link til ren norsk txt  omtale med litt flere detaljer  under

Josef Maliszewski's kontakter på 50tallet i Dk - se under

Josef Maliszewski

Josef Maliszewski's ufo contacts in the early 50s in Dk.



Sydafrikansk fyrtårn-betjent bortført av UFO i -78

                                             

Sydafrikansk fyrmester bortført af  UFO

Som det fremgår av boken UFOCONTACT FROM PLANET KOLDAS (samt Elisabeth Klarers beretninger)– så har det i lang tid skjedd frivillige kontakter med utenomjordiske i SydAfrika og her følger flere historier om ET kontakter i dette land -  men denne skjedde da  ikke frivillig

Edward Crafford vågnede med et ryk, satte sig op i sengen og lyttede spændt til en spøgelsesagtig, hvinende lyd der kom udefra. Han syntes, at det lød, som om millioner af summende insekter var gået til angreb på det ensomt beliggende fyrtårn på øen, men det kunne dog ikke forklare det blændende lys, som oplyste værelset.

Den 24årige fyrmester på øen Dassen, der ligger fem timers sejlads  i en hurtig motorbåd  fra Kapstaden, boede helt alene på øen, om man lige ser bort fra nogle tusinde pingviner, klippekaniner og skildpadder.

En gang hver fjortende dag kom en båd med proviant ud til ham. Den ankrede op et par kilometer fra kysten og Edward roede ud i sin robåd for at hente sine forsyninger.

Hændelsen fandt sted natten til torsdag den 23. november 1978, og Crafford havde på det tidspunkt boet på øen i tre år. Det var et ensomt liv, men han trivedes udmærket. Han havde et gevær, som han brugte, når menuen stod på kaninsteg, og det gjorde den, når vinterstormene eller sommerens kraftige sydøstlige vinde forhindrede forsyningsfartøjet i at nå frem.

 

Da han havde været i Kapstaden på nogle dages ferie i august måned 1978 havde man spurgt ham, om han aldrig følte sig ensom og bange ude på øen.

,,Hvad i Herrens navn skulle jeg være bange for?" havde han svaret. ,,Ingen kan komme i land uden at anvende en fladbundet robåd, og hvad ensomhed angår, så foretrækker jeg fugle og kaniner frem for mange af de mennesker, jeg kender."

 

Hans ultramoderne, bolsjestribede fyr arbejdede helt automatisk og kontrolleredes fra et rum under hans sovekammer. En gang om ugen klatrede han op ad spiraltrappen for at pudse linserne og se efter, om alt var i orden deroppe. Når vejret var godt, sad han på klipperne nede ved vandet og fiskede og så ud over det uendelige, grønne Sydatlanterhav.

 

I vintermånederne hjemsøgtes klippeøen af kraftige storme, og selv om sommeren kunne de sydøstlige vinde fra Antarktis nå op på vindstyrker på omkring 50 sekundmeter. Men Crafford følte sig dejlig beskyttet i sit fyrtårn.

 

Nu hørte han denne ejendommelige hvinende lyd og blev blændet af et skarpt lys. Han så på uret, der stod på natbordet, og konstaterede, at det viste nøjagtigt 23.35. Et øjeblik spekulerede han på, om det kunne være en helikopter der var kommet, eftersom båden med forsyninger nu var fem dage forsinket. Men han indså snart, at ingen ville sende en helikopter ud til øen på denne tid af døgnet. Desuden kendte han udmærket den karakteristiske lyd fra en helikopter.

Han tog en housecoat uden på sin pyjamas, åbnede døren og gik ud i den varme, fugtige sommernat.

 

,,Da jeg kom ud på trappen, så jeg et ejendommeligt ovalt fartøj svæve omkring to meter over klipperne. Det var ægformet og udsendte et lys så stærkt, at det gjorde ondt i øjnene," fortalte Edward Crafford senere fra sit sygeleje på hospitalet.

 

,,Fartøjet befandt sig i så lav højde, at det næsten rørte ved klipperne. Jeg forstod, at det var et luftfartøj af en eller anden slags, men det lignede intet jeg tidligere havde set. Måske lignede fartøjet en zeppeliner, men det var det for lille til at kunne være. Lysskæret var så kraftigt, at det oplyste hele øen samt havet rundt omkring." ,,Jeg blev bange og vendte mig omkring for at løbe ind og låse døren efter mig. Men i samme øjeblik fik jeg et hårdt slag i ryggen og faldt fremover. Inden jeg ramte jordoverfladen fik jeg et slag i hovedet som føltes som et hestespark, og jeg nåede at opfatte en hvinende lyd meget tæt ved. Siden blev jeg totalt omtåget."

 Men Edward Crafford har et svagt minde om, at han blev løftet op, at han forsøgte at kæmpe imod, men at han var for svag. Han mindes også, at den hvinen­de lyd til sidst var så høj, at han troede hovedet skulle sprænges. Siden mistede han totalt bevidstheden.

