbinekraftværk. Den fandt han, og samtidig hørte han om 
      forbrydelsen. Med det samme sendte han politiet en nøjagtig beskrivelse af 
      gerningsmændene og deres opholdssted. Det var nu en let sag for politiet 
      at finde dem, de blev fængslet og aflagde fuld tilståelse. 
      Og i Stuttgart 
      var en kvinde blevet fundet myrdet. Da man vidste, at hendes ægteskab ikke 
      var særlig godt, mistænkte man hendes mand for at være morderen. Det ene 
      forhør efter det andet var ved at bringe den uskyldige ægtemand til 
      fortvivlelse. Til sidst foreslog han, at man rejste ned til den berømte 
      seer i Freilassing for at høre, hvad han havde at sige. Det gik politiet 
      med til, og to kriminalbetjente kørte med manden til Freilassing. Der tog 
      man først ind på politistationen for at få en stedkendt betjent med, og så 
      aflagde alle fire besøg hos Irlmaier.  
      Ægtemanden 
      blev beordret udenfor, hvorefter politiet viste Irlmaier et billede af 
      ægteparret og spurgte ham, om denne mand havde dræbt sin kone. »Nej, nej,« 
      sagde Irlmaier, »det er ikke ham, der har gjort det, det er en helt anden. 
      Men kom frem med det andet billede, I har med, lad mig se det.« Det viste 
      sig nu, at den ene betjent i sin mappe havde et fotografi fra 
      begravelsen. Irlmaier så nøje på det, og pludselig pegede han på en mand 
      i følget og sagde: »Der er han! Det er ham, der har myrdet hende. Han har 
      stjålet en ring og et fotografiapparat fra hende. Men det synes jeg nok, 
      at I selv kunne have fundet ud af, for I har jo en skrivelse om det 
      derhjemme, hvor det står. De ting har han foræret til en anden kvinde. 
      Gå I bare hjem til hende, der skal I nok finde den skyldige. « Da de to 
      betjente kom tilbage til Stuttgart, fortalte de, hvad Irlmaier havde sagt. 
      Og ved nærmere gennemgang af deres papirer fandt de et anonymt brev, hvori 
      brevskriveren rettede mistanke mod en bestemt kvinde, fordi hun pludselig 
      var kommet i besiddelse af en meget kostbar ring. Det viste sig hurtigt, 
      at denne ring havde tilhørt den myrdede. Morderen havde beæret sin 
      elskerinde med den. Han blev omgående fængslet og tilstod alt. At han 
      havde haft den frækhed at møde op ved sit offers begravelse, var jo 
      sikkert for derved at aflede mistanken fra ham selv, og så skulle det 
      netop blive denne handling, der kom til at fælde ham. Sådan kan det gå. 
      Efter 2. verdenskrig, hvor man praktisk 
      talt manglede alt i Tyskland, havde en bonde fra Chiemgau med stort besvær 
      skaffet sig nogle rør, som han skulle bruge, men en dag var de pludselig 
      væk. Kort efter mødte han Irlmaier på gaden. »Kan du tænke dig,« sagde 
      bonden, »sådan en bandit har været hos mig og stjålet mine gode rør. Kan 
      du ikke sige mig, hvor jeg kan finde dem?« Irlmaier samlede sig et 
      øjeblik, så sagde han: »Det kan jeg godt. Du behøver blot at gå hen til 
      ham der, du ved. Inde i hans skur står der en vogn helt fyldt med kløvet 
      brænde. Når du har fået alt brændet læsset af, vil du på bunden af vognen 
      finde dine rør. « Manden betænkte sig ikke længe, gik lige hen på 
      politistationen og fik en betjent med. Trods store protester fra ejerens 
      side blev hans brænde fjernet fra vognen, og der lå rørene nok så 
      nydeligt. 
      
      At lange afstande ikke spillede nogen rolle 
      i Irlmaiers syner, er der masser af eksempler på. Efter krigen, da 
      amerikanske soldater endnu var i landet, kom de i hundredvis til Irlmaier 
      for at få at vide, hvordan det stod til derhjemme, men en tolk måtte de 
      have med. Efter således en dag at have beskrevet et hus i Amerika i alle 
      detaljer, måtte Irlmaier, hvor ondt det end gjorde ham, fortælle 
      soldaten, at hans kone lå for døden. Og endnu mere så han: »Der sidder en 
      mand i dit hus, som vil frarøve dig alt, hvad du ejer og har. Han 
      spekulerer dag og nat på, hvordan han kan komme i besiddelse af dit hus. 
      Rejs hjem, så hurtigt du kan, før det er for sent. « Kort tid efter fik 
      amerikaneren besked om, at hans kone var død, og at hans kones broder var 
      godt i gang med at få ham erklæret for utilregnelig i håb om at kunne arve 
      søsteren. Amerikaneren rejste omgående hjem, fik tingene sat på plads, 
      hvorpå han skrev til Irlmaier og takkede ham for hans enestående hjælp. 
      
      Og endnu et interessant eksempel: 
      Priorinden i et kloster i Argentina var på besøg hos nogle af sine 
      ordenssøstre i et kloster i Bayern. Hun var dybt bekymret, for trods 
      utallige forsøg havde det ikke været muligt at finde vand i klosterets 
      nærhed. Man besluttede at skrive til Irlmaier og spørge, om han ville 
      komme. Altid hjælpsom, som han var, tog han afsted og fik af priorinden forelagt en plan 
      over hele det argentinske klosterområde. Han så længe på det og lod sin 
      hånd glide hen over kortet. Derpå pegede han på et bestemt punkt ved en 
      skrænt i nærheden af klosteret og sagde, at der skulle de grave. Senere 
      modtog Irlmaier et dybt taknemmeligt brev fra priorinden, hvori hun 
      fortalte ham, at præcis på det sted, han havde angivet, var de kommet ned 
      til en meget kraftig vandåre, der gav så rigeligt vand, at de også kunne 
      forsyne andre. 
      
      Men det var ikke kun de levende, han så, 
      han kunne også se de døde. Han kunne dog let se forskel, da de døde viste 
      sig sløret for ham, mens synet af de levende var lige så klart, som om han 
      så dem med sit normale syn. Man forstår derfor den tilstrømning, der var 
      til Irlmaiers hus under hele krigen. Forældre og hustruer stod i kø med 
      billeder af deres sønner og mænd for at høre om deres skæbne ved fronten. 
      Bedre at få vished end at leve i den evige angst. 
      
      Således kom en storbonde en dag til 
      Freilassing i håb om at få nogle oplysninger om sønnen, der var meldt 
      savnet, men Irlmaier var ikke hjemme. Bonden ventede længe, men gik til 
      sidst over på kroen for at få noget at spise. Der traf han en flygtning, 
      der også ventede på Irlmaier. Han erklærede, at han ikke forlod byen, før 
      han havde talt med ham. Til sidst kunne bonden ikke vente længere, så han 
      gav flygtningen et billede af sin søn og bad ham, om han ville prøve at få 
      nogle oplysninger om hans søn. Endelig kom Irlmaier hjem, og flygtningen 
      kom ind hos ham. Han trak først billedet af sin egen søn frem. Irlmaier så 
      på det og sagde: »Han der, han sidder i en fangelejr ved Moskva, han skal 
      nok komme hjem. « Så kom billedet af bondens søn frem. »Han er jo søn af 
      en storbonde,« sagde Irlmaier, »og han har givet dig 5 Mark for at spørge 
      mig ud om ham. Nu kan du hilse ham og sige, at hans dreng lever, men han 
      er så 
      langt væk, at du slet ikke kan forestille 
      dig det. Men en skønne dag vil han komme hjem. « Begge dele kom til at 
      passe.  
      
      Det siger sig selv, at rygtet om en mand 
      med sådanne evner måtte brede sig vidt omkring, og den stakkels mand 
      havde efterhånden aldrig fred. I lange rækker stod folk uden for hans dør, 
      rige og fattige mellem hinanden. Når han lukkede dem ind, var det kun, 
      fordi han følte dyb medlidenhed med de arme mennesker, selv fik han ikke 
      noget ud af det. Han tog aldrig nogen sinde imod penge af nogen. Han fik 
      flere strålende tilbud om at følge med til Amerika, efterhånden som 
      besættelsestropperne forlod landet. Men han sagde nej tak, han ville blive 
      i sit eget hus og fortsætte med at være brøndgraver, så længe kræfterne 
      slog til. 
      
      Men efterhånden blev det for meget for ham. 
      Pressen slog ham op som en stor sensation, og folk rendte ham på dørene 
      med alle mulige fjantede spørgsmål. Til sidst lukkede han sig helt inde, 
      satte en plakat på huset, hvorpå der stod: »Er kun at træffe angående 
      brønde.«  
      
      Han døde i 1959 af kræft, 65 år 
      gammel. Lige før han døde, sagde han: »Jeg er glad for, at Vorherre lader 
      mig dø, så jeg ikke skal opleve alt det, jeg har forudset.« Og det, han så 
      - så klart som ingen anden, var den tredje verdenskrig.  
        
       
      Den 3. verdenskrig 
      
      Denne krig, som vi efter al sandsynlighed 
      kommer til at opleve inden årtusindskiftet,(skrev Inge Stoltenberg 
      i sin bok fra ca.84?"vor verdens fremtid" - og mange vismenn- bl 
      a Martinus - mente på 70tallet at den ikke "var langt borte" - og antydet 
      rundt om ved årtusen skiftet, men har nok
      blitt bremset så 
      langt) 
      hvis man da skal tro de mange 
      profetier ned igennem århundrederne, vil være så speciel og så 
      skelsættende i menneskehedens historie, at man ikke kan undre sig over, at 
      mange clairvoyante har set den i deres syner. Store ting kaster som 
      bekendt lange skygger. Og det er ikke kun, fordi atomvåbnene da vil blive 
      taget i brug, men fordi en kosmisk naturkatastrofe, som vil ryste 
      menneskeheden i sin grundvold, vil indtræffe under denne krig. Vor tids 
      kendteste russiske forfatter, nobelpristageren Alexander Solschenizyn 
      udtalte for nogle år siden: »Vi står alle foran et stort historisk 
      sammenbrud. Det vil være som en flodbølge, der ændrer civilisationen og 
      tidsalderen totalt. Det moderne samfund er hypnotiseret, det lever i 
      selvbedrag og illusion og har således mistet sansen for farer. Bundet, 
      som det er, til materialismen, er det kun optaget af velstand og 
      underholdning. Derfor er det ude af stand til at opfatte, hvad det er, der 
      hurtigere og hurtigere kommer imod os.«
       
      
      At russernes planer om Vestens erobring 
      ikke er af ny dato, viser en udtalelse af en tidligere leder af Komiteen 
      (kommunismens internationale organisation) Dimitrij Manuiskij. Han 
      skriver allerede i 1931: »I dag er vi endnu ikke stærke nok til at 
      angribe. Vort øjeblik vil komme om 30-40 år. For at sejre behøver vi et 
      overraskelseselement. Bourgeoisiet må dysses i søvn. En dag vil vi starte 
      den mest teatralske fredsbevægelse, der nogen sinde har eksisteret. 
      
      De kapitalistiske lande, som er 
      stupide og dekadente, vil med fornøjelse arbejde med på deres egen 
      tilintetgørelse. De vil hoppe på limpinden, der hedder lejlighed til nyt 
      venskab. Og så snart deres beskyttelsesbælte løsnes, vil vi knuse dem 
      med vores knyttede næve.  
      
      Irlmaier fortæller, at det år, krigen 
      bryder ud, kommer foråret meget tidligt. Allerede i marts vil det være så 
      varmt, at bønderne vil kunne så, og det bliver en god høst. Alting tegner 
      lyst og godt, og der tales kun om fred. Men så sker der pludselig noget. I 
      et land sydøst for Bayern (han siger ikke hvilket) finder der et politisk 
      mord sted på en højtstående person. To lejemordere, som er betalt for det 
      af et andet folk, begår mordet, og han ser en blodig dolk ligge ved siden 
      af den myrdede. Lige efter denne begivenhed bryder det løs, som et lyn fra 
      en klar himmel kommer det.    
      
      Uden noget forvarsel ruller en nat russiske 
      panserarméer ad tre forskellige veje ind gennem Vesttyskland mod Rhinen. 
      Den ene hær benytter vejen fra Prag ind over Furth-ChamStraubing, således 
      som Matthias Lang havde set »de røde« komme, men ved Donau bøjer de af og 
      kører videre mod nordvest. Russerne kommer ikke syd for Donau, og der vil 
      ikke ske noget med München. Den anden armé ruller ind over Sachsen og 
      fortsætter direkte mod vest. Den tredje kommer fra nordøst og kører over 
      Berlin mod sydvest. (To af vore berømteste seere, Nostradamus og Jeane 
      Dixon ser begge, at Berlin-muren er faldet inden.) Dag og nat farer de af 
      sted, Ruhrområdet er deres første mål, men snart fortsætter de ind i 
      Frankrig. Det kommer i den grad bag på den tyske befolkning, at de i vild 
      panik flygter mod vest i deres biler. »Var de dog blot blevet hjemme,« 
      siger Irlmaier, »alt, hvad der kommer i vejen på autobanerne, bliver 
      mejet ned.«  
      
      Derpå ser han en flyvemaskine kaste noget i 
      havet, som 
      rejser sig hushøjt. Det syder og skummer, 
      som om det kogte i det. Efter en tid falder det tilbage igen, men en del 
      af »de stolte øer« (England) forsvinder i havet. Alle de lande, der ligger 
      ved Nordsøen, bliver oversvømmet. Han nævner Holland, Belgien, Danmark og 
      den tyske Nordsøkyst. Men hans syn rækker ikke så langt som Anton 
      Johanssons, som på samme tid ser de frygteligste bombardementer af 
      Amerikas byer. Irlmaier ser kun, hvad der sker i Europa. 
      
      Mens panserdivisionerne ruller ind 
gennem 
      Tyskland, kommer den vestlige modoffensiv. Han ser maskiner flyve 
op »fra 
      sandet« (Afrika?) som hvide fugle. »I en lige linie fra Prag til 
byen ved 
      en bugt ved det store vand (Stettin) kaster de noget gult støv, 
som jeg 
      ikke ved, hvad er. Det er en klar nat, når de begynder at kaste. 
Husene 
      står der stadigvæk, men menneskene dør. Panservognene ruller 
videre, 
      indtil de går i stå af sig selv, fordi førerne er døde. Intet 
lever der, 
      hvor det falder, intet menneske, intet kvæg, ikke et træ og heller
 ikke 
      græsset, det visner og bliver sort. Ingen kan komme over det 
bælte, og de, 
      der er kommet over, kan ikke komme tilbage. I et helt år kan det 
ikke betrædes. «Dermed er de russiske panserdivisioner totalt afskåret 
fra at 
      få forsyninger og forstærkning hjemmefra. 
      
      Om kampene i Frankrig findes ingen klare 
      beskrivelser, men af enkelte udtalelser fremgår det, at det 
franske folk 
      deler sig i en sydlig kommunistisk og en nordlig anti-kommunistisk
 del, 
      og denne ordning vedvarer indtil krigens slutning. Men en hær er 
på vej. 
      Den består af østrigere og sydtyskere og er i begyndelsen ikke ret
 stor, 
      men til gengæld har de en fremragende anfører. Det er en ung mand 
af den habsburgske slægt, som vil komme til at spille en stor rolle i 
det 
      fremtidige Europa. Efterhånden som de kommer frem, slutter flere 
og flere 
      sig til dem, og ved deres hjælp lykkes det at trænge russerne ud 
af 
      Frankrig over Rhinen
      ind i Tyskland. Der finder voldsomme kampe 
      sted ved Køln, som bliver hårdt ramt, men det sidste, umenneskeligt 
      blodige slag kommer til at stå ved »Birkenbaum«, et navn, som alle seere 
      nævner, men som ingen i dag ved, hvad er. Blot ved man, at det er mellem 
      Munster og Essen.
      Når det bliver så forfærdeligt, skyldes det 
      bl.a. de uafladelige bombardementer fra luften. En kendt seer, 
Franz Kugelbeer, skriver: » Flyvemaskinerne sværmer som svaler og lader 
bomberne 
      falde som regndråber. « Denne seer var en bonde fra Bregenz ved 
Bodensøen.  
      
      I 1922 havde han en række visioner angående 
      hele denne tidsperiode, først i drømme, men senere også i vågen tilstand, 
      hvor han så det altsammen som i en farvefilm. 
      
      Nu ville det være næsten 
utænkeligt, hvis 
      ikke nogle af de russiske soldater ville søge at flygte nordpå i 
den 
      fortvivlede situation, de er i, og det ser Jomfru Fanny da også 
ske. 
      Efter sit sidste store syn, før hun dør, taler hun om denne krig, 
der vil 
      begynde fra et hjørne af Europa. »Det bliver en grusom krig,« 
siger hun, 
      »jeg har set så meget ild både fra jorden og fra luften og vandet.
 Det 
      bliver skrækkeligt på havet. Det bliver en hård tid for os.« Der 
var en, 
      der naivt spurgte, om vi så ikke kunne flygte. »Flygte!« svarede 
hun, 
      »hvor skulle I flygte hen! Hele verden står i flammer. Der er da 
ingen 
      steder, der er så godt som her, men derfor bliver det hårdt 
alligevel. I 
      København vil det blive knapt med fødevarer, og Flensborg får det 
      frygteligt, for vilde horder uden nogen kommando kommer pludselig 
væltende 
      sydfra op gennem Sønderjylland. De har mørke, vilde ansigter med 
korte 
      næser, og vi forstår ikke deres sprog. De stormer gennem Åbenrå, 
ind i 
      husene, og da gør folk bedst i at sætte frem, hvad de har af mad, 
for 
      ellers gør de ondt. De bliver i Åbenrå i tre dage og stormer så 
videre 
      nordpå, men her bliver de standset af en dansk hær. - Jamen, de 
soldater ser da mærkelige ud! de ligner jo 
      bønder i noget gråt eller brunt med hornknapper. Og så har de 
noget på 
      hovedet, der ligner en omvendt gryde! - Der kommer til at stå et 
slag 
      mellem Åbenrå og Haderslev, det er et sted ved noget, der ligner 
halvt et 
      kirketårn og halvt en mølle. (Der kan kun være tale om det 
mærkværdige Bismarck-tårn, som tyskerne senere rejste på Knivsbjerg). 
Den danske hær 
      er svag, men Gud giver den sejr. Efter hårde og blodige slag i 
Tyskland 
      slutter det hele i efteråret, og ved juletid kommer de danske 
soldater 
      hjem. 
      