Nogle minutter efter klokken 5 om morgenen den 24. november 1978, eller cirka 5 timer efter, at Edward Crafford mistede bevidstheden ude på sin ensomme ø, gik den 50årige Annie Vos fra sit og sin mands hus på Nieuwe Rus, der ligger cirka 200 kilometer nordvest for Kapstaden, hen for at se om malkningen var igang.

 

Hun stod i den store stald, hvor de 22 ansatte netop var i gang med morgenarbej­det og malkningen af gårdens 175 køer, da hun hørte en hvinende lyd, som fik hende til at tænke på den summende lyd af bier.

 

,,Lyden var intens, og jeg kunne ikke forstå, hvor den kom fra," siger fru Vos. ,,Jeg løb udenfor og så gården badet i det stærkeste lys, jeg nogen sinde har set. Det oplyste hele egnen og kom fra et ejendommeligt fartøj, der svævede i luften. Det min­dede i formen om et stort æg."

Medens fru Vos og de ansatte stirrede på den mærkelige tingest, styrtede Vos i pyjamas ud af beboelseshuset med et dobbeltløbet gevær i hænderne. Han stirrede for­skrækket på det ukendte fartøj, som svæ­vede omkring en meter over marken og ud­strålede et intenst lys gennem ,,vinduer" pa siderne og nedenunder.

 

,,Noget faldt ud fra genstanden, og jeg hørte det ramme jordoverfladen med et bump, fortæller Vos. Medens jeg stirede på det lysende fartøj, forsvandt det med en utrolig hastighed. Jeg har set jetmaskiner starte, men det er ingenting sammenlignet med dette. Det ene øjeblik svævede fartøjet over gården, i næste f6r det næsten lodret op i luften og forsvandt."

 

Med geværet afsikret gik Vos nu frem mod det, der var faldet til jorden, medens hans hustru og de ansatte på gården, be­væbnede med høtyve og andre redskaber, forsigtigt nærmede sig fra de andre sider. Da de kom tilstrækkeligt nær, opdagede de, at det var en mand i pyjamas og housecoat der lå på marken.

Manden var bevidstløs, og efter at Vos havde forsikret sig om, at manden var ube­væbnet, rakte han geværet til sin hustru og bar, med hjælp fra nogle af de ansatte, den ukendte ind i huset, hvor de lagde ham på en seng. Medens fru Vos ringede efter politi og ambulance, sad ægtefællen vagt ved den bevidstløse.

,,Han kunne ligne hvem som helst, sagde Vos senere, men jeg ville ikke så gerne røre ved ham. Jeg havde aldrig set en sådan flyvemaskine før. Jeg mente, det var bedst at lade politiet tage sig af sagen. Jeg ville ikke have dræbt ham, men jeg ville uden den mindste tøven have skudt ham i bene­ne, om han forsøgte at flygte."

 

Politiet ankom sammen med en ambu­lance inden for 20 minutter. To bevæbnede politifolk fulgte med den fortsat bevidstløse mand til sygehuset i Malmesbury, omkring en times kørsel fra gården. Lægerne under­søgte patienten, men fandt ingen brækkede ben eller andre skader, der kunne forklare hans bevidstløshed. De antog, at han be­fandt sig i choktilstand, og behandlede ham for dette.

I en kæde om halsen bar manden et mi­litært identifikationsskilt med navnet Ed­ward Crafford, et indskrivningsnummer og blokbogstaverne SAFE/N  betegnelsen for Sydafrikas marine.

Medens man forsøgte at kontrollere den ukendtes identitet, arikrede en båd op ud for Dessan Island med forsyninger til den en­lige fyrpasser. Men Edward Crafford var forsvundet, og fyret brændte stadigvæk, selv om det skulle have været slukket fire timer tidligere.

Øen gennemsøgtes, men man kunne ikke finde noget spor efter Crafford. Hans båd var der også, og den var hans eneste mulighed for at tage bort fra øen. Ingen kunne svømme herfra og til fasilandet, dels fordi afstanden var alt for stor, dels fordi vandtemperaturen i dette område sjældent steg meget over nul grader.

 

Forsyningssklbet lå endnu ud for fyret, da kaptajnen fik en radiosamtale fra flådens hovedkvarter i Simonstown nær Kapstaden med ordre til at kontrollere Craffords forhold nærmere og samtidig søge at finde ud af, hvordan han kunne være kommet fra øen og til det sted, hvor han blev fundet samme morgen.

Sikkerhedspolitiet forhørte ægteparret Vos enkeltvis, og det skete, inden de havde haft mulighed for at aftale en fælles histo rie. De ansatte på gården blev også afhørt hver for sig. Der fandtes ingen som helst modsætninger i oplysningerne; alle fortalte det samme.

Edward Crafford kom til bevisthed kort efter middag samme dag. Lægerne betegnede hans tilstand som koma forårsaget af et slag, hvis beskaffenhed de aldrig tidligere var stødt på. Han virkede forvirret og forskrækket indtil han forvissede sig om, at han lå på et sygehus, og at mændene om­kring ham var læger og politi.

 

Han fortalte om alt, hvad der var sket ham. Hans beskrivelse af den flyvende genstand stemte helt overens med den, de øv­rige vidner kom med, og endnu medens han fortalte sin historie til politiet, indløb der rapporter fra radarstationer i området. På disse var en flyvende genstand, som fløj med enorm hastighed, dukket op på radarskærmene kort efter midnat og igen ved femtiden om morgenen.

Den kolossale hastighed havde bevirket, at radarobservatørerne havde troet, at det drejede sig om et meteor. Men flere rapporter kom fra mennesker, som tidligt på morgenen havde set et ejendommeligt, klart lysende fartøj i lav højde over Kaphalvøen i nordvestlig retning.

 

Muligheden af, at der kunne være tale om et spionfartøj fra Sovjet blev overvejet på et tidspunkt, men forkastedes af tre grunde. Intet fartøj, som bygges af menne­sker, kunne flyve så hurtigt, russerne havde ingen fornuftig grund til at kidnappe en mand på et øde fyr for derefter at placere ham langt inde på fastlandet, og endelig havde fartøjet ifølge alle vidneudsagnene savnet synlige drivanordninger. Trods dette havde det kunnet færdes med en utrolig hurtighed.

Alle yderligere oplysninger om hændelsen blev klassificeret som hemmelige.

 

,,Vi vil ikke skræmme en masse menne­sker," sagde en højtstående politiofficer som forklaring.

Crafford blev tilbageholdt på en af ho­spitalets isolerede afdelinger i to uger og gennemgik her alle mulige undersøgelser, men ingen mærkværdigheder noteredes. Han havde fået et svært chok men var efter 14 dage komme sig tilstrækkeligt meget til, at han kunne vende tilbage til fyret.

I den følgende tid blev to mænd, bevæbnede med maskingevær og granatkastere, sendt til fyrpladsen. Flyvevåbnet var i alarmberedskab og orlogsfartøjer, udrustede med de mest moderne våben, patruljerede langs kysterne samtidig med, at overvågningsfly foretog nogle ture ud over havet. Men intet mistænkeligt fandtes nogen steder.

Af sikkerhedspolitiet fik Crafford ordre til ikke at omtale sine oplevelser og samme besked fik ægteparret Vos.

,,Det, der allerede er sivet ud, har voldt tilstrækkelig skade. Vi vil ikke have panik her, og vore sikkerhedsbestemmelser er sådanne, at vi kan fængsle hvem som helst i flere år, såfremt vedkommende offentligt taler om den her sag," forklarede en sikker­hedsofficer.

Kort før jul vendte Crafford tilbage til sin ø og sagde da til en journalist:

,,Jeg kan ikke sige mere end det, jeg fortalte på sygehuset, for det har jeg ikke tilladelse til. Men jeg tager tilbage til Dassen Island, og jeg er ikke bange. Man har givet mig en del våben, men jeg tror ikke, jeg får brug for dem."

Siden da er der gjort andre observationer af, hvad det sydafrikanske sikkerhedspoliti betegner som uidentificerede flyvende ob­jekter. Men et tæt slør af hemmelighed kræmmeri er trukket hen over disse observationer, ligesom det skete med Edward Craffordsagen. Nogen ,,naturlig" forkla­ring på, hvad der egentlig skete, har man ikke kunnet få.

Hemmets Journal, nr.12, 1979.

 historien med flere detaljer under


 Syd afrikanske gutter / drenge så UFO og humanoider

 Den 2. oktober 1978 lå fire drenge, Peter Simpson, 16, Jannie Bezuidenhout, 15, Joe Perino, 13, og Hugo Ferreira, også 13 år, og alle fra Despatch i Sydafrika, og hvilede sig under et træ i et isoleret, vildnisagtigt område. De havde vandret hele natten, og pludselig blev de vidner til følgende sær­prægede hændelse:

Helt tilfældigt fik Peter øje på en skin­nende metalkuppel i det tætte krat cirka 500 meter borte. Han henledte de andre drenges opmærksomhed på genstanden, og samtidig opdagede Jannie to sølvfarvede mænd i nærheden. Drengene troede først, der var tale om brandfoik klædt i sølvfar­vede beskyttelsesdragter, men skikkelserne bevægede sig på en underlig måde, og det fik de fire til at forstå, at der ikke var tale om almindelige mennesker. De to skikkelser gled lydløst hen over toppen af krattet og med en fart, der langt oversteg den, et men­neske kunne præstere.

Et tredie væsen dukkede pludselig op og sluttede sig til de to andre. Drengene for­talte for dem  så det ut til at den siste person bare lige pludselig dukket op, som var den kommet ud af det rene ingenting. Hele området var dækket af et 5 til 6 meter tykt buskads.

 

Peter fortalte bl. a. følgende: ,,Det tredie væsen bar en grålig kasse, men det pudsige var, at vi ikke så nogen arme. Vi kunne hel­ler ikke skimte øjne eller andre træk. De lignede fuldkommen robotter. Væsenernes ansigter syntes at skinne med samme sølv­agtige farve som resten af deres kroppe gjorde. I al den tid, vi iagttog væsenerne, føltes det, som om vi slet ikke kunne be­væge os. Jeg havde et kamera i min rygsæk, men jeg syntes ikke at have kræfter til at række ud efter det."