      Da bliver Danmark stort. Vi får hele 
      Sønderjylland igen, og også en del af Holsten kommer til at ligge nord for 
      grænsen. Danskerne kan få meget mere land, end de bryder sig om. « Og 
      forklaringen er jo nok den enkle, at man simpelt hen mangler folk til at 
      opdyrke jorden. 
      
      I Rusland bliver der revolution efter de 
      store nederlag. Irlmaier beretter: »Jeg ser en frygtelig borgerkrig bryde 
      ud. Ligene er så mange, at man lader dem ligge i gaderne, og de store 
      blandt partilederne begår selvmord. Men russerne får troen igen. Til påske 
      synger og beder de alle i kirkerne og brænder lys foran ikonerne. Også de 
      unge er med og tror nu på Gud.«  
      
      Engang under 2. verdenskrig udtalte Pater 
      Pio: »Det vil aldrig lykkes Sovjets negative materialisme at 
      tilfredsstille den hang til mystik, som er en del af den russiske sjæl. 
      Rusland vil engang vende tilbage til religionen og til Gud.«  
      
      I Italien er det et uhyggeligt billede, der 
      tegner sig af forholdene. Irlmaier ser en masse »røde« på vej mod syd, 
      men der er også gule ansigter imellem. Her synes det eneste mål at være 
      udryddelse af kirke og præster, kamphandlinger hører man intet om. Landets 
      egne kommunister tager omgående magten, da russerne kommer, så ingen går 
      til modstand. Og nu tager en terrorisme fat uden lige. Nostradamus 
      skriver i vers 2.97: »Nær Tiberen raser døden. Kort tid inden har der 
      fundet en stor oversvømmelse sted (muligvis billede på en fjendtlig 
      invasion). Paven kastes i et underjordisk fængsel. Brand i slot og 
      palads« (sandsynligvis Quirinalet (nu præsidentbolig) og Vatikanet). Og 
      Irlmaier: »Præsterne dræbes på den grusomste måde, og der er kun få 
      tilbage af dem, der ikke kan flygte. Bag paven ser jeg en stor kniv, men 
      det lykkes ham at undslippe til eller over havet, helt nøjagtigt kan jeg 
      ikke se det.«   
      
      Også Franz Kugelbeer ser myrderier i Rom. 
      Masser af gejstlige og borgere bliver dræbt. Paven flygter sammen med to 
      »kirkefyrster« (kardinaler) i en gammel kalechevogn (den slags, der altid 
      holder på Peterspladsen) til Genua og derfra videre til Schweiz. 
      Tidspunktet for pavens flugt angiver Nostradamus til at være omkring »den 
      hellige fest«, dvs. ved juletid.  
        
      Mørket 
      
      Alle, der har haft disse visioner, er enige 
      om, at det er nu, umiddelbart efter pavens flugt, at den altoverskyggende 
      begivenhed i menneskehedens historie indtræffer: en kosmisk katastrofe, 
      som i løbet af tre døgn med totalt mørke vil ændre alt. Deres syner er 
      omtrent de samme, men beskrivelsen af det sete og konklusionen af det 
      afspejler tydeligt forskellen i deres temperament og hele mentalitet.  
      
      Franz Kugelbeer, som jo ser det hele som i 
      en film, har en god hukommelse og får alle detaljer med, som han skildrer 
      på en yderst drastisk måde: »Det hele begynder med et voldsomt tordenbrag 
      og jordskælv, og derpå er alt mørke. Man kan hverken spise eller sove, 
      kun bede. Det eneste, der kan brænde, er indviede kærter. Jordrystelserne 
      fortsætter, jeg hører havenes brusen, og lyn farer ned fra himlen. Udenfor 
      er luften fuld af svovldampe, og kommer huden i forbindelse med dem, får 
      man sorte pletter. Blot man ser ud ad vinduerne, dør man! Når mørket er 
      forbi, ser jeg et kors på himlen, da er der gået tre døgn. «  
      
      Irlmaier er en praktisk mand, der er vant 
      til at hjælpe og trøste folk, og også i denne situation ønsker han først 
      og fremmest at give gode og praktiske råd. Han siger: »Midt under krigen 
      vil et fuldstændigt mørke indtræffe. Et jordskælv samtidig med lyn, 
      torden og hagl vil ryste jorden. Alt elektrisk går i stå, lyset går ud, og 
      kun kærter kan brænde. Gå ikke ud af husene, luk vinduer og døre godt i og 
      hæng mørkt papir for. Den, der indånder svovldampene udenfor, får krampe 
      og dør. Alt åbent vand og al mad, som ikke er i 
      lukkede blikdåser, vil blive forgiftet, 
      selv i lukkede glas vil det ikke kunne holde sig. Vand fra vandhanerne kan 
      muligvis drikkes. Udenfor hærger »støvdøden«, masser af mennesker dør. 
      Men efter 72 timer er det hele forbi. « Og endnu en gang indprenter han: 
      »Køb tilstrækkeligt med konservesdåser og gå ikke ud, når det sker! Lad 
      være med at se ud ad vinduerne, tænd indviede lys og bed! « Og han 
      fortsætter: »Når de tre døgn er overstået, ser jeg på himlen den 
      korsfæstede med sårmærkerne, og alle vil se det. Jeg har haft det syn tre 
      gange, og jeg ved, at det kommer.«  
      
      Den engelske, stigmatiserede lærerinde 
      Theresa Higginson, hvis visioner var almindelig kendt i England omkring 
      århundredskiftet, fortalte i 1880 i et brev til sin præst følgende: »Jeg 
      følte mig hensat til et højt sted, hvorfra jeg kunne se hele jordkloden. 
      Først så jeg ildkugler falde, som trængte dybt ind i jorden og sprængte 
      klipperne. Derefter kom der en sort sky og omsluttede hele jorden. Det 
      var et virkeligt, tæt, materielt mørke. Derpå kom der en mængde lyn og 
      voldsomme tordenbrag, og jeg hørte vandenes brusen og menneskenes klage. 
      Jeg kastede mig på knæ og bønfaldt himlen om barmhjertighed. Da hørte jeg 
      en stemme, og det var Vor Herre Jesu Kristi stemme, som sagde: »Du skal 
      forkynde, at de, der hører mig til, vil blive beskyttet«.  
      
      «Italien er nok det land, der fra himlens 
      side har modtaget flest advarsler og opfordringer til omvendelse, og også 
      hos italienske seere møder man de tre døgns mørke. 
      Det er klart, at man bliver bange, når man 
      hører om disse ting, men når så mange mennesker får besked om det, kan 
      forklaringen jo kun være den, at det skal vides på forhånd. Og den dag, 
      det virkelig sker (først under 3. verdenskrig!), vil alle mennesker sidde 
      med en stor angst i sig, for man vil føle, at i disse timer går der dom 
      over denne jord.
      
      Men har man så blot den vished, at dette 
      varer ikke evigt, men lyset vil vende tilbage igen, så må de tre døgn 
      kunne gennemleves på en positiv måde, uden at der går helt panik i en. Og 
      den morgen, da lyset kommer tilbage, og solen atter sender sine varme, 
      livgivende stråler ned over jorden, da må det føles, som er man kommet ud 
      af en skærsild. Og disse timer er næppe gået sporløst hen over noget 
      menneske. 
      
      I Amerika er Mrs. Jeane Dixon i Washington 
      en højtet
      personlighed, der er kendt for sine tit 
overraskende, 
      men præcise forudsigelser. Bl.a. så hun, at Gandhi blev myrdet, og
 til sin 
      forfærdelse så hun også mordet på præsident John F. Kennedy i 
november 
      1963 uden at kunne forhindre ham i at tage til Dallas. Og da hun i
 et diplomat-selskab i 1946 udtalte, at Kina ville blive kommunistisk, 
anså 
      alle i selskabet det for utænkeligt, men tre år efter var det en 
      kendsgerning. 
      
      Hun har set et fremmed himmellegeme komme 
      tæt ind mod jorden, hvilket bevirker jordskælv og oversvømmelser. Men hun 
      ser det hele i et videre perspektiv end de andre seere. Hun siger: »Denne 
      enorme naturkatastrofe vil være af et sådant omfang, at den ikke blot vil 
      standse russernes planer om verdensherredømmet, men den vil også ændre 
      menneskenes livsbetingelser. Den vil ryste menneskeheden dybt og bevirke 
      en åndelig fornyelse. «  
      
      Mange vil nok tænke nu: Hvis dette 
      overhovedet passer, er der da nogen forklaring på det? Og dertil må man jo 
      nok sige, at hvad der i disse døgn sker på det åndelige plan, hvor såvel 
      lysets engle som mørkets magter vil være involveret, er det ikke givet 
      noget menneske at se. På det fysiske plan er den mest nærliggende 
      forklaring vel den, at en komet passerer så tæt på, at den får jorden til 
      at ryste. Dens støvmasser vil da dække for solen og henlægge alt i mørke.  
      
      Både strømafbrydelse og giftige svovl- og 
      gasarter vil være en naturlig følge. Det vil også forklare, at det hele 
      finder sted inden for et bestemt afgrænset tidsrum, nemlig indtil dette 
      himmellegeme med dets støvmasser har fortsat sin vej ud i himmelrummet.  
      
      Amerikas store profet Edgar Cayce (død 
      1945) forudser tillige en drejning af jordaksen, som vil bevirke visse 
      geologiske og klimatiske ændringer.  
      
      I sin bog »PSI und der dritte Weltkrieg« 
      omtaler Dr. A. Schénhammer en urgammel tibetansk profeti, der stammer fra 
      et lamakloster i Himalaya. Der omtales en stjerne, Smaragdstjernen, der 
      vil stå som et symbol på den nye tid. I profetien berettes der, at midt i 
      en verdensbrand bliver der i den åndelige verden forberedt en stor 
      forandring på jorden. Gennem en kosmisk udrensning vil alt, hvad der er 
      ondt, blive fjernet fra jordens overflade, og de mennesker, der bliver 
      tilbage, vil nu være i stand til at opbygge den nye jord som et fredens 
      rige. Menneskehedens nedtur vil da være endt, og genopstigningen til de 
      højder, hvorfra mennesket engang kom, vil kunne begynde.  
      
      Her åbnes der unægteligt for store 
      perspektiver. Det samme gør en stor vision, som en amerikansk dame har 
      haft. Hun har i de sidste 20 år af og til haft visioner og har modtaget så 
      vigtige budskaber, at de er blevet oversat til hovedsprogene. Hendes navn 
      er Veronica Lueken, hun er gift med en søofficer og er bosat i New York. 
      Den art visioner, hun har, ligner påfaldende dem, Anton Johansson havde 
      før 1. verdenskrig. Også her er Jesus ved hendes side, forklarer hende 
      billederne og pålægger hende de for hende næsten overmenneskelige opgaver, 
      der knytter sig til det sete. 
      
      I marts 1983 havde hun to store visioner. I 
      den første så hun i alle detaljer et nyt attentat mod pave Johannes 
      Paul....(utdr.fra bok fra -84)   mer på norsk
      lenger ned her 
      ↓ 
        
          
            
            
              
              
              Alois Irlmaier (1894-1959) 
               
              
              
              Italian revolution and clergy persecution, flight of the Pope 
              
               
  
              
                 In 
                the "boot country" (Italy) a revolution breaks out in which they 
                kill all the clergy, I see priests with white hair lying dead on 
                the ground. Behind the Pope is a bloody knife, but I think he 
                escapes them dressed in the robe of a pilgrim. 
              
               
               
              Assassination of a high-ranking official, possibly in the 
              Balkans 
              
               
               Two men will assassinate a third high-ranking official, they were 
              paid by other people to do so. One of the murderers is a small 
              black man, the other a little larger, with lighter hair color. I 
              think it will be in the Balkans, but can not say exactly. 
               
               After the assassination of the third everything will begin 
              overnight. The killers get away from them, but then it turns to 
              dust. I see quite clearly three numbers, two eights and one nine. 
              What that means, I do not know at this time.  I can not say. 
               
              Middle East war despite loud protestations of peace 
              
               
                  Everyone calls for peace, shalom! Then it's going to happen. - 
              A new Middle East war suddenly flares up, big naval forces gather 
              in the Mediterranean the situation becomes hostile and tense. 
               
              The assasination in the Balkans will trigger the war.  
              
               
                  But the real spark is thrown in the Balkan powder keg: I see a 
              fall "Great one", a bloody dagger lies beside him. 
               
              The war is preceded by a fruitful year with lots of fruits and 
              grain harvest.  
               
              Surprisingly beginning of the war comes from the east 
               
                  Starts by the sunrise (Russians.). It therefore happens 
              quickly. (in Germany) The farmers sit in the pub playing cards, as 
              the foreign soldiers look through the windows and doors at them. 
              All black is an army column coming in from the east, but it all 
              goes very quickly. 
  
              
               
              Description of Army columns from the East 
              
               
                   A threesome I see, but I do not know if it's three days' or 
              three weeks. 
                  
              From the golden city (Prague, GG.) they come into Germany. The 
              first worm goes from blue water (Danube river) northwest up to the 
              Swiss border '. 
               
                  At Regensburg there is no bridge over the Danube, south of the 
              blue water, they do not come. ... 
               
                  Then ... it goes very fast. Massed troops march in Belgrade 
              and forth from the east, and move to Italy. 
               
                  A moment later three armored military groups go north of the 
              Danube at lightning speed over West Germany towards the Rhine - 
              without warning. 
                  
              This will occur so unexpectedly that the population flees in panic 
              toward the west. Many cars clog the roads - if they had but stayed 
              at home or used other roads! What is an obstacle on highways and 
              freeways for the rapidly advancing tanks tips and crushes them (the 
              cars).  
                  I 
              see no bridge across the Danube above Regensburg. 
                  
              From the large city of Frankfurt hardly nothing remains left. 
                  
              The Rhine Valley will be devastated, mainly from the air. ... 
               
                  I see ... Three military invasion spearheads approach: the 
              lower army comes over the forest so, but then runs northwest up 
              the Danube. The line is near Prague to the Bavarian forest and 
              northwest. The blue water (Danube) is the southern boundary. 
               
                  The second one edge going from east to west Saxony, third from 
              northeast to southwest. 
               
                  Now I see the earth like a ball before me, on the lines of the 
              aircraft emerge that now fly up like swarms of white pigeons from 
              the sand. 
                  
              The Russian military comes in his three wedges, nothing to stop 
              them. Day and night they come until reaching the Ruhr, where the 
              industrial factories are. ... 
                  
              The second shock comes over Saxony westward against the Ruhr area, 
              as is the third army group, from the north-east is west of Berlin. 
              Day and night the Russians come, inexorably. Their goal is the 
              industrial Ruhr area of Germany. ... 
               
              Bombing into the sea creates floods and earthquakes, sinking 
              parts of England 
              
               
                  But as I see one therefore fly from the east, which throws a 
              large bomb in the water well then something very strange happens. 
              The water lifts itself as high as a tower and falls down hard 
              again, then everything is flooded. There is an earthquake and half 
              the large island will sink. 
               
                  A single aircraft ... that comes from the east, throws an 
              object into the big water. Since the water lifts itself as high as 
              a tower high and falls down again. Everything is flooded. There is 
              an earthquake. The southern part of England slips into the water. 
               
                  Three large cities will perish one will perish in the water, 
              the second stands as deep as a church steeple in the sea, and the 
              third city falls altogether. ... 
                  A 
              part of England disappears, when the thing falls into the sea, 
              which the pilot drops. Then the water lifts itself as high as a 
              tower and falls down. What that (bomb?) is, I do not know. ... 
               
                  The countries on the sea are endangered because of the water, 
              the sea is very rough, the waves go as high as a house; the sea 
              foams as if it is boiling underground. Islands disappear, and the 
              climate is changing. A part of the proud island sinks, if the 
              thing falls into the sea, which the pilot drops. Then the water 
              lifts itself as high as a tower and falls down. What that is, I do 
              not know. When it comes, I do not know. 
               
              Duration of the war 
              
               
                  The whole war doesn't last long, I see three points - three 
              days, three weeks, three months, I don't know exactly, but it (the 
              war) won't last long! 
               
              3-day darkness during the war 
              
               
                  During the war ... is the great darkness that lasts 72 hours. 
              (Asteroid impact?) 
                  
              ... In this event, I see a large cross in the heavens, and an 
              earthquake will be thunder and lightning that frightens all the 
              world and they cry out: "There is a God!" 
                  It 
              will be dark in a day during the war. Then breaks forth a hail of 
              thunder and lightning, and an earthquake shakes the earth. 
               
              Behavior during the dark days: 
              
               
              The lights do not burn, except candle light, there is no 
              electricity.  
                   Whoever 
              breathes the dust, gets a cramp and dies. Outside the dust kills 
              many people. 
               
              Then do not go out of the house! 
               
              Do not look out the windows, during the 72 hours do not open any 
              window cover them with black paper. 
               
              Keep the blessed candles burning.  
               
              All open water is toxic and all foods that are not in sealed cans. 
              Also eat no food in jars. 
               
              Do not go out, do not look out the window,: I say it again.  
               
              And pray. 
               
                  After 72 hours it will be over. 
               