Da drengene senere blev bragt under hypnose, afslørede en række spørgsmål, at tre af de fire gutter havde oplevet et kort­varigt tab af høreevnen under de cirka 50 sekunder selve observationen af sølvhuma­noiderne varede.

De tre skinnende skikkelser gled hurtigt bort fra området, hvor det kuppelformede objekt stod, og de forsvandt med stor fart op en nærliggende bakke. Ingen  af drengene observerede nogen benbevægelser, og det virkede fuldstændig, som om skikkelser­ne stod på hver sin dræsine. De tre sølvklædte væsener passerede over et hegn og forsvandt pludselig sporløst ud i den blå luft nær bakkens top. Da drengene var kommet sig en smule, løb de mere end halv­anden kilometer, før de nåede Daniel Zee­lie, der var tilsynsførende i området, og til ham fortalte de om deres oplevelse. Han udspurgte drengene og rapporterede der­næst observationen til politiet.

 Næste dag fandt en professionel sporjæger et sæt svage ovale fodaftryk, der målte 20 X 10 centimeter, omkring halvanden kilometer fra det sted, hvor drengene oplv­ste at have set skikkelserne. To uger efter hændelsen hakkede Zeelie og politibetjent Christoffer Powell sig vej gennem det tykke underkrat, hvor drengene havde set det kuppelformede objekt. De to mænd blev meget forbløffede, da de fandt otte mystiske aftryk i jorden. Powell oplyste, at det var totalt umuligt at gå netop der, så hvad der end havde frembragt aftrykkene, måtte det være kommet ned fra himlen. Der havde dog ikke været helikoptere i området på det anførte tidspunkt.

Russell Shone, der er geolog ved Port Elizabeth Universitetet, sluttede sig til un­dersøgelserne og foretog en række målinger. Han konstaterede, at aftrykkene befandt sig inden for en stor symmetrisk oval på omkring 13 x 6,5 meter. Hvert aftryk i jorden bestod af tre mærker, der tilsammen ud­gjorde en trekant.

I sin afsluttende rapport konkluderede betjent Powell: ,,Efter min mening er der her tale om en observation af noget, der ikke kan forklares."

De fire drenge blev senere testet på kryds og tværs for om muligt at bringe yderligere detaljer for dagen. En ledende sydafrikansk psykiater og hypnoseterapeut, dr. Bernard Levinson, undersøgte de fremlagte påstande ved at krydsforhøre de fire under hypnose, og disse undersøgelser gav samme resultat. Alle fire drenge fremkom med nøjagtig de samme detaljer som under de normale forhør, og Levinson var derfor ikke i tvivl om, at oplevelsen vitterlig havde fundet sted.

Endelig blev båndoptagelser med to af drengenes forklaringer overgivet til Charles R. McQuiston, en tidligere amerikansk ef­terretningsofficer og medopfinder af et ap­parat kaldet PSE ( Psychological Stress Evaluator). Efter at have anvendt dette ap­parat  der måler forandringer i stemmelejet  på optagelserne, sagde McQuiston:

,,Drengene mener helt afgjort hvert et ord, de fortæller, så vi må betragte deres historie som sandfærdig."

 

Fra UFOaspekt – tatt fra National Enquirer, den 27. februar 1979.

 

 

 

Kidnappet – og sluppet løs igjen – 

JEG BLE BORTFØRT AV EN UFO


Fyrvokteren på Dassenøya utenfor Cape Town våknet av en underlig støy,
og oppdaget en eggformet gjenstand i lav høyde. Da han forsøkte å rømme
inn i fyrtårnet igjen, ble han slått i svime. Fem timer senere ble han – i
mange vitners påsyn, kastet ut av UFOen på en bondegård langt unna, iført
pyjamas og slåbrok! UFOen ble også sett på radarskjermer, og av mange
andre øyenvitner. En helt utrolig hendelse, som det sørafrikanske
sikkerhetspolitiet har nedlagt forbud mot å omtale.


Edward Crafford våknet med et rykk og satte seg opp i sengen og lyttet til
den underlige hvinende lyden som omga fyrtårnet hans. Det lød nærmest
som om en million summende insekter var kommet til øya og gått til angrep
på fyret, men i tillegg var det et hvitglødende lys som strømmet inn i
soveværelset hans.


Den 24 år gamle fyrvokteren på Dassenøya, som ligger fem timers reise med
hurtiggående motorbåt fra Kappstaden i SørAfrika, bodde alene på øya, bare
i selskap med de tusenvis av pingviner som legger eggene sine i de lave
buskene, samt noen klippekaniner og skilpadder. En gang hver annen uke
kom en barkasse ut til ham med forsyninger, og han måtte ta robåten ut og
møte den, der den lå og ventet ca. 1000 meter fra land. Barkassen kunne
nemlig ikke legge til ved kysten av klippeøya.