              Outside there will be countless dead people and animals, from lack 
              of water and by the toxic cloud 
               
                  Overnight, more people die than in the two world wars .... 
              After the disaster, more people will die than in the two world 
              wars together. 
               
                  The rivers will have so little water in them that you can 
              easily walk through them. 
               
                  The cattle will fall, the grass is withered and yellow, the 
              dead people are all yellow and black. The wind drives the clouds 
              of death off to the east. 
               
              Peace then, resettlement in empty areas 
               
              Then there will be peace and a good time. 
               
                   After the disaster a long, happy time will come. Those who 
              shall experience this peaceful time can be thankful and very happy 
               for it shall be very good.  . 
               
                  The landless people prefer now to where the wilderness has 
              emerged. Anyone can settle where he likes, and have land as much 
              as he can cultivate. 
               
              Warmer climate in Germany 
              
               
                  By climate changes wine is cultivated with us again. There are 
              tropical fruits grown here in Germany with us. It is much warmer 
              than now. 
               
               
              In an interview given in the 1950s Alois Irlmaier related the 
              following: 
               
               
  
              
                The 
                city with the iron tower (Paris?) becomes the victim of its own 
                people. They ignite everything. Revolution is, and everything is 
                going wildly. 
              
                The 
                large city with the iron tower is on fire. But this has been 
                done by its own people, not by those who came from the east. 
                And in Italy it is going wildly too. They kill many people there 
                and the Pope flees, but many clergymen will be killed, many 
                churches collapse. 
              
                In 
                Russia a revolution breaks out and a civil war. The corpses are 
                so much that you cannot remove them off the roads anymore. The 
                large ones among the party leaders commit suicide and in the 
                blood the great guilty is washed off. I see a red mass mixed 
                with yellow faces, it is a general riot and horrible killing. 
              
                The 
                cross comes to honours anew. The Russian people believe in God 
                anew. They sing the Easter song and burn candles in front of 
                sacred pictures. By the prayers of Christianity the monster from 
                hell dies; also the young people believe anew in the 
                intercession of the God's mother. 
              
                If 
                everything is over, a part of the inhabitants have died, and the 
                people are frightened of God anew. 
              
                 
  
              
                The 
                abortion laws, which bring death to the children, become 
                invalid. Then peace will be. A good time. The Pope, who had 
                not to flee across the water for a long time, returns. When the 
                flowers bloom in the meadows, he will return and mourn for his 
                murdered brothers. After these events a long, lucky time comes. 
                But the people have to begin anew there, where their 
                grandfathers began. End!
                
                this from http://triregnum.blogspot.co.at/2013/04/the-prophecies-of-alois-irlmaier.html  
                
             
             | 
           
          
            
            
              
             
             | 
           
         
      
         
          
            
            
              En gammel 
              dame fra Valdres på 90 år fikk en profeti ('et syn fra Gud') i 
              1968. 
              (dansk under) 
             
             | 
           
          
            
            
              
                 
                 
                Emmanuel Minos holdt møter der hun 
                bodde. Han traff henne og fikk høre hva hun hadde opplevd. Han 
                skrev det ned, men syntes det hørtes så uforstående ut at han la 
                det i en skuff. Men nå, etter nesten 30 år, så han på det, og da 
                forsto han at han måtte dele det med andre. 
                 
                Dette er skrevet av fra en kassett som var tatt opp fra et møte 
                på Sunnmøre i 1995. Damen fra Valdres var en våken og sannferdig 
                kristen som hadde et godt skussmål av alle som kjente henne: 
                 
                ”Jeg fikk se verden som en slags globus. Jeg så Europa – land 
                etter land. Jeg så Skandinavia. Jeg så Norge. Jeg så visse 
                scener som ville finne sted like før Jesus kommer igjen, like 
                før den siste ulykken bryter løs over menneskeslekten, en ulykke 
                som vi aldri før har opplevd maken til. Hun nevnte fire bolker.” 
                 
                1.Like før Jesus kom og alvoret brøt 
                løs, var det en avspenning som vi aldri før har hatt. Det var 
                fred, og freden kom til å vare en tid. I denne fredsperioden var 
                det nedrustning i mange land, også Norge, og vi var ikke 
                forberedt denne gangen heller når det kom. Den tredje 
                verdenskrigen kom til å starte på en måte som ingen hadde 
                ventet, - og ifra helt uventet hold. 
                 
                2.Det kommer til å oppstå en lunken 
                holdning uten sidestykke blant kristenfolket. Et frafall fra 
                sann og levende kristendom blant de kristne. Kristne kommer ikke 
                til å være åpne for ransakende forkynnelse like før Jesus kommer 
                igjen. De vil ikke som før i tiden høre om synd og nåde, lov og 
                evangelium, bot og bedring. Isteden kommer det et surrogat: 
                 
                LYKKEKRISTENDOM 
                 
                Det gjelder å bli vellykket. Det gjelder fremgang. Det gjelder 
                materielle goder, ting som Gud aldri har lovet oss på denne 
                måten. Kirker, bedehus og frikirkelokaler ble mer og mer tomme. 
                I stedet for den forkynnelse som vi har vært vant til gjennom 
                generasjoner – som å ta sitt kors opp og følge Jesus – var det 
                underholdning, kunst og kultur som overtok kirker, bedehus og 
                lokaler der hvor det skulle være vekkelse, nød og
                botsmøte. Dette kommer til å skje i 
                sterk grad like før Jesus kommer igjen og ulykker bryter løs 
                over oss, og folk kommer til å sove i sin ånd. 
                 
                3. Det blir en moraloppløsning som Norge aldri før har opplevd 
                maken til. Folk vil leve som gifte uten å være gift. Urenskap 
                før ekteskapet og utroskap i ekteskapet kommer til å bli det 
                naturlige, og en kommer til å unnskylde det på alle hold. Det 
                kommer til og med til å snike seg inn i kristne kretser, og vi 
                duller for det – også synder mot naturen. Like før Jesus kommer 
                igjen, kommer det til å bli saker på TV som vi aldri tidligere 
                har opplevd. TV kommer til å bli full av vold, en vold så grusom 
                at det kommer til å lære folk å myrde og ødelegge hverandre, og 
                det blir utrygt å gå i gatene våre. 
                 
                Folk kommer til å ta etter. Det blir ikke ett tilbud på TV, det 
                blir fullt av tilbud. (Hun så dette med flere kanaler allerede i 
                1968.) Det kommer til å bli akkurat slik som vi har det på 
                radioen, der vi kan ta inn den ene stasjonen etter den andre, og 
                den kommer til å fylles med vold. Folk kommer til å ha det som 
                underholdning – de verste scener av mord og ødeleggelser av 
                hverandre, og det kommer til å spre seg i samfunnet. På TV 
                kommer det også til å bli samlivsscener. De mest intime ting som 
                foregår i et ekteskap kommer til å bli vist på skjermen. 
                 
                (Dette var i 1968, og jeg protesterte med at vi hadde paragrafer 
                som forbyr den slags, Emmanuel Minos). 
                 
                Da sa den gamle damen: Det kommer til å skje, og du får se det. 
                Alle ting vi har hatt før, kommer til å brytes ned, og det blir 
                vist det mest usømmelige for våre øyne. 
                 
                4. Folk fra fattige land kommer til å strømme til Europa. De 
                kommer også til Skandinavia og Norge. Det blir såpass mange av 
                dem at folk kommer til å mislike dem og være harde mot dem. De 
                vil bli behandlet slik som jødene før krigen. Da er målet for 
                våre synder nådd. (Jeg protesterte på det med innvandring. Jeg 
                forstod det ikke da. Emmanuel Minos) 
                 
                Da strømmet tårene ned på den gamle damen, og sa: Jeg får ikke 
                se det, men du får se det. Da plutselig kommer Jesus igjen, og 
                den tredje verdenskrig bryter løs. Det blir en kort krig. Alt av 
                krig som jeg har opplevd før er bare en lek i forhold til denne, 
                og den kommer til å avslutte med en atombombe. 
                 
                Luften kommer til å bli så forurenset at en ikke kan puste i 
                den. Det kommer over flere kontinenter: 
                Amerika, Japan, Australia, - de rike landene. Vannet kommer til 
                å bli ødelagt. Vi kan ikke dyrke mer på jorden. Resultatet blir 
                at bare en levning igjen. Og levningen i de rike landene kommer 
                til å rømme til de fattige land, men de blir like harde mot oss 
                som vi var mot dem når tiden er inne. Jeg er så glad for at jeg 
                fikk se dette. Men når tiden nærmer seg, må du ta mot til deg og 
                si dette. Jeg har fått dette fra Gud. Ingenting av dette strider 
                mot bibelens ord. Se Johannes Åpenbaring kapittel 6 og utover. 
                Men den som har fått sin synd tilgitt og har Jesus til Frelser 
                og Herre er trygg. Denne kopiert  sept-15 
                fra:
  
              http://www.egil.bjellaas.com/test/en%20profeti.htm -takk til 
              'Connie' for tips om det. 
              *   *   * 
              litt mer på dansk: KVINDEN 
              FRA VALDRES 
               
              Synet blev hørt og nedskrevet af den norske evangelist 
              Emanuel Minos 
               
              Fra 1957 – 63 studerede jeg ved universitetet i Oxford. Efter 
              hjemkomsten fik jeg flere indbydelser fra Den norske Kirke. I 1968 
              var min hustru, Aase, og jeg på en serie møder i Valdres. Efter 
              gudstjenesten en søndag i Etnedal Kirke kom en ældre kvinde hen 
              til mig. Hun sagde, hun var 90 år gammel og var kommet til mødet 
              med taxa. Hvor hun kom fra, ved jeg ikke, men hun fortalte, at hun 
              var fra Valdres. Hun ville tale om et syn, hun havde haft om 
              fremtiden. 
               
              Den gamle kvinde fortalte, og jeg skrev synet ned. Da jeg kom hjem 
              og læste igennem, hvad hun havde sagt, studsede jeg. Det var alt 
              sammen så utroligt og uvirkeligt, at jeg først bestemte mig for 
              ikke at offentliggøre det, hvad hun ellers så gerne ville. Jeg 
              lagde det i en skuffe og glemte hændelsen. Men for otte år siden, 
              i 1993, mens jeg gennemgik papirer og udklip, jeg havde samlet 
              sammen hen ad vejen, faldt et gammelt ark ud af skuffen. Det var 
              kvinden fra Valdres’ syn. 
               
              Da studsede jeg igen, men på en anden måde. Meget af det, hun 
              havde fortalt, var mærkeligt nok gået i opfyldelse. Jeg bestemte 
              mig for at læse det op ved enkelte møder. Det var i forbindelse 
              med emner om det profetiske ord og Jesu genkomst. Synet har vakt 
              opsigt. Det er blevet gengivet i aviser, blade, tidsskrifter og 
              traktater. Nogle gange ikke helt korrekt. Her gengives det, som 
              det blev skrevet, og det bliver delt ind i fire afsnit. 
               
              Det er dog med et vist forbehold, at jeg offentliggør synet. Det 
              gælder ikke mindst i en bog som denne. Men efter flere 
              henvendelser har jeg bestemt mig for at imødekomme anmodningen. 
              Alligevel må vi være klar over, at syner af denne art ikke kan 
              sammenlignes med forudsigelser og åbenbarelser, som står omtalt i 
              den hellige skrift. (5. Mos. 18:22). De bibelske profetier er 
              urokkelige: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig 
              nogensinde forgå.” (Matt. 24:35). 
               
              Når det gælder profetiske ord, der ikke er fra Skriften, siger 
              Paulus: ”Lad to eller tre profeter tale, og de andre skal bedømme 
              det” (1. Kor. 14:29). Forudsigelser i tiden må derfor tåle at 
              blive set efter i sømmene og afprøvet. Samtidig beder Paulus os et 
              andet sted om ikke at ringeagte profetisk tale (1. Tess. 5:20). 
               
              Ellers bør vi lægge mærke til en væsentlig sandhed: Vi mennesker 
              er meget nysgerrige, når det gælder at se ind i fremtiden. Vi er 
              ofte mere interesserede i at få at vide, hvad der skal ske 
              fremover, end at gøre vores sag op med Gud. 
               
               
              Synet 
               
              Den gamle kvinde fortalte: 
               
              Det var, som om et kort blev rullet ud foran mig. Jeg så det med 
              mine naturlige øjne. På kortet var alle verdensdele indtegnet. Jeg 
              lagde mærke til Europa, Skandinavien og Norge. Jeg så nogle 
              scener, som gjaldt tiden, før Jesus kommer igen, og tredje 
              verdenskrig bryder ud. 
               
              1. 
              Før Jesus kommer igen, og den tredje verdenskrig bryder ud, vil 
              der være en afspænding. Der bliver en lang fredsperiode mellem 
              stormagterne. Folk vil lægge langsigtede planer. Her i Norge vil 
              der blive nedrustet, og vi vil igen være uforberedte som 9. april 
              1940. Den tredje verdenskrig begynder på en måde, som ingen havde 
              ventet, og fra helt uventet hold. 
               
              2. 
              Der vil komme et frafald uden sidestykke fra sand og ægte 
              kristendom. Der bliver lunkenhed blandt de troende. De vil ikke 
              længere være åbne og modtagelige for ransagende budskaber. Folk 
              vil ikke bryde sig om at høre om synd og nåde, lov og evangelium, 
              bod og bedring. En ny slags forkyndelse overtager talerstolene. Om 
              at søge lykke, fremgang og materiel velstand. En slags 
              lykkeforkyndelse griber om sig. Kirkerne begynder at stå tomme. 
              Det samme sker med bedehusene. De troende vil ikke efterfølge 
              Jesus på den smalle korsvej. Underholdning, kunst og 
              kulturaktiviteter overtager mere og mere pladsen frem for vækkelse, 
              nød, anger og bodsmøder. 
               
              3. 
              Der bliver en moralsk opløsning, som vi ikke tidligere har oplevet. 
              Folk lever som gifte uden at være gift. (Dengang fandtes begrebet 
              samlever ikke). Der bliver stor urenhed før ægteskabet. Og der 
              bliver megen utroskab i ægteskabet. Ja, selv i de kristne 
              ægteskaber gør utroskaben sig gældende, og de opløses. Perverse 
              synder begynder at gribe om sig. Og de bliver til og med godtaget 
              i kristne kredse. 
               
              Tv kommer til at spille en stor rolle. Der bliver mange 
              tv-stationer. (Dengang havde vi ikke ordet kanaler, så den gamle 
              kvinde brugte ordet stationer, som det blev brugt om radio). Tv 
              bliver fyldt med vold. Volden bliver til den tid underholdning for 
              folk. Og den vold, som folk ser på tv, kommer til sidst til at 
              præge større og mindre byer. Der bliver også vist intime 
              samlivsscener. De mest intime forhold, som hører ægteskabet til, 
              vil åbenlyst blive vist på tv. (Dengang, det blev sagt, sagde jeg, 
              at det ikke var tilladt i offentlige udsendelser. Vi havde dengang 
              en paragraf, som ikke tillod obskøne scener. Da sagde hun med 
              hævet røst: ”Den vil de være ligeglade med, når tiden er inde”). 
               
              4. 
              Folk fra fattige lande strømmer til de rige lande. De kommer til 
              Europa, til Skandinavien, og også til Norge. Der bliver mange af 
              dem. Og folk begynder at synes dårligt om dem og blive hårde imod 
              dem. (Da hun sagde dette, begyndte hun at græde). De bliver mere 
              og mere behandlet som jøderne før krigen. Da vil målet for vore 
              synder være fuldt. Krigen bryder ud. Først som en lille konflikt, 
              en ubetydelig konflikt. Men den stopper ikke. Den tager til og 
              breder sig. Til sidst udvikler den sig til en stor krig. Ved 
              slutningen af denne store krig vil frygtelige våben blive taget i 
              brug, bl.a. atomvåben. Luft, jord og vand bliver forgiftet og 
              ødelagt. Folk fra de industrialiserede lande, Amerika, Europa, 
              Australien, Japan og andre lignende områder må flygte. De kan ikke 
              længere bo der. De forsøger at komme til de fattigste lande, som 
              har undgået det værste. Men de vil ikke være særligt villige til 
              at tage imod os, på samme måde som vi ikke var særligt villige til 
              at tage imod dem. 
               
              Efterskrift 
              Gudsfrygt er et værn om landet. Et folk, som frygter Herren, er 
              genstand for velsignelse og beskyttelse (5. Mos. 28:1-14). 
              Forudsætningen er, at der er forkyndere, som uforfalsket står for 
              Guds Ord, og forkynder det, Gud lægger på deres hjerter. Her har 
              ikke mindst en ældre generation opgaver i tiden. I vores bevægelse 
              er vi taknemlige over at have brødre som Morgan og Konrad Kornmo, 
              Hans Svartdahl, Tom Erlandsen, Ole B. Jarlvang og David Østby, som 
              uafladeligt minder vore menigheder om at holde sig til Guds ord. I 
              et citat fra Det Gamle Testamente står der: ”Og Israel tjente 
              Herren, så længe Josva levede, og så længe alle de ældste var i 
              live, som overlevede Josva, og som kendte til alle de gerninger, 
              som Herren havde gjort for Israel”. (Josva 24:31). 
               
              Gud har været god mod Skandinavien, og ikke mindst mod Norge. Vi 
              har en højere levestandard end de fleste. Evangeliets ord bliver 
              stadig forkyndt til frelse og fornyelse. Og det bliver præsenteret 
              på forskellige måder til det norske folk. Vi har to tværkirkelige 
              aviser, som hver dag bringer det kristne budskab til nationen. 
              ”Vort Land” i Oslo og ”Dagen” i Bergen. Desuden har vi fået en 
              ugeavis, som hedder ”Norge Idag”, som formidler vækkelsens 
              vækkerråb til folket. Lad os tage vare på vore privilegier, og lad 
              os bede for fremtiden. Bøn kan forandre verden. Lad os ikke glemme 
              det, der skete med byen Nineve (Jonas 3:10). 
              