Denne natten, torsdag den 23. november 1978, hadde Crafford vært alene
om å vokte fyret på Dassenøya i 3 år. Det var et ensomt liv, men det var slik
han likte det. Hans eneste våpen var et gevær kaliber 22, som han brukte til
å skyte en og annen kanin med til mat når vinterstormene eller
sørøststormene i sommerhalvåret hadde hindret barkassen med forsyninger i
å nå ut til ham. Da Crafford var på noen få dagers ferie i Kappstaden i
august 1978, ble han spurt om han aldri følte seg ensom eller redd der ute
på øya. Til det svarte han: Hva pokker er det å være redd for der? Ingen kan
gå i land på øya unntagen med en flatbunnet pongtong, og hva det angår å
være ensom, så foretrekker jeg selskap med fugl og kaniner fremfor mange
mennesker jeg kjenner. Jeg ville ikke bytte med noen i verden.


Det ultramoderne fyret var helautomatisert og kontrollrommet befant seg like
ved siden av Craffords soverom. En gang i uken klatret han opp
vindeltrappen for å pusse og kontrollere lykten, og på godværsdager satt han
på et klippefremspring og fisket og nøt utsikten ut over SørAtlanteren. Og
når stormene raste med vindstyrke helt opp imot 180 km/t, satt Crafford
trygt og lunt inne i fyret. Han kastet et blikk på klokken på nattbordet og
merket seg at den viste nøyaktig 23.35. Et øyeblikk tenkte han seg den
muligheten at det kunne være et helikopter som svevde over fyret, og som
hadde med forsyninger til han, siden den vanlige båten var 5 døgn forsinket.
Men ingen ville sende et helikopter til fyret på den tiden av døgnet, og lyden
han hørte lignet heller ikke det minste på den som frembringes av et
helikopter.
Han slengte på en slåbrok over pyjamasen og gikk ut i den varme, fuktige
sommernatten.


En oval gjenstand.

 ”I det jeg trådte ut og satte foten på betongtrappen
utenfor fyret, så jeg noe som svevde to meter over øya og til venstre for meg.
Det var en underlig, oval gjenstand som minnet mye om et egg, og den
strålte ut et så kraftig lys at det gjorde vondt i øynene”,
fortalte Edward
Crafford senere på sykehuset. ”Den svevde så lavt at det nesten så ut som
om den berørte klippene. Jeg hadde sett noe lignende i mitt liv. Den kunne
minne om et gammeldags luftskip, men var altfor liten til å kunne være det.
Den opplyste fyret og hele øya og sjøen omkring.


Bevares, jeg ble redd, og snudde meg for å rømme inn i fyret igjen og stenge
døren. Men i det samme øyeblikk var det noe som traff meg i ryggen, og idet
jeg falt over ende kjente jeg et bedøvende slag i hodet, som om jeg var blitt
sparket av et mulddyr. Jeg har en klar erindring om at den summende eller
hvinende lyden kom rett over meg, og så svimet jeg av.”
Selv om Crafford på dette tidspunkt var bevissløs, hadde han følelsen av at
han ble løftet opp, og at han forsøkte å sette seg til motverge, men at han
ikke hadde krefter til det. Den hvinende lyden, husker han, var så kraftig at
han trodde trommehinnene skulle sprenges. Så sank han inn i fullstendig
bevisstløshet.


Ble kastet ut. 

Noen minutter over klokken fem om morgenen, omkring fem
timer etter at han hadde mistet bevisstheten ute på øya, gikk den 50årige
bondekona Annie Vos på gården Nieuwe Rus, ut i fjøset for å forvisse seg om
at gårdsarbeiderne melket kuene. Gården ligger inne på fastlandet, ca 200
kilometer nordvest for Kappstaden. Hun befant seg inne i den digre låven,
sammen med 22 arbeidere da de hørte en lav hvining, som fikk fru Vos til å
tenke på lyden av sinte veps eller millioner av bier. ”Lyden var meget lav, og
jeg kunne ikke forestille meg hva som sto på”, forteller fru Vos. ”Jeg sprang
ut av låven, og så at landskapet var badet i det mest strålende lys jeg har
sett. Det lyste opp all verden rundt omkring, og jeg så en merkelig gjenstand
som svevde i luften, som et digert egg.”


I samme øyeblikk som fru Vos og arbeiderne iakttok den merkelige
gjenstanden i luften, kom hennes mann løpende i bare pyjamas fra
våningshuset, væpnet med en dobbeltløpet hagle. Han stirret på gjenstanden
som befant seg omtrent en meter over bakken, og som sendte ut et strålende
lys gjennom noe som så ut som vinduet på begge sider.
”Noe falt ned fra gjenstanden, og jeg hørte at det traff bakken med en dump
lyd”, forteller fru Vos. ”Og mens jeg fortsatte å stirre forsvant gjenstanden
med en slik utrolig fart at jeg ikke ville ha trodd det var mulig, om jeg ikke
hadde sett det med mine egne øyne. Jeg har sett jetfly starte, men den farten
er ingenting sammenlignet med dette. Det ene øyeblikket svevde den over
gården vår, og i neste øyeblikk skjøt den nesten loddrett opp mot den
rosenrøde morgenhimmelen og forsvant på et øyeblikk”.
Mens Vos med hagelen i beredskap nærmet seg den gjenstanden som var
blitt droppet på marken, nærmet hans kone og arbeiderne seg med ytterst
forsiktighet fra den andre kanten, væpnet med høygafler og andre redskaper.
Da de kom helt innpå, så de at det var et menneske som lå der, en mann i
pyjamas og slåbrok.


Politiet tilkalles. 

Mannen var bevisstløs, og etter at Vos hadde forvisset seg
om at den fremmede var ubevæpnet, rakte han sin kone geværet mens han
sammen med en av arbeiderne løftet opp mannen og bar han inn i huset og
la han i en seng. Mens fru Vos telefonerte til politiet og ba dem om å få med
en ambulanse satt Vos selv vakt over den bevisstløse mannen med geværet
klart.


”Han så ut som en ganske alminnelig mann”, fortalte Vos senere, ”men jeg
tok ikke sjansen på å røre han. Jeg er ikke den som tar unødige sjanser. Jeg
tenkte det var best å la politiet ta seg av alle ting, og bare sitte der på vakt
med geværet, i fall mannen skulle våkne og forsøke å stikke av. Jeg ville ikke
ha drept han, men ville ha skutt han i bena for å forhindre han i å rømme
om han hadde forsøkt. Politiet kom til stedet etter 20 minutter, fulgt av
ambulansen. To væpnede politimenn fulgte med den ennå bevisstløse
mannen til sykehuset i Malmesbury, en times kjøring fra gården. Her ble
mannen undersøkt av legene, som ikke kunne finne noen brukne knokler
eller andre skader som kunne forklare hans tilstand. De kom til at han
måtte befinne seg i sjokktilstand, og behandlet han i overensstemmelse med
det.


Hengende rundt halsen på mannen fant politiet et identifikasjonsmerke av
den typen som utstedes til militære, og det identifiserte mannen som Edward
Crafford, oppga hans nummer, religion og at han var tjenestepliktig i den
sørafrikanske marinen. Mens politiet ringte rundt for å innhente
opplysninger om mannen, kom barkassen med forsyninger til Dassenøya,
men man kunne ikke se noen tegn til Crafford der inne. Signalene fra
barkassen ble ikke besvart, og på tross av at fyrlykten skulle være slokt kl
0700, lyste den ennå.


Den lille jollen som barkassen førte med seg ble satt på vannet, og to menn
dro i land for å se etter Crafford, men de kunne ikke finne spor etter han.
Båten hans lå der, og det var ikke mulig for Crafford å ha forlatt øya uten
båt. Ikke noe menneske i verden kunne svømme fra øya inn til fastlandet, for
bortsett fra distansen er vannet iskaldt og det er konstant fare for å bli tatt
av hai. Barkassen lå fremdeles utenfor øya og ventet da skipperen ble kalt
opp over radio fra marinehovedkvarteret i Simonstown, nær Kappstaden.
Han ble anmodet om å foreta undersøkelser om Crafford og hvordan han
kunne ha kommet seg fra øya og til stedet der bondekonen hadde funnet
han samme morgen.


Historien bekreftet. Representanter for sikkerhetspolitiet avhørte ekteparet
Vos hver for seg, og før de kunne ha fått tid til å dikte opp noen historie, selv
om de måtte ha hatt noe ønske om det. Arbeiderne på gården ble også avhørt
hver for seg, og det ble opptatt forklaringer om det merkelige luftfartøyets
ankomst og utkastelsen av Crafford. Det var ingen avvikende detaljer i
forklaringene deres, og de stemte helt overens med det ekteparet Vos hadde
observert.


Edward Crafford våknet opp av sin bevisstløshet, legene betegner det som en
komalignende tilstand som de aldri hadde støtt på før – kort etter middag
samme dag. Han virket ør og fortumlet og meget forskremt inntil han ble
forsikret om at han befant seg på sykehuset, og at mennene som omga han
var fra politiets sikkerhetsavdeling. Han fortalte dem nøyaktig hva som var
skjedd, slik han husket det. Beskrivelsen av luftfarkosten stemte på alle vis
overens med den som ekteparet Vos og arbeiderne deres hadde gitt, og ennå
mens han fortalte det han visste – som var lite nok – meldte radarstasjoner
fra om at en ukjent gjenstand som beveget seg med utrolig fart, hadde vist
seg på radarskjermene kort etter midnatt og igjen ved femtiden om
morgenen. Gjenstanden hadde beveget seg med en så utrolig fart at
radarpersonellet og andre som arbeider innen det sørafrikanske forsvarets
varslingstjeneste helte til den oppfatning at det dreide seg om en meteoritt.
Men det kom også inn rapporter fra en rekke mennesker som hadde vært ute
omkring kl. 04.55 den morgenen og som hadde sett en ukjent gjenstand,
strålende opplyst, som beveget seg med lynets hastighet i lav høyde over
Kapphalvøya i nordvestlig retning.