             
             | 
           
         
         
 
      
      bok om hva en soldat som døde i første verdenskrig opplevde på andre siden 
      etter døden 
      
      
      interessant 
      bok, mer enn hundre år gammel  om livet mellom livene - guiding i de lavere astralplan og 
      hjelpen som gis til  de 
      mange er tankefanget der  
      (TILSVARENDE DANSK utskriftbar wordversjon link) 
      eller
      pdf   hovedsiden om åndelig stoff:
http://galactic.no/rune/udxand.html 
       
      
 
     
  
       
 
english: 
     
about 
 
By:Cosmic Observer 
Date: 9/8/2012, 10:13 am
 
 
 
 
   
 
I have read a book years ago about a prophecy of Anton 
Johansson for Central America. I do not remember the details of the 
prophecy but it was clearly saying that he had seen huge waters coming 
of Central America affecting that area in devastating way. Could the 
recent EQ in Puerto Rico be followed by more for Central America? As to 
"fire" that could symbolize "destruction." Below is an excerpt from 
his/about prophecies (but not sure if Central America is mentioned in 
this excerpt).
Known affectionately as the Christian Seer of Finnmark, Anton 
Johansson of Sweden (1858-1909) is famous for the prediction of the 
sinking of Titanic. He also predicted the First World War in Central 
Europe, the Russian Revolution, the defeat of Germany in the First and 
the Second Wars.
   
 
  Introduction:
   The prophecies of Anton Johansson are now becoming more relevant for
 our time. We think there is peace and there will be no more great wars,
 but this is a falsehood. The bombing of Serbia by NATO was a great 
mistake, and I think the end result of this action is that Communism 
will have a resurgence of power in Russia. Anton Johansson states that 
it will spread to other countries. He even might mention something about
 the current situation in Serbia, so read on.
   
 
  The Prophecies of Anton Johansson
   Here is an excerpt from "Fate of the Nations," by Arthur Prieditis:
 
One of the greatest and most trustworthy prophets of this century
 has been a simple, pious Norwegian fisherman, Anton Johansson. He was 
born in 1858, in Sweden, but at the age of sixteen he moved to Norway 
and made a living by fishing. In later years he became surveyor of land.
 Already since 1884 he had begun to see visions and to hear voices, 
which bade him to pray on behalf of men who were to be shortly carried 
off by death. His predictions always came true. At night he often woke 
up, hearing the command to pray on behalf of fishermen who were at sea, 
of seamen whose ship was endangered by a tornado in the Carribean Sea, 
of people who were imperiled during the earthquakes of Messina and San 
Francisco. He later related how he had to pray also on behalf of the 
Titanic's passengers on the night of the shipwreck.
   
 
This simple man in December, 1913, left his village. He had saved
 200 crowns for the journey to Kristiania (now called Oslo), the capital
 of Norway. In Kristiania he called on Keilhug, the minister of war, and
 asked him to inform all other members of the cabinet, that in the next 
year, 1914, a great war would flare up. He implored the government of 
Norway to do everything in its power to prevent the war. He informed the
 Norwegian authorities of his intent to go to Stockholm and then to 
Berlin, in the hope that he would able to persuade Kaiser Wilhelm to 
abstain from intervening in the coming war.
   
 
After his arrival in Stockholm, Johansson called on Emil 
Melander, colonel of the Swedish general staff. Melander received him in
 his office, conversed with him and then took him home, where Johansson 
revealed to him all his prophecies, which Melander wrote down as 
dictated by Johansson. Melander dissuaded Johansson from journeying to 
Berlin and assured him that his message of war could as well be made 
known to the world through the medium of newspapers. Melander kept his 
promise and published Johansson's message in the March 14, 1914, issue 
of Stockholm's daily "Svenska Morgonbladet." Johansson's predictions 
aroused enormous attention, and when a few months later war broke out, 
interest in this strange man grew even greater. 
   
 His visions and 
revelations were published in book form in 1918 and have been repeatedly
 reprinted. Translated into German, they were published in 1953. It is 
impossible to relate here in detail all his predictions, but I shall 
attempt to render the most important ones in a condensed form, in his 
own words:
 
"I had my greatest vision in 1907, during the night of November 
13. On that day I felt very tired and went to bed early. In the middle 
of night I was awakened by a voice which said: Thou will be given to 
know the secrets of heaven. My room was filled with so bright a light 
that it dazzled me. I wanted to look up towards from where I had heard 
the voice, but felt myself unworthy and bowed down in prayer. My soul 
was filled with overwhelming heavenly bliss, and I understood that my 
Saviour himself had awakened me.
   
 
"Then I was led in spirit to a place from where I could see 
everything that will happen to the world and especially to my homeland 
Norway. I was shown the greatest misfortune that will afflict the world -
 a great war. In spirit I saw the officers under whom I will have to 
work as a surveyor in Finnmarken during the next seven years. I was told
 their names, and for each name a year was mentioned. This revelation I 
understood as a sign that the great war will come after the seven years 
will have passed. I saw and heard that the war will break out between 
Austro-Hungary and Serbia.  
   
Then I saw the German eastern front with 
trenches full of men and weapons. The front was stretching from the 
Black Sea to the Baltic Sea, and over the whole front great noise was 
reigning. I saw how the Russians in great masses overflowed great 
regions of German land, and how great clouds of smoke were rolling 
forward, together with the front. Great fires could be seen in many 
places. Then the voice said: The war will come because of the wickedness
 of men, but thou shall warn the Norwegian government and shall go also 
to Stockholm and Berlin. Thou shall be my witness. I answered: 'I am 
unworthy of being thy witness before these high lords. I have not 
attended school, I can write only with difficulty and I do not speak 
German.' The voice said for the second time: Thou shall be my witness! I
 answered: 'I shall try.'"
   
   
About the postwar period Johansson predicted the spreading of 
frightful diseases. It came true in the form of influenza epidemics, 
which took the lives of several hundred thousand men. He further 
predicted that socialism and its varieties would grow immensely 
throughout the world and cause revolutions and upheavals in Russia, 
Germany, Austro-Hungary, England, Italy and also in America, Canada, 
India and China. In Russia war, revolutions and diseases will carry away
 so many victims that nobody will ever know the number of people that 
will perish there. Finland too will have a revolution and will liberate 
itself from the clutches of Russia, but only for a short while. She will
 become enslaved by Russia again, and will be oppressed more than ever, 
and much blood will be spilt in that land. Johansson urged the Finnish 
nation to turn to God in prayer, in order that it should not remain 
oppressed forever. 
   
 Germany will be long tormented by revolutionary 
movements, especially in her southwestern part. In England the worst 
disturbances will be in the southern part of Wales and the surrounding 
country. In this connection the voice said, England stands on the brink 
of a precipice. Disturbances and rebellion, war in the colonies, war in 
Ireland and natural catastrophes will be among the misfortunes that will
 befall that land. Heavy fighting will take place in India: "It will 
begin with a great rebellion in northern India, where I heard the name 
of Delhi as a city greatly visited by war. After that, rebellion will 
break out also in central and southern India. I heard the name of 
Calcutta mentioned. The war will end with India's complete deliverance 
from England, but will be followed by dreadful epidemics and 
unprecedented famine and other afflictions. War and its consequences 
will kill twenty-five million Indians."
   
 
"About America I heard our Lord say that five great wars are to 
be expected for that land in the future, whereof two will be violent 
civil wars ending with America's division into four or five smaller 
confederations. In one of the great wars America will be drawn into a 
conflict with Canada. That was all I heard about America, but as the 
events of that land interest us less, I did not try to bear them in 
mind. I also cannot recollect any time or period being mentioned in this
 connection. Nor do I remember anything about Japan, but about China I 
heard that there will be immense revolutions, and more to come.
   
 
"I saw two natural catastrophes, one was an unheard of hurricane,
 raging over two continents and the other an immense earthquake, 
connected with the eruption of a volcano in the North Sea. 
   
 I was led in 
spirit to the great cities on England's east coast. I saw ships thrown 
on the shore, many collapsed buildings, and much wreckage floating on 
water. At sea many ships were wrecked. Then I was shown Holland, Belgium
 and the German coast of the North Sea, which all were heavy visited. 
Among the most afflicted cities I heard the names of Antwerp and Hamburg
 mentioned. There great warehouses were flooded and all merchandise 
lost. Even Denmark's western and northern coast and Sweden's western 
coast had suffered." This prediction came true in February, 1953, with 
an unprecedented flood catastrophe in northern Europe. Everything took 
place exactly as described by Johansson. Whoever has forgotten these 
events, should reread news dispatches of those days. When this 
prediction in 1953 came to be accomplished, great excitement and anxiety
 arose in Sweden, since everybody began to fear that the rest of 
Johansson's predictions and especially the predicted Swedish-Russian war
 (which is described further on) might be imminent.
   
 
About natural catastrophes and epidemic diseases Johansson 
predicted: "Natural catastrophes will occur in many parts of the world, 
and a turbulent activity will begin within the womb of the earth. Great 
tremors of earth and vehement eruptions of volcanos will afflict the 
world and partly also such regions which hitherto have been spared. In 
Italy they will be more destructive than ever. Great many people there 
will save only the clothing on their bare backs. There will be a new 
eruption of the Vesuvius. Hurricanes of great violence will afflict not 
only America, but also Europe, especially England.  
   
I saw not less than 
five great hurricanes. Thunderstorms too will in those years be 
devastating and will occur in Denmark, North Germany and southern 
Sweden. Simultaneously with these trials by nature, great epidemics will
 roam about the World, carrying off many victims. They will come in 
three periods, whereof the first will begin already during the last part
 of the world war and will continue for several years after the war will
 have ended. The next period will come after the English-Indian war, 
when two new, unknown diseases will spring into existence. They will be 
more dangerous than all others and will spread over the whole world, 
claiming an immense number of victims.  
   
In Russia they will be especially
 intense, and the voice told me that these and other diseases would 
visit Russia because of her great impiety. If I remember correctly, a 
fourth part of her people will perish through these diseases. One of the
 most dangerous diseases will consist of people becoming blind and 
losing their mind. For those afflicted by this disease, it will be very 
dangerous to drink alcohol. The third great period of epidemics will 
come after the Spanish-French war. Mostly it will be a serious pulmonary
 disease, but there will be also other unknown maladies, one such that 
people will become utterly emaciated, another one similar to leprosy, 
because the flesh of the afflicted persons will start to peel off. Both 
belligerents will be the first to become acquainted with these maladies,
 but they will later spread over all Europe and over great parts of 
other continents. France will suffer most and will lose almost all her 
young men and women.
   
 
"The last great calamity, seen by me that night of 1907, was 
Sweden's and Norway's war against Russians and Frenchmen. Socialism will
 at that time have gained power in both northern countries, and in 
Sweden socialists will have the reins of government in their hands. They
 will do what they will and by their actions will be partly responsible 
for the war and its unfortunate result. Socialists will have drawn a 
great part of the Swedish nation into atheism. Sweden will be forced to 
prepare for war in great haste. Yet, during the war, it will turn out 
that Sweden also has new weapons and inventions, unheard of by the 
people and kept secret bt the government. One of these will be an 
electrical invention, owned only by Sweden and unknown in the whole 
world. Because of it, Frenchmen will perish in great numbers near 
Goteborg.  
   
Little would be needed, and Swedes would have won the war. Had
 not other means of resistance been so deficient, the French or the 
Russians would have come to terms with Sweden. The voice told me: If the
 Swedes could hold out only fourteen days more, the French army would 
have capitulated, and had Frenchmen known that the Swedes have weapons 
so formidable they would never have dared to attack."
   
 
Then Johansson relates in detail the course of the war, 
mentioning cities and other place-names. Heavy fighting will take place 
around Goteborg, which city will almost entirely be reduced to a heap of
 rubble. Frenchmen will there suffer great losses, but will put to shore
 always new troops and reinforcements. French resources will be nearly 
exhausted when the Swedes will suddenly capitulate. Halsingborg, Malmo 
and Lund also will be among the heavily devastated cities, but Stockholm
 will suffer less because of better organized and more effective air 
defense. Among the heavily bombarded cities of the west coast, Johansson
 mentions also Falkenberg. He reports on having seen there immense 
shipmasts, imbedded in the ground, and says that he cannot understand 
what it means, because the sea is still quite remote from that place. 
   
The interpreters of Johansson's attach to these sentences great 
importance, since it is clear that Johansson has seen the present 
antenna masts of the great Grimeton radio transmitting station. The fact
 that Johansson has seen them at a time when they had not yet been built
 and when such radio transmitting stations did not yet exist at all, can
 be considered as a proof that Johansson's visions of the future are 
true and authentic.
   
 
The further course of the war: "Russians will invade North Sweden
 partly through Tornea, partly over Kvarken. Heavy fighting will take 
place north of Stockholm, with great bravery on the Swedish side. 
Russians will lose men in great numbers, but it will be of no avail 
since they will come on in ever new masses. They will conquer all 
northern Sweden, and as one of the most afflicted and plundered cities I
 heard Gavle mentioned. Boden will have surrendered without having 
offered resistanoe. South of Stockholm the Russians will first take the 
islands Gotland and Oland. Then they will disembark on Sweden's soil 
near Vastervik and will proceed partly towards Stockholm, partly in the 
direction of Goteburg, to aid the Frenchmen. But they will not get far, 
before the Swedes in Goteborg will have capitulated.
   
 
  "In Norway the Russians will invade Finnmarken. The Norwegians 
will repel the first attack, but will finally be defeated and will 
retreat southward to the Porsanger Fjord. In southern Norway, south of 
Kristiania (Oslo), near the Swedish border, Swedes and Norwegians will 
fight shoulder to shoulder. French airplanes will bombard the whole 
coast up to Trondhjem. As the most afflicted cities were mentioned 
Bergen, Drammen and Kristiania, but none of the Norwegian cities will be
 so totally destroyed as Kristiansand.
   
 
"Norway's defeat will be sealed simultaneously with the defeat of
 Sweden. Norway will have to cede to Russia all land north and east of 
Lyngenfjord. Sweden will cede a part of its northern region and the 
island Gotland. Europe will be astonished seeing that the Russians do 
not keep all of the occupied northern half of the Scandinavian 
peninsula. When I anxiously asked the Lord if both our lands will indeed
 become oppressed and pillaged, the Lord pointed towards Lyngenfjord and
 said: So far they will come but not farther. The war will be short. 
   
 It 
will break out in summer and will end when the autumn will have hardly 
begun. It will be caused by a conflict at Norway's northern frontier. 
Hostilities will be opened by the Russians, whereafter the French will 
help them. Nobody will come to help Sweden. The Germans will be in 
disagreement, England will have war in Ireland, in southern Europe heavy
 earthquakes will take place, Belgium will have the same frontier as the
 military frontier of April 1918. The Finns will take no part in the 
war. They will be heavily oppressed, will have no access to weapons, and
 after the war they will be oppressed more than ever.  
   
The Balkan states 
will be in a deplorable situation at that time, especially Romania and 
Serbia. Even Greece will then be helpless. As for Turkey, I want to warn
 its citizens not to persecute Christians, but to become devoted to 
Jesus lest they get effaced from among the number of independent 
countries. The Jews will at that time have returned in great crowds to 
Jerusalem.
   
 
"Having seen and heard all this, I prayed in spirit to God and 
said: 'I know that no man shall be informed of the day of Thy coming, 
but tell me how far or near we then will be from the tribulations of the
 Book of Revelation?' The Lord answered: Before many more tribulations 
will come, other men will appear who will prophesy and warn mankind of 
what will happen."
   
 
   
Analysis of the Prophecies of Anton Johansson
   
Anton Johansson died in 1929. For further analysis of the 
prophecies of Anton Johansson, I recommend the book, The Fate of the 
Nations, by Arthur Prieditis. (or see link here) 
   
The sequence of events is often hard to 
determine, but he clearly stated that the war in India would precede the
 future Franco-Spanish War. At the time India was an English colony, so 
Johansson understood that it would be a war between India and England. I
 consider it more likely that he saw a war that would erupt between 
Pakistan and India. India became divided between Pakistan and India in 
1947, and ever since that time there have been several wars between the 
two nations over border disputes. And now both countries are developing 
nuclear weapons. I don't believe the timing of prophetic events is ever 
set in stone; perhaps the peaceful work of Gandhi in India had delayed 
the prophecy from reaching fulfillment.
   
 
As for Johansson's comments on Greece and Turkey, I believe there
 will be another war in the future between those two countries. 
Nostradamus foresaw a conflict in Greece that would cause NATO to be 
disbanded in that area, and a newer alliance formed. Again, nothing is 
set in stone, and these prophecies can be lessened through human action.
 That is why Johansson urges Turkey not to persecute Christians. A 
simple understanding between Christians and Moslems would have prevented
 the outbreak of many wars.
Johansson foresaw three great hurricanes before 
the coming of the Franco-Spanish War.  
   
The hurricanes he describes are 
intense and nothing like we have ever seen before. Some interpreters 
have doubted what he said concerning these hurricanes, and thought he 
might be describing atomic weaponry. One hurricane will begin around 
Panama, affect the Gulf states and Florida, and will move in a wide belt
 along the Missisippi and gather strength around the Great Lakes. 
Chicago, Minneapolis, Washington and New York will suffer. Skyscrapers 
will rock and collapse, and wide areas will be set on fire. From Canada 
the hurricane will travel across the Atlantic and hit west and 
south-west Europe. No hurricane has ever behaved in this manner. We now 
know that the earth's weather is gradually warming, and due to global 
warming hurricanes and tornadoes are going to become more frequent and 
intense. America is primarily responsible for much of the global 
warming, though the government does not want to admit it. Global 
deforestation is also a contributing factor. What goes around, comes 
around. The hurricane will be so great that America will not recover 
from the devastation....
 
 
tilbake 
      til åndelig - hovedsiden 
 |