Muligheten for at det kunne ha vært et slags russiske spionfartøy ble
omhyggelig vurdert, men forkastet av tre årsaker: Ikke noen farkost bygget
av mennesker kunne nå opp i den anslåtte hastigheten til farkosten som tok
opp Crafford. Russerne ville heller ikke ha noen grunn til å bortføre en mann
fra et ensomt fyr og droppe han der hvor Crafford ble droppet, og for det
tredje, farkosten hadde ifølge Vos og hans kone og arbeiderne og Crafford
selv, ingen synlige fremdriftsmidler, hastigheten til tross. Det ble øyeblikkelig
av sikkerhetsmessige grunner nedlagt forbud mot å offentliggjøre alle
ytterligere nyheter om hendelsen. ”Vi vil ikke skremme vettet av folk”, sa en
høy politiembetsmann.


Ingen radioaktivitet. 

Crafford ble holdt i en isolert avdeling på sykehuset i
2 dager mens han ble underkastet alle mulige undersøkelser med henblikk
på radioaktiv eller annen forurensing, men ingenting kunne finnes. Han
hadde åpenbart vært utsatt for et alvorlig sjokk, men etter 2 uker hadde han
kommet seg tilstrekkelig til at han forlangte å bli sendt tilbake til fyret.
I mellomtiden var 2 menn bevæpnet med maskinpistoler, granater og
raketter blitt sendt ut til øya. Flyvåpenets jagerflykommando sto klar til
øyeblikkelig innsats, og marinefartøyer med de mest moderne våpen
patruljerte sjøen sør og vest for Kapphalvøya, mens rekognoseringsfly holdt
utkikk etter inntrengere, men alt uten resultat. Crafford fikk ordre av
sikkerhetstjenestens sjefer om ikke å omtale sin opplevelse til noen, og
ekteparet Vos fikk også beskjed om å tie. Som en offiser uttrykte det: ”Det er
gjort nok skade allerede med det som er lekket ut. Vi ønsker ikke å få noen
panikk i full målestokk å hanskes med. Vi vet alle sammen hva som skjedde
i Amerika i 1938 da folk skrudde på radioen og fikk inntrykk av at Amerika
ble invadert fra Mars. Vi vil ikke ha den slags panikk her.


Har ikke latt seg skremme.

 Crafford vendte tilbake til øya like før jul, og
uttalte da til en reporter: ”Jeg kan ikke si mer enn hva jeg sa på sykehuset.
De har forseglet leppene mine, og som tjenestepliktig i Marinen har jeg ikke
lov til å si mer. Men jeg drar tilbake til Dassenøya, og jeg er ikke redd. Jeg
har fått noen våpen med meg, men jeg tror ikke jeg vil komme til å trenge
dem.


Siden den gang er det gjort flere observasjoner av gjenstander som det
sørafrikanske sikkerhetspolitiet har betegnet som uidentifiserte flygende
objekter, men et hemmelighetens slør er blitt trukket over disse
observasjonene så vel som over Craffordaffæren. Sikkerhetspolitiet forsøker
å finne ut av mysteriet med både de andre observasjonene og hva som
skjedde med Crafford, en hendelse som i øyeblikket trosser enhver
forklaring.


Kilde: Vi Menn 15.05.1979

hovedsiden

Josef Maliszewski's kontakter tidlig på 50tallet i Dk

Josef Maliszewski this in english language

"Allerede i december-nummeret af Ufo-nyt fra 1958 kunne man læse, at et stort rumskib var landet nær Sønderborg den 19. juli 1951. Vidne til dette var Josef Maliszewski.

Josef Maliszewski"Josef Maliszewski var af russisk afstamning, født i Voltava år 1900. Under første verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær, og efter krigen bosatte han sig i Danmark, hvor han i midten af 1920’rne fik job ved en tankstation i Sønderborg. Ligesom Adamski beskrives Maliszewski som en filosof og naturelsker – en mand, der takkede Gud for hver dag, han fik lov til at opleve.

"Klokken var halv tre den pågældende morgen, og Josef Maliszewski var netop på vej ud fra toilettet, da han hørte han en fløjtende lyd. Den stammede fra et stort fartøj, som landede på en mark lige op til Mønsterkolonien – den havekoloni, hvor Maliszewski boede.

"Han løb over mod fartøjet, men i en afstand af 50 meter blev han standset af en usynlig kraft. Han stod nu som lammet, men kunne stadig både høre og se. Mens han stod der, lagde han mærke til, at hestene og kreaturerne på marken var lammet, og selv fuglesangen var forstummet.

Af en eller anden årsag havde Maliszewski troet, at de fremmede i rumskibet var landet for at bortføre kreaturerne, og mens han stod og tænkte over dette, lød der en stemme: "Du skal ikke være bange, vi tager ikke nogen af dem."

Maliszewski så nu, at der fra fartøjets sider kom otte små objekter. De fløj op over det store, hvor de holdt sig svævende med vuggende bevægelser. Ned ad en slags rullende trappe kom der fire mænd. De gik hen til rumskibets højre 'vinge', hvor de tilsyneladende reparerede et eller andet. Maliszewski beskrev mændene som værende over to meter høje )*, mørklødede og meget smukke. Deres hoveder var dækkede af gennemsigtige kupler, og de var klædt i nogle mørkeblå, glinsende dragter. Deres ansigter kunne ikke ses, de var dækket af en slags ilt (oxygen-) masker. På ryggen havde de fremmede nogle beholdere.

(merk dette var før bilder av jordiske astronauter var i media)

)* dette er typisk for de av såkalt lyransk-pleiadisk kosmisk avstamning

Maliszewski har fortalt, at mens han stod og betragtede rumskibet og for sig selv havde sagt sådan noget som "Uh, hvor er vi dumme på denne jord," havde han straks fået telepatisk svar fra rumskibet. Det telepatiske svar indeholdt et budskab om, at vi skam ikke var dummere end rumfolkene. Men vi jordboere var trådt ind i atomalderen, og nu var de kommet for advare os, idet vi ikke selv havde kontrol over situationen.

Efter et kvarters tid rullede trappen atter ind i rumskibet med de fire mænd, og Maliszewski påstod, at han i samme øjeblik modtog en telepatisk besked, der lød:

"Farvel, vi ses igen." Herefter steg fartøjet op i luften og forsvandt. Maliszewski opdagede, at han igen kunne bevæge sig, og han så, at hestene og kreaturerne også kunne røre sig. Fuglene pippede lystigt, og det var atter en ganske almindelig sommermorgen.

Efter denne oplevelse have Maliszewski syresmag i munden, og han fik diarre og kunne ikke sove. Hans ur var gået i stå kl. 2.30, og han opdagede, at fartøjet havde efterladt sig spor på marken. Aftryksfladen var 4 gange 2 meter, og der var 35 store skridt mellem aftrykkene. Ifølge en tidligere nabo til Maliszewski var der en sand folkevandring til marken med landingssporene.

Maliszewski henvendte sig til dagbladet Sønderjyden, men blev afvist. Senere dukkede han dog op i dagspressen med jævne mellemrum, og i 1959 hentede SUFOI ham over til deres kongres. I referatet herfra, bragt i Ufo-nyt, juni 1959, skrev H. C. Petersen:

"Han berettede om sit møde med et rumskib og dets besætningsmedlemmer i juli 1951. Maliszewski tog alle med storm, og man kunne ikke undgå at blive grebet af denne mands beretning – hans åbenlyse ærlighed! Maliszewski blev stærkt hyldet, da han gik tilbage til sin plads."

Siden er der blevet lagt meget mere til Maliszewskis beretning om kontakten med rumfolkene. De havde jo sagt farvel og på gensyn – og den slags kræver næsten en fortsættelse.

Den 18. maj 1954 skulle Maliszewski have mødt sine venner fra rummet for anden gang. Han var ude at fiske en tidlig morgen, og mens han stod ude i vandet, kom et lille rumfartøj flyvende ganske lavt hen over vandet. En luge gik op, da fartøjet var helt henne ved ham, og en rummand trådte frem. Rummanden sagde, at Maliszewski ikke skulle være bange, og bød ham på en beroligende drik og en bid brød. Den fremmede betroede ham også, at han kom fra en planet ved navn 'Zutorn'.

Fjorten dage senere fortalte Maliszewski, at han havde været på rumtur og havde mødt en kvindelig rumpilot, som han beskriver som "den smukkeste unge dame". Hun var iført en glinsende dragt, lårkort skørt og bar en kappe over ryggen. Hun talte dansk, og Maliszewski fortæller: "Hun gav mig et kys på begge sider af mine kinder og til sidst et i panden. Så sagde hun, du er min bror, og jeg er din søster. Du skal ikke tro, at I er alene her i det mægtige univers."

Dette besøg varede i tre en halv time.

Det store fartøj havde en bemanding på 400 personer: 200 mænd, 100 kvinder og 100 dværge. Der var ingen sproglige problemer, for som Maliszewski fortalte i et interview, så "følger de med i vore radioudsendelser, og denne kvinde havde lært sig selv dansk gennem mange år, ikke mindst ved at aflytte vore gudstjenester…"

Maliszewski blev ikke dyrket af de skeptiske danske ufologer. Hans beretning var for tynd og usammenhængende, og han manglede den udstråling, som Adamski besad. Desuden var han alt for tæt på den danske hverdag, til at der levnedes spillerum for fantasien, og endelig manglede han også folk omkring sig, som kunne  udgive hans budskab.

Maliszewskis første beretning blev hørt på en SUFOI-kongres, og vi har allerede bragt H. C. Petersens kommentar. Siden har han bygget videre, og bortset fra det stænk af originalitet, der prægede hans første beretning.

Josef MaliszewskiI de seneste år, hvor han var syg, fik han hjælp af de andre beboere i havekolonien. De tog mad med ud til ham, og det skete, at han blev inviteret hjem til et måltid. Maliszewski mente selv, at hans første møde med rumskibet og de stråler, det havde udsendt, var årsagen til at han blev syg.

Aviserne, især Jydske Tidende, gjorde meget grin med ham, og det gjorde ham så indesluttet, at han i sine sidste år ikke var meget for at udtale sig til pressen.

Noget af det sidste, man hørte til Maliszewski, var i marts 1963, hvor en avis skrev, at han arbejdede med en rumskibsmodel. Efter Maliszewskis død den 26. oktober 1963 overtog hans søn i Varde tallerkenmodellen, og siden har man ikke hørt eller set mere til den